|
|
Washingtons bevisbyrde
CBK: Lad os vende os til den debat vi har haft – eller ikke haft – på vestlig side her det sidste halve år. Lad os sige, at der er to mulige scenarier, forudsat at man ikke finder våben i Irak. Det ene er, at det lykkes den amerikanske-britiske-danske regering at sidde denne her debat ud: tiden går og om et halvt år er der ikke nogen, der længere går tilbage og beskæftiger sig med hvorfor man gik ind i Irak, fordi man har travlt med hvem, der regerer, Mellemøsten osv. Så spørgsmålet omkring krigens begrundelser falder væk, og genetableres den transatlantiske forståelse er er der ikke nogen, der vil have interesse i at rippe op i dét.
Det andet er ét, hvor man prøver at holde regeringerne fast på det her, og hvor man faktisk må forvente en eller anden form for – hvis det er rigtigt at de her efterretninger har været forkerte, retorikken har været oppustet, eller hvad der nu har været tilfældet, at der så kommer til at ske en – indrømmelse fra regeringer og embedsapparater i Washington og London: At man har givet oplysninger, der var, om ikke forkerte, så i hvert fald skruet sammen på en sådan måde at de ikke har fremstillet virkeligheden pinligt nøjagtigt.
Hvad tror du der er realistisk, forudsat at der ikke bliver fundet våben i Irak?
BM: Vi skal lige holde fast i først, at selvom der bliver fundet våben så ændrer det egentlig ikke noget ved konklusionen om at de amerikanske efterretninger har været fuldstændigt utilstrækkelige; at de har været forkerte og at de formentlig har været bevidst forkerte. Den konklusion står fast, selvom man finder et lager i morgen. For vi ved med sikkerhed at det ikke blev brugt. Vi ved også med sikkerhed at det ikke befandt sig dér, hvor amerikanerne troede det befandt sig – for så ville de have fundet det nu. Så ikke engang det kan i virkeligheden redde dem. Det vil naturligvis godt i verdensoffentligheden kunne give dem et figenblad af legitimitet, men det ændrer ikke ved min konklusion på det.
CBK: Også fordi det ikke siger noget om din anden konklusion om hvad Irak ville have gjort med dem?
BM: Nej, det gør det lige præcis ikke. Vi ved hvad Irak ikke ville have gjort med dem – fordi de gjorde det ikke, i den situation hvor det var allermest sandsynligt de ville gøre det. Når ikke de brugte det til at forsvare Bagdad og Tikrit, i hvilket andet scenarie ville de så have brugt dem? Jeg kan ikke forestille mig noget, som var vigtigere. Så den konklusion står fast, allerede nu.
Dermed ikke sagt at man ikke finder noget – det kan det godt være man gør, på et eller andet tidspunkt, men det er i givet fald noget, der er i ufærdigt eller i så lille format, så det formentlig ikke ville udgøre en trussel mod nogen som helst. Så logisk-rationelt set vil det ikke ændre konklusionen.
Det, der selvfølgelig kan ske, det er – og jeg tror amerikanerne satser på – at hvis bare det hele kører godt i Irak, så vil det være i alles interesse at dysse sagen ned og sige, ”Nej, nu må vi komme videre, det nytter ikke noget at forsøge at hænge nogen op på noget, de ikke vil lade sig hænge op på”. Og i en eller anden forstand er det jo også langt vigtigere, hvad er nu sker med Irak – der er jo nogen, der heller ville ønske at gen-indsætte Saddam Hussein. Så et eller andet sted gælder det om at komme videre – det er naturligvis langt det vigtigste.
Det burde jo, på den anden side, give anledning til nogle overvejelser om hvad man skal gøre i den næste krise. Hvem skal man stole på? Denne her krise bygge jo meget, meget langt hen af vejen på at USA bare kom med en påstand og forlangte at resten af verden skulle tro på den – det varede jo længe inden de kom frem med noget, som de selv hævdede var beviser, indtil da ville de jo bare have man skulle tro dem på deres ord. Så kom de med nogle beviser – vi ved i dag, Tony Blair har netop indrømmet, at nogle af beviserne var åbenlyst forkerte. En afskrift fra en 12 år gammel ph.d.-afdeling, fx! Det var det her falskneri omkring et påstået forsøg på at købe uran fra Niger, osv.
Næste gang det kommer til en ny krise, burde det jo få resten af verden til at kræve egentlige, rigtige, håndfaste beviser. Fordi USA’s troværdighed nu burde være på nulpunktet: man bør ikke tro på hvad de siger, men forlange beviser af dem. Om det så faktisk kommer til at ske – det er jeg ikke sikker på. Fordi der jo er noget ved magtforholdet der gør, at man kan stå sig bedst ved at lade som om man tror på noget, der bliver sagt, i stedet for at kræve beviser, hvad der ville være den eneste logiske udgang på det her.
|
|
|
ILLUSTRATIONSFOTO: DoD photo by Senior Airman Jeffrey Allen, U.S. Air Force. (Released) 981009-F-2171A-508
