|
 |
4. Man kan ikke købe sig til fred
Men i det øjeblik man laver en institution -
trykker visitkortene! - så er der et sted at sende skylden hen. Hvis vi nu ser
på den debat, der kører internt i USA nu, og som i hvert fald demokraterne har
en interesse i at prøve at holde i live til og med præsidentvalget. Er det
politiske system i USA ved at lære hvordan man skal varetage denne her
mærkelige debat om terrorismen - og kalkulen af risici og chancer, eller
befinder man sig i virkeligheden stadigvæk i et sært grænseland, hvor ingen
helt ved hvem, der skal holdes ansvarlige for hvad - og hvilke rygter, man
skal reagere på?
ADN: På spørgsmålet om, hvorvidt amerikanerne er ved at lære, at når vi
snakker om terrorisme, så er der ikke nogen 100%s-løsninger, der tror
jeg svaret er: ja. Det er efterhånden bredt accepteret, at det nok kommer til
at ske igen på et eller andet tidspunkt, til trods for alle gode tiltag. At
man ikke får nogen 100% sikkerhed, men at man nok kan reducere risikoen. Når
man følger debatten er der selvfølgelig stadigvæk dem, der forlanger, at der
skal flere penge til dit og dat, og der er masser, der promoverer
enkelt-dagsordener - forsøger at bruge det her til at få flere penge til deres
constituences [valgkredse, red.] osv. Amerikanerne vil gerne fikse
problemer, én gang for alle: løse dem - whamph! Men her tror jeg
nok der er en erkendelse af, at det her er ikke et problem man bare lige
løser.
Nu har Lars Erslev [i RÆSON, 4. februar 2003]
foreslået en dansk kommission til at vurdere terrorismesikkerhed – og efter
Madrid har vi haft lidt debat om hvordan vi skal forholde os. Det store
spørgsmål nu er vel, hvordan man får integreret terrorismen på den politiske
dagsorden - og får vægtet den i forhold til alle mulige andre sagsområder?
ADN: Ja - og får formuleret en anti-terrorisme-strategi. Fordi det her netop
er et område, der dækker så bredt - fordi der netop er så mange sårbare
punkter; så mange potentielle måder terrorister kan ramme os på; har der været
en tendens til at folk er løbet i alle mulige retninger. Man har opført sig
lidt som kyllinger uden hoved - har forsøgt at lukke én sårbarhed her, én
sårbarhed dér... selvfølgelig med det kedelige resultat at man altid løber
lidt efter terroristerne; hvis de slår til mod fly, så lukker man nogle
af de værste huller indenfor flysikkerheden--- hvad gør de så? Så slår de til
mod tog. Med den taktik så vil vi være et skridt bagude.
Den store udfordring nu bliver at forsøge at tænke strategisk. At forsøge at
få formuleret en overordnet politik, på det her område, for hvordan vi skal
forholde os: hvordan vi mener, vi kan få has på det her problem, også mere
fundamentalt - altså ikke bare i form af at forsøge at forhindre dem i at slå
til mod vores hjemlande, men: hvordan forsøger vi at komme den internationale
terrorisme til livs over de næste år? Og: Hvordan får vi foretaget en nøgtern
prioritering af de begrænsede ressourcer, vi har til rådighed for at få
beskyttet vores hjemlande? Der er helt klar en stor opgave dér. Problemet er,
at i kølvandet på en katastrofe opstår der et krav om handling: der skal ske
noget. Det er ikke altid dér, man tænker strategisk.
Nu nævnte du før at nogle europæere overvejede om
amerikanerne selv var skyld i 9/11. Hvad er risikoen for at man i Europa
reagerer ved at sige, 'Terrorismen er et resultat af at man går i krig med
Mellemøsten'. Kan man forestille sig at der udbryder en slags isolationisme i
Europa?
ADN: Det vil afhænge af to ting. (1) Udefra kommende
begivenheder! (2) Hvordan de politiske ledere forholder sig. Det kommer meget
an på: hvis der sker yderligere angreb i Europa, hvor netværk tager ansvaret
og siger: 'Det her er tak fordi I er i Irak - og noget, vi bliver ved med,
indtil I distancerer jer fra amerikanerne!' - så vil det selvfølgelig være en
diskurs, som vil komme mere i vælten. Men det er også meget et spørgsmål om,
hvordan de politiske ledere forholder sig - og hvordan de forklarer det her.
Hvis de står frem og siger, 'ja, det her er forfærdeligt, men man kan ikke
købe sig til en separat fred'--- Frankrig er jo et glimrende eksempel på, at
selvom man lægger afstand til USA, så er man ikke immun. Frankrig blev jo i
ugen efter angrebene i Madrid truet af et netværk, der sagde: 'Med mindre
Frankrig afskaffer loven om, at man ikke må bære tørklæder i skoler, så slår
vi til i Frankrig'. Det viser jo, at selvom man udenrigspolitisk forsøger at
lægge afstand til USA - holder sig ude af Mellemøsten osv. - så kan man ikke
købe sig til fred. Det eneste man opnår, hvis man forsøger at vælge den vej,
er at man gradvist indskrænker sit politiske handlerum.
Men der er en forbandet forskel på de terrorangreb
det lykkes at udføre, og dem der bliver standset, ikke? Når man forsker i det,
som du gør, er det klart at man lærer at vægte de ting, der bliver forhindret
-- men det, der gælder terrorismen er vel at årsag og effekt ikke nødvendigvis
hænger sammen: det er ikke nødvendigvis de bedst forberedte terrorangreb, der
bliver udført - og det er ikke nødvendigvis de terrorangreb, der får de
største tabstal, som har den kraftigste opbakning i terroristernes bagland.
ADN: Ja. Det er derfor, det er så vigtigt hvordan de politiske ledere
forholder sig: Hvordan forklarer de sig? Hvilket budskab bringer de ud? Det er
meget vigtigt hvordan de europæiske politiske ledere stiller sig - men
samtidig det utroligt vigtigt, hvordan udviklingen er på den anden side af
Atlanten. Hvis nu amerikanerne kaster sig over Syrien, eller Iran, så er det
sikkert, at at det er noget, der vil vække europæisk anti-amerikanisme
voldsomt. Hvis amerikanerne begynder at tale pænere til os - måske indser at
deres anti-terrorstrategi har været alt for fikseret på stater, og ikke
nok på netværk - så er der en chance for, at vi ikke vil se disse eventuelle
angreb i Europa give sig udslag i anti-amerikanisme. Så vil vi ikke se den her
trussel vil skille amerikanere fra europæere.
Så det er en europæisk opgave at få amerikanerne
til at fokusere på terrornetværk?
ADN: Jeg ved ikke om man kan sige at det er en europæisk opgave, fordi
det er utroligt svært at påvirke amerikanerne udefra. Du kunne se fx at da
John Kerry var ude at sige, at der var europæiske ledere, der havde ønsket at
han skulle vinde - dér gav det et utroligt stort bagslag: han var nødt til at
sige, at han 'søgte og ønskede ikke opbakning udefra'. Så det med at påvirke
amerikanerne udefra er utroligt svært - og det giver ofte bagslag, hvis det er
for åbenlyst.
Men der er forskel på at påvirke den politiske
debat og så gøre det på embedsmandsniveau?
ADN: Det er fuldstændig korrekt. Og det er måske dér, vi kan være en positiv
indflydelse.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE
SIDE
TILBAGE
|
|
