ark og ulands

 

 

 

 

 

"Isolated"/"insulated"

En af de ting som europæerne måske ikke helt har forstået er størrelsen af 11. september. Det kan virke groft at tale om de døde i større eller mindre antal [hvordan definerer man en ’katastrofe’?] men der er noget omkring begivenhedens størrelse, som ikke helt er gået op for Europa.

 

DH: Well, størrelsesordenen er én ting, men lige så mange hvis ikke flere døde i Indien i kemikaliekatastrofen i Bhopal i 1984, og vi viede desværre ikke den begivenhed så meget opmærksomhed. Så mange menneskers død får ikke nødvendigvis af sig selv verdens befolkninger til at fokusere. Det er ikke bare størrelsen men karakteren af angrebet.

 

Og den intention, der lå bag?

 

DH: Ja, intentionerne bag. Og angrebets essens var jo også, at man brugte et fly – det var ikke en naturkatastrofe, men et intentionelt angreb. Et symbolsk angreb – også rettet mod Pentagon, og, hvis det have været succesfuldt, ville det også have destrueret Capitol, kongressen og Det Hvide Hus. Man må tage de dele af planen, der IKKE lykkedes men som var en del af intentionen, med i betragtning. Det var meningen at udradere den amerikanske regerings hovedsæde, ikke blot the World Trade Center.

For det andet. Igen må man forstå en smule af den amerikanske historie og amerikanernes selvopfattelse. Min simple analogi er her omkring forskellene og lighederne med angrebet på Pearl Harbour: i 1941 handlede debatten her om neutralitet – om hvorvidt amerikanerne skulle være neutrale i Europa’s konflikter. Om idéen at vi ikke ønskede at tage del i en krig i Europa – hvor Kongressen’s fokus var på Neutralitetsakter og –love, mens Præsident Roosevelt forsøgte at overbevise folk om at vi havde noget på spil. Angrebet på Pearl Harbour – selvom Hawaii endnu ikke var en amerikansk stat, så det ikke var et angreb på det amerikanske homeland i den forstand - smadrede vores fornemmelse af isolation [at være på afstand] fra resten af verden. Men det smadrede ikke vores fornemmelse af insulation [at være afskærmet] mod resten af verden. Det gik op for os at vi ikke kunne være isolerede; vi var nødt til at engagere os – men vi kunne engagere os hen over verdenshavene og under Anden Verdenskrig fandt slaget aldrig sted i Amerika, altid i andre verdensdele.

Og den Kolde Krig fandt jo faktisk heller ikke sted på amerikansk jord: vores tropper var forward-based i Europa og Asien, der var ingen fornemmelse af at det amerikanske samfund var i krig. Vi talte om det i en abstrakt forstand – vores byer kunne naturligvis være blevet udslettede på et par sekunder, af de sovjetiske våben – men fornemmelsen af amerikansk insulation fra resten af verden (af at vores samfund simpelthen fortsætter på egen hånd; jf. alle klagerne over mediernes manglende dækning af udenlandsk politik, og alle disse ting) fortsatte, tror jeg, indtil 11. september. Og det er denne fornemmelse af insulation fra resten af verden som blev smadret den dag. Det er en historisk forandring i den amerikanske indstilling [mindset].

Nu tackler vi det – og det er derfor vi nogle gange tackler det på nogle ekstreme måder og nogle gange på mere reflekterede måder end ellers, men vi befinder os stadig i en proces, der består af reaktion og af at slå fra sig [lashing out]. Sårene på den nationale bevidsthed er langt dybere end selve angrebet.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: The White House (Tina Hager)

Portrætfoto: American Institute for Contemporary German Studies, The Johns Hopkins University