ark og ulands

 

 

 

 

 

Ikke en transatlantisk splittelse

Europæerne har tilsyneladende adopteret Robert Kagan’s “Paradise and Power”-analyse: Europa finder en vis stolthed i at være afvisende [averse] overfor militærmidler og praktiserer løbende en kritik af amerikansk gun-culture. Europa synes ikke at kunne se at den amerikanske reaktion da ambassaderne i Afrika blev angrebet – eller på The Unabomber – var helt forskellig fra den, der fulgte efter 11. september. Kunne du reflektere over reaktionerne der fulgte disse begivenheder – som jo alle sammen var terrorhandlinger?

DH: 700 europæere mistede livet 11.september. Det var ikke et angreb på amerikanerne; det var et angreb på verden: mange muslimer døde i The World Trade Center. Det var et angreb på symboler, på ting, som mange mennesker stod for. Så det er én forskel: The Unabomber dræbte ingen europæere, mens mange familier i Europa blev udsat for en voldsom tragedie 11. september.

Jeg er ikke så sikker på det med at være stolte af Kagan-tesen: det er, som enhver observation af den type, en smule forenklet. Hvis du kigger på hvad EU faktisk har gjort siden, den strategi-plan som Javier Solana’s stab har udsendt, vil du se et EU-argument som grundlæggende siger, ”Ja, forebyggelse – forebyggende angreb kan være nødvendige”. Så på trods af hele den akademiske debat – hvor man revser Bush-administrationen for idéen om forebyggelse, opdager du at EU-dokumentet her faktisk begynder at bakke op bag det – i hvert fald overveje det. Og det fastslår i hvert fald at Europa vil blive nødt til at overveje militærmidler når det er nødvendigt.

Og som så ofte vil du også finde forskellige traditioner i Europa. Det var EU, der greb ind i Congo – ikke USA – og nu har tropper dér. Franske styrke har interveneret mange steder; briterne og franskmændene har et andet strategisk perspektiv end visse andre europæiske lande. Jeg tror, man bliver nødt til at tale om individuelle, europæiske forskelle – og dét er den anden ting vi har set: at uenighederne det sidste år i lige så høj grad løber gennem Europa som gennem Atlanterhavet. Det er ikke så meget en europæisk-amerikansk debat så meget som det er en debat indenfor Vesten om hvordan vi skal begå os i den her verden.

Men der synes at være en tendens, sandsynligvis mere påfaldende i Europa end i Amerika, til at befolkningen ikke føler at terrorismen skulle udgøre nogen umiddelbar trussel. Når man taler med politikere og journalister vil de give udtryk for noget andet – og det kunne forklare de udviklinger i EU, som du beskriver.

DH: Det var min første pointe: der er ikke den fornemmelse af hast og umiddelbarhed omkring truslen selvom europæerne på det abstrakte plan vil sige: ”Vi har forstået at den eksisterer”. Og det mener jeg er den præmis, der er anderledes: der er en umiddelbarhed og en hast i USA. Der er også til en vis grad en anden kultur: amerikanerne ønsker at handle – og så er det også en enkelt stat: hvis vi beslutter os for at handle, så handler vi. I Europa er der for det første ikke den fornemmelse af hast. Og for det andet: for at få et europæisk svar må du først have enormt mange konsultationer og det er meget vanskeligt. For det tredje er det tvivlsomt om europæerne har instrumenter, der er tilstrækkelige til at tage sig med denne her type af problemer. Så det er situationen: vi betragter forskellige emner.

En pointe jeg vil fremhæve er det, vi ser i Irak: at vores land er superbt udstyret til at udkæmpe krige, men vi er ikke så veltrænede når det kommer til at vinde freden. Der eksisterer dette begreb om ’konfliktens spektrum’: at forhåndsindgriben [preventive action] for at forhindre konflikt er lige så vigtigt som at vinde krigen, når den først er brudt ud. Eller at rehabiliteringen og rekonstruktionen af et land, ”nationsopbygning”, efter en konflikt også er nøglen til sikkerhed. Den opfattelse er bare ikke særligt veludviklet her i landet. Vi bruger $400 milliarder på vores militær, men kun $15 millioner på de områder, der har at gøre med civil krisestyring. Det er en meget skæv evne: vi har behov for at få mere balance i vores politik.

I Europa er det næsten omvendt: jeg synes at EU har gjort det godt når det fx gælder at udstyre politi, som skal sendes til udlandet; juridisk træning – de overordnede mål for EU på det civile område er faktisk ganske interessante. Ingen vier dem nogen opmærksomhed, men de er interessante. Og så er der EU’s evne til at yde regioner økonomisk støtte. Men EU har ikke fulgt med når det gælder evnen til at handle hurtigt og bekæmpe hurtigt-udviklende kriser - træffe beslutninger og også overveje militærets rolle, når du er nødt til at handle. Det er der, EU snubler. Så vi har noget at arbejde på: og jeg tror faktisk at den enes relative svaghed er den andens relative styrke.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: The White House (Tina Hager)

Portrætfoto: American Institute for Contemporary German Studies, The Johns Hopkins University