|
|
CBK: Hvad med biologiske våben? Mener du at den trussel er større?
BM: Nej, den er i virkeligheden ikke større – ikke som våben i hænderne på regimer. De er næsten fuldstændigt uanvendelige – det er næsten ikke til at komme i tanker om et scenarie, hvor det giver nogen som helst mening at anvende dem. For terrorister af Al-Qaeda-typen kan det være en helt anden snak – hvor det handler bare om at tilføre modstanderen ødelæggelse og hvor man ikke selv gengældes imod. Dét kan det give mening. Det er stadigvæk betydeligt vanskeligere end man tit forestiller sig – det er én ting at have de der våben, noget andet er at få dem udspredt på en måde så de forvalter større skade, det er meget meget vanskeligere end man tror. Det, der kunne være risikabelt på lidt længere sigt, det er genmanipulerede organismer – altså nogle, der kan foranstalte epidemiske sygdomme, som smitter:
Det er jo det, der ikke er farligt ved miltbrand – det er, at det ikke smitter: man skal simpelthen have miltbrandsporer ud til hvert eneste offer. Kan man starte en smitsom sygdom, som der ikke er nogen vaccine for, så kan det være en anden snak. Og det kunne jo appellere til nogle af de allermest sindssyge og irrationelle terrorgrupper. Sådan nogle som den japanske Aum Shinrikio, der brugte det i undergrundsbanen i Tokyo. Sådan nogle grupper kunne have interesse i de fuldstændigt ukontrollerede, ukontrollable biologiske våben, som man kunne forestille sig. Men det vil ikke give nogen mening for nogen som helst stat, ikke i noget scenarie jeg kan forestille mig.
CBK: Nu var der i debatten op til krigen nogle etablerede sandheder – der var ikke mange, der prøvede at nuancere de her ting - måske i frygt for at blive taget som forsvarere for Hussein-regimet. Denne her kategori, masseødelæggelsesvåben (som du i din artikel prøver at gå ind og ’bryde op’ eller nuancere) hvorfor betragter man dem som så indlysende en trussel?
BM: Der er noget, der taler for i nogle bestemte våbenkontrolsammenhænge at bruge betegnelsen ’masseødelægggelsesvåben’ som en samle-kategori. Så folk fra the arms control lobby har benyttet argumentet – fx har der i Mellemøsten været foreslået en zone ’fri for masseødelæggelsesvåben’. Det er fordi Israel har atomvåben – de har nok også de andre våbentyper – mens de arabiske lande har kemiske våben. Så man kunne lave en samlet aftale ved at lade begge parter give afkald på noget. Det er det, der gør samlekategorien meningsfuld – ’noget for noget’, i sådan en type asymmetrisk byttehandel af reduktioner. I den sammenhæng kan det give mening – men det giver ikke mening i andre sammenhænge at sige at det er et fedt om det er det ene eller det andet. En del af grunden til at man kan komme igennem med sådan en samlekategori er, at der er så få mennesker, der ved noget som helst om det – og nogle af dem har en interesse i (eller arbejder for en regering, der har en interesse i) at få udvisket forskellene. På den måde at få bagatelliseret at man selv har verdens største arsenal af de rigtige masseødelæggelsesvåben.
CBK: Med 11. september så vi en levende illustration af, hvad det moderne samfund ikke er i stand til at beskytte sig mod – og senest har vi haft SARS i Sydøstasien, hvor man vel også i nogle uger har haft fornemmelsen af, at det var en situation der var ude af kontrol – forstået sådan, at man ikke kunne forudse udviklingen. Tror du det hænger som et bagtæppe for denne her debat? Tesen om at det moderne samfund er udsat; at der er faktorer, vi ikke kan overskue; at samfundet måske er mere sårbart i dag end for 50 år siden?
BM: Ja, det er vi jo. I en forstand er vi mere sårbare: ikke fordi vores dødelighed og de reelle risici faktisk er større, men vi har en forestilling om at vi har en evne til at løse næsten alle problemer, og derfor kommer dét, at der er nogle problemer man ikke kan løse til at stå som noget helt exceptionelt og helt uantageligt. Det var det som 11. september illustrerede: der var en trussel som man, for det første, ikke havde kunnet forudse – og selvom man havde kunnet forudse den havde man ikke rigtigt kunnet gøre noget ved den. Og det er uacceptabelt fordi vi har forestillingen om at vi kan løse alle problemer.
Og der er en fysisk sårbarhed, der rent faktisk er steget: jo flere mennesker man stabler ovenpå hinanden i et højhus, jo mere sårbarhed får man alt andet lige også skabt. Men der jo ikke noget exceptionelt i at folk eller samfund er sårbare – det er der for så vidt ikke noget nyt i.
|
|
|
ILLUSTRATIONSFOTO: DoD photo by Senior Airman Jeffrey Allen, U.S. Air Force. (Released) 981009-F-2171A-508
