|
|
CBK: Lad os vende tilbage til din pointe fra før, hvor du skelnede mellem regimer/regeringer på den ene side og terrorgrupper på den anden. Lad os prøve at følge den amerikanske logik i det her efter 11. september: Netop når man bruger udtrykket The Axis of Evil som den analyseform man har lagt frem, så har der vel ligget en lidt konspirationsteoretisk dimension i det: ’I det øjeblik der er nogle af de her farlige ting i omløb, så kan de skifte hænder. Vi kan ikke overskue hvem, der bytter hvad i de pakistanske huler og bjerge, dvs. at vi er nødt til at betragte dét her som en samlet fjende. Hvis våbnene dukker op ét sted kan de overdrages. Vi er nødt til at afskrække hele dynen – hele den fundamentalistiske mafia’.
BM: Det argument kan der være en eller anden logik i. Det er selvfølgelig meget vanskeligt at kontrollere hvor sådan nogle våben havner henne – der har været læk fra både de sovjetiske lagre af taktiske atomvåben, fra de amerikanske kemiske og biologiske laboratorier, ved alle sådan nogle lækager er der stof, der kommer i omløb – man ved ikke hvor det havner henne, og det kan selvfølgelig i sidste ende havne i hænderne på bad guys, terrorister af den ene eller den anden art. Det er selvfølgelig rigtigt – men implikationerne af så at skulle slå til mod alle, der har sådan noget, bliver fuldstændig absurde:
De langt farligste lande er dem, der har atomvåben – der rent faktisk har dem: de er urørlige. Efter min vurdering så er de to farligste lande i den sammenhæng Rusland og Pakistan, af forskellige grunde – og til en vis grad USA selv: hvor terroristerne kan nyde godt af den betydelige åbenhed, der er i samfundet. Så hvis man tager argumentet for pålydende så skulle USA altså angribe Rusland, Pakistan – og sig selv. Hvilket åbenlyst er absurd!
Man kunne vende argumentet om: det ville være ganske, ganske fornuftigt at man forsøgte at få afviklet så meget som overhovedet muligt af alle arsenaler af masseødelæggelsesvåben i hele verden. Og det gør man næppe ved at true lande med bål og brand og med krig. Det gør man tværtimod ved at lave nogle store, samlende nedrustningsaftaler, som omfatter én selv. Så kommer der alt i alt mindre – atomvåbenmateriale fx, i hele verden. Og dermed bliver risikoen for at de falder i de forkerte hænder også mindre – den er simpelthen direkte proportional med mængden af det (i hvert fald: næsten direkte proportional med antallet af oplagringssteder). Hvis man har bare et lillebitte arsenal tilbage fx af atomvåben vil det være rigeligt til afskrækkelse af alle stater – og igen: terrorister kan ikke afskrækkes overhovedet, ligegyldigt om man har ét eller en million atomvåben, det gør ingen forskel. Men jo flere man har – adskillige tusinde, en million – jo større er chancen for at et af dem falder i de forkerte hænder.
|
|
|
ILLUSTRATIONSFOTO: DoD photo by Senior Airman Jeffrey Allen, U.S. Air Force. (Released) 981009-F-2171A-500
