ANDET KVARTAL 2003: 18. juni

5:10

<  >

ark og ulands

 

 

 

 

Saddams samarbejdsvilje

CBK: Ift. Irak i din kategori af overlever-regimer: hvordan har de sidste par måneder båret det ud? Ved vi noget nu om Hussein-regimet som tyder på at det har været hans strategi – at han primært har været interesseret i sin egen overlevelse? For nogle vil sige, at han det sidste halve år havde rigeligt med chancer til at stå af før han blev tvunget – at der ikke er meget overlevelse i det, men at det kunne virke som om han har ønsket af en halv-ideologisk årsag at blive siddende så længe som muligt.

BM: Der er jo flere elementer i det. Hvis vi tager det sidste halve år fra det tidspunkt hvor FN-resolutionen blev vedtaget, så har han jo faktisk samarbejdet næsten til punkt og prikke, oven i købet på områder, hvor det var åbenlyst urimeligt: I sagen omkring de her raketter med den påståede rækkevidde på 180 km, var det efter min mening et fuldstændigt urimeligt krav at han skulle destruere de her raketter. Det gjorde han ikke desto mindre. Når vi stadigvæk siger at han ikke samarbejdede, jamen så er det jo under forudsætning af, at vi tror han havde noget, som han ikke indrømmede. Hvis vi nu må erkende at han faktisk ikke havde det, så må vi jo erkende at så har samarbejdet været meget mere vidtgående end det bliver påstået – i hvert fald i den sidste halvårsperiode. Noget andet er: vi ved jo ikke hvornår han i givet fald har skilt sig af med de kemiske og biologiske våben, som han på et eller andet tidspunkt har haft, og i dag formentlig ikke har. Men hvornår han har skilt sig af med dem ved vi jo ikke.

CBK: Nu er der måske ikke noget der hedder sikker viden her, men hvor længe har han ligget inde med de ting?

BM: Det har han i hvert fald indtil midten af 90erne – i hvert fald. Men i den mellemliggende periode ved vi faktisk ikke rigtigt noget om det. De sidste UNSCOM-inspektører forlod jo Irak (de blev ikke smidt ud, de blev trukket ud) i efteråret ’98, lige inden amerikanerne skulle til at starte en lille krig imod Irak - Operation Desert Fox i december 1998. Der havde været alt muligt tovtrækkeri – om hvor de kunne lede osv. Det var ikke fordi de havde fundet noget videre. Til omkring midten af 90erne fandt man noget, destruerede rigtigt meget – om den mellemliggende periode ved man meget lidt. Der var formodninger om at de stadig havde noget i efteråret ’98, men faktisk ikke nogen beviser for det. Så vi ved simpelthen ikke hvornår det i givet fald kan være blevet destrueret.

Det jeg tror er helt usandsynligt, det er Rumsfelds mulige forklaring på det – at Irak destruerede våbnene umiddelbart før krigen. Det er det eneste, der ikke giver nogen som helst mening overhovedet. Hvis man tror at man ville kunne have afværget krigen ved at destruere dem, jamen, så ville man formentlig have gjort det. Med mindre man allerede havde destrueret dem i forvejen – så ville man skynde sig at destruere dem nu, og så fortælle verden at man har gjort det. At have destrueret dem i hemmelighed giver ikke nogen som helst mening – det er det rene idioti.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

 

 

      

 

 

 

 

 

 

 

 

    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ILLUSTRATIONSFOTO: DoD photo by Senior Airman Jeffrey Allen, U.S. Air Force. (Released) 981009-F-2171A-508