|
|
Saddam og Israel: Den symbolske krig
CBK: Men Colin Powell havde en pointe forleden på CNN, vist specifikt omkring nogle af de her mobile laboratorier, hvor han sagde at i det øjeblik hvor amerikanerne har sagt at det er laboratorier til fremstilling af våben, hvorfor ville irakerne så ikke næste dag køre de her lastbiler på parade foran vestlige journalister og sige: Se bare, der er ingenting! Hvor der ligger i Powells argumentation, at bevisbyrden er på Iraks side – at irakerne kunne have gjort mere for at aflevere den pointe overfor de vestlige medier.
BM: Det kunne de helt klart også. Der er ingen tvivl om at der er gået masser af stædighed og trods og frygt for prestigetab osv. i dét. Ingen tvivl om det. Der har også været hele dette her lange tovtrækkeri mellem især UNSCOM og så Irak, hvor man jo har forment inspektører adgang til både det ene og det andet – i sidste omgang præsidentpaladserne og sådan noget. Det er selvfølgelig åbenlyst idiotisk, at man ikke har gjort det.
Det kan hænge sammen selvfølgelig med frygten for tab af prestige. Der er regimets og Saddam Husseins egen, personlige prestige selvfølgelig afhængig af, at han bliver set som dén, der ikke lader sig hundse rundt med af vesten.
CBK: Tilbage til din tanke om overlever-regimer: Hussein har jo givet sig selv den rolle, helt eksplicit, i årtier: at han var den arabiske verdens leder, den, der turde rejse sig overfor Israel, slå i bordet. Og dét skaber måske så det element, vil nogle sige, af irrationalitet eller utilregnelighed, som kunne gøre ham farlig. Hvis han i en trængt situation havde brug for at opretholde denne her pan-arabisme ved at gøre noget, som ikke var særligt smart eller direkte uhensigtsmæssigt, så ville han måske ende med at satse selvom han så bragte sin egen overlevelse i fare, simpelthen for "idéen" og "kampagnen".
BM: Det er tænkeligt – vi har noget belæg for at han faktisk har gjort det i det store. Han har gjort det i det små – men ikke i det store. Han har i alle situationer givet sig til sidst. Så der er ingen tvivl om at det har været det element af tovtrækkeri osv., men at det skulle være noget, der reelt indebar en større risiko – det er der ikke noget belæg for. Vi ved i dag at han kunne have affyret kemiske våben mod Israel i 1991, hvad han ikke gjorde – han affyrede på skrømt næsten nogle Scud-missiler mod Israel uden kemiske sprænghoveder.
CBK: Hvor de ikke voldte ret meget ødelæggelse.
BM: Næsten ingen. Der var en person, der mistede livet – det kan ikke siges at være masseødelæggelse. Og han fik dem ikke direkte i hovedet men blev kvalt i sin egen gasmaske (som var overflødig, ved vi nu, fordi der ikke var kemiske sprænghoveder på de her raketter). Det var symbolsk, det var ikke et selvmorderisk angreb overhovedet – og det var ikke engang idiotisk, der var en klar politisk strategi, som egentlig gav ret meget mening: nemlig at provokere Israel til at slå igen, for dermed at få Syrien og Ægypten til at skifte side. Det gav jo masser af mening i den situation.
|
|
|
ILLUSTRATIONSFOTO: DoD photo by Senior Airman Jeffrey Allen, U.S. Air Force. (Released) 981009-F-2171A-508
