|
 |
5. Europa har taget fløjshandskerne af
Når du taler om bekæmpelsen af netværk, kommer vi
til spørgsmålet om, hvordan dette her i Europa bliver bundet til emner
vedrørende integration, multikulturalisme etc.: du nævnte selv tørklædetruslen
i Frankrig. Hvad har Madrid fortalt os om det? Er europæerne nu tilbøjelige
til at placere terrorismespørgsmålet i kassen med udenrigspolitik - med det
transatlantiske forhold osv. - eller i kassen med multikuralisme,
fundamentalistisk islam i Europa osv.?
ADN: Det er også et godt spørgsmål - og det er nok for tidligt at forsøge at
give et endegyldigt svar på dét. Det er også igen noget, der vil afhænge netop
af hvordan politiske ledere forholder sig - hvordan medierne forholder sig -
hvordan det her bliver kommunikeret: hvad det er for nogle aspekter,
man fokuserer på. Det vil være fristende for visse højreorienterede kræfter i
Europa at udnytte denne her dagsorden, og koble den med
immigrationsdagsordenen. Men det er nok for tidligt at sige endegyldigt
hvorledes det kommer til at hænge sammen - det beror også på, hvorledes
efterforskningen nu udfolder sig: i hvor vid udstrækning var det her noget,
der var planlagt fra Marokko - og udført af marokkanere? I hvor vid
udstrækning var det planlagt i Europa - og udført af folk, der var
bosiddende i Europa?
Længe før 9/11 talte man jo om Fort Europa - skulle
Europa sætte hegn op mod Øst og mod Middelhavet? Hvilken betydning får
terrorkrigen dér? Hvis vi tager det helt håndgribeligt: hvordan vil man kunne
mærke forandringerne, om et år eller to, når man tager fra Marokko til
Spanien, eller fra Hviderusland ind i EU, at man passerer grænsen? Vil
terrorbekæmpelsen være fysisk og håndgribelig?
ADN: Det er der ikke tvivl om. Man kan jo gætte, at det bliver en lille smule
som det er at rejse ind i USA, hvis man ikke tilhører et af de 28 lande, der
er medlem af Visa-undtagelsesprogrammet. Man kan forestille sig, at det bliver
noget i retning af, at man ankommer i lufthavnen, og så går europæiske
statsborgere i én række mens alle andre går i en anden, og så får man checket
sit rejsedokument, som sandsynligvis vil indeholde et biometrisk kendetegn -
et fingeraftryk eller et billede af ens iris, hvad det nu bliver. Før man
overhovedet ankommer, har man sandsynligvis skullet ansøge om et visa, og
muligvis er man blevet interviewet på et konsulat og har fået udstedt et visa,
måske med et biometrisk kendetegn. Så det bliver nok på den måde, man i
fremtiden ankommer til Europa som ikke-europæer.
Det er en svær balance, ikke? Jf. debatten i USA om
hvilket enormt ressourceforbrug det her kræver, hvilke forhindringer man
hermed opstiller for samhandel osv. Der bliver man vel fanget i dilemmaet om
hvorvidt skal dette her være universelle krav og foranstaltninger, der
vedrører alle - hvor man ikke på forhånd mistænker folk af en bestemt
nationalitet, med en bestemt hudfarve eller religion - hvor dét bliver meget
ressourcekrævende. Eller hvor langt man tør gå ift. at sige: vi fokuserer på
bestemte risikogrupper - hvor man dermed risikerer at trampe på
borgerrettigheder og lighedsbegreber.
ADN: Det er en utrolig delikat balance. Først det med grænsesikkerhed: det
blev påpeget i den amerikanske debat, at det måske er lidt betænkeligt at man
forsøger at bekæmpe terrorisme ved hjælp af grænsekontrol - en metode, der har
fejlet spektakulært i kampen mod hårde stoffer. Man siger stadigvæk, at den
sikreste måde at smule våben ind i USA på, det er at man får dem proppet ind i
en stor halmballe af marihuana! Og der er nogle, der påpeger, at det måske er
lidt betænkeligt, at den metode, der har fejlet i the war on drugs nu
benyttes i the war on terror. Det er grænsekontrol-debatten.
Når man så kigger på hvad man nu gør indenfor hjemlandets grænser, ved hjælp
af efterretningstjenester, politimyndigheder, undersøgeselsdommere osv., så er
der en super-delikat balance. På den ene side, ja, det er noget, som er
utroligt vigtigt, når man forsøger at identificere og optrævle terrorceller i
Europa: at man har de instrumenter til rådighed. På den anden side: hvis man
får fremmedgjort store muslimske befolkningsgrupper, der lever i Europa, ved
hjælp af profilering og den slags ting, så hjælper man ikke sin egen
sag. Så gør man det jo langt vanskeligere på længere sigt - hvis man får
fremmedgjort folk yderligere. Så vil terroristerne netop have et hav at
svømme i - i store franske, tyske og måske også: danske byer.
Så er det blevet en selvopfyldende profeti.
ADN: Ja.
Til allersidst: betyder attentatet i Madrid og
reaktionen på det, at vi vil se en større grad af enighed om - og fokus på -
at terrorismen er et problem? Eller vil det her blive en dagsorden, der
skvulper hver gang der sker en ny terrorbegivenhed?
ADN: Jeg tror egentlig, at hvis amerikanerne ville lade europæerne være, så
kunne de i vid udstrækning godt blive enige om, hvad der skulle foretages her,
på det indre europæiske område. Det tror jeg der er en rimelig vid udstrækning
af enighed om.
Hvad mener du med 'hvis amerikanerne kunne lade os
være'?
ADN At det, der potentielt set kan så lus i skindpelsen, det er, når vi
begynder at tale om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske del af kampen mod
international terrorisme. Hvis vi begynder at tale om hvordan man skal
forholde sig til fx regimer, som er mistænkt for at sponsorere eller
sympatisere med international terrorisme; hvis vi begynder at tale om hvordan
man skal forholde sig til Iran fx, så er der ingen tvivl om, at der er grobund
for et splittet Europa igen - lidt i stil med hvad vi så før Irakkrigen. Jeg
tror, at hvad angår de indre-europæiske områder (det retlige, det juridiske
beskyttende tiltag osv.) kan europæerne langt hen ad vejen godt blive enige.
Men hvis vi begynder at tale om den internationale dimension i kampen mod
terrorisme, så ligger der stadigvæk en forskel og lurer, som vil kunne slå ud
i lys lue hvis amerikanerne presser på for nye mellemøstlige militære eventyr.
Er det dit indtryk, at der er en større risiko for
terrorisme mod Europa i dag end for 1½-2 år siden?
ADN: Måske kan man sig det på den måde, at efter 11. september begyndte
europæerne i højere grad at samarbejde med hinanden, og med amerikanerne, og
med andre lande i verden, om at bekæmpe international terrorisme. Europa havde
indtil da fungeret som en forholdsvis sikker, logistisk base -
planlægningsplatform - for terrorisme: tre af dem, der fløj flyene 11.
september boede i Hamburg. Men efter 11. september fik piben en anden lyd i
Europa - og man tog fløjlshandskerne af. Det betyder alt i alt at
terroristerne har ikke så meget at miste ved at slå til i Europa, som de havde
før 11. september. Derfor kan man måske godt sige, at nu - i en
overgangsperiode, indtil vi får mere styr på det her problem - ja, der kan man
godt sige, at risikoen er forhøjet. Men det var samtidig noget, der var
nødvendigt, for det er jo ikke anstændigt at vi lader folk studere og bo og
planlægge ting og sager her, der går ud over uskyldige mennesker andre steder
i verden.
UDGIVET 14. APRIL 2004 kl. 9.15 CET
ARTIKLENS FORSIDE
DOWNLOAD SOM
WORD-DOKUMENT
DOWNLOAD SOM PDF-FIL
RÆSONS
FORSIDE
TILBAGE
|
|
