|
|||||
|
|
Som altid kan interviewet på sidste side (s.10) downloades som Word-dokument, fx til udprintning
FJERDE KVARTAL 2003: |
||||
|
2:10
|
|||||
|
|
Europa er et terrormål
DH: Jeg ved ikke om de blev trætte – engang imellem bliver man træt af et emne, men jeg tror det var en kombination af flere faktorer. Jeg tror at det faktum at angrebene ikke fandt sted i Europa simpelthen betød meget for hvordan folk opfatter situationen.
For det andet mener jeg at det at Bush-administrationen i kampagnen mod Afghanistan afslog europæisk hjælp fik mange til at sige, ’Well, dette er Amerika’s krig, og vi bliver ikke bedt om engagere os i den’. Og jeg tror det var en stor fejltagelse fra Bush-regeringens side.
Og det tredje element er efter min mening at man efter kampagnen mod Afghanistan – begyndende med Præsidentens State of the Union-tale for to år siden – i Europa så et forsøg fra den amerikanske regerings side på nærmest at bruge 11. september til at fremme en bestemt politisk dagsorden.
Jeg tror at demokraterne her i landet også mente at 11. september på sin vis blev brugt som et instrument for at fremme en bestemt dagsorden. Så den vanskelige opgave her er at skille den de politiske dagsorden hos de neokonservative i Bush-regeringen og den meget konservative højrefløj fra de virkelige opgaver, vi står overfor – symboliseret af 11. september. Jeg mener, at der ER virkelige opgaver. At aktiveringen af NATO-traktatens Artikel 5 som svar på angrebet 11. september i virkeligheden betød at vi har et fælles homeland.
Og hvis vi har et fælles sikkerhedsrum, er det jo kun hvad vi har sagt til hinanden i 50 år. Skulle vi så ikke indrette os derefter nu - som svar på nye trusler? I dag handler "territorialforsvar" efter min mening ikke om sovjetiske tanks eller fly - om at bekymre sig for søveje, der bliver blokeret (af et land, der ikke længere eksisterer!) Den Kolde Krigs territorialforsvar bør afløses af en ny fælles opfattelse af territorialbeskyttelse mod sporadiske angreb – eller overraskelsesangreb – udført af terrorister, der anvender masseødelæggelsesvåben. De angreb kunne finde sted i dag, i Europa. Vi har klare beviser for at sådanne angreb allerede er blevet planlagt – de blev bare forhindret. Idéen om at Europa ikke er et mål er simpelthen forkert.
Et af de argumenter, der er på arbejde i Europa, er at vi har været vant til terrorismen – med IRA m.fl.
DH: Du vil opleve at mange amerikanere bliver vrede over den kommentar fra europæerne. Fordi, ja, naturligvis har man været vant til terrorisme – terrorisme af en anden slags. I dag vil argumentet lyde, at hvis man nu kombinerer terrorisme med masseødelæggelsesvåben – eller hvis du forvandler et fly, et almindeligt transportmiddel, til et ukonventionelt våben, så har du krydset grænsen ind i en verden af katastrofal-terrorisme, for hvilken den europæiske erfaring ikke forbereder nogen. Men tværtimod: den risikerer at lede Europa ind i en falsk fornemmelse af selvtilfredshed.
Kan det have noget at gøre med, at den type terrorisme som europæerne har mest erfaring med toppede i 70erne, så akademikerne og journalisterne har haft 20-25 år til at reflektere over den?
DH: Oh, det er jeg også enig i. Det er faktisk min pointe: vi har meget at lære af hinanden på dette område. For nogle af os, der betragter sagen, er det interessant at nogle lande i Europa, som jo selvfølgelig har haft terrorisme over 25-40 år for at håndtere den har opbygget lovkomplekser, som faktisk er ganske gode. Når vi nu farer af sted – og vi har denne enorme debat her i landet om borgernes rettigheder og The Patriot Act og de her ting – ville vi have godt af at se udover verdenshavene, og kigge på hvordan lande, der har håndteret de her emner i mange år, har fundet balancen mellem borgerrettigheder og sikkerhed. Så der er ting, vi kan lære: min pointe er, at vi burde arbejde sammen på de her områder.
|
||||||||||||||
|
|
Illustrationsfoto: The White House (Tina Hager)
Portrætfoto: American Institute for Contemporary German Studies, The Johns Hopkins University
