|
|
Der er jo en opfattelse af at Italien og særligt Tyskland de sidste 50 år er blevet 'magt-fri' eller 'magt-løse' samfund, på en moderne måde, uden Falklandsøerne og Elfenbenskysten, hvad nu franskmændene og englænderne ligger og roder rundt i. Men der ligger måske noget i andet i dit argument: at man i Tyskland måske afstod fra magtmidler men var klar over 'magtens tilstedeværelse' qua Den Kolde Krig og den historiske arv. Ville det være rigtigt at sige at Tyskland er et samfund, hvor man er SPECIELT opmærksom på magtpolitikkens konsekvenser og realitet og derfor vier tilbage fra den?
ANK: Man har jo haft magtpolitikkens realitet tæt inde på livet, ikke? Anden Verdenskrig: 6 millioner tyskere døde, alle de store tyske byer bombet i smadder, folk der sultede i årene efter. Man har haft konsekvenserne af overdreven magtpolitik inde på livet - og det havde man så fortsat på grund af Den Kolde Krig. Bevidstheden om at indenfor få timer kunne Tyskland blive lagt øde. Så der var en bevidsthed om magten.
Samtidig så var der nok en vis fortrængnings-reaktion, for i den nukleare tidsalder var det jo ikke rart at forestille sig at Tyskland indenfor få minutter kunne udslettes fuldstændigt fra verdenskortet. Der har nok været en vis fortrængning, og jeg tror dét var en af årsagerne til at man i 1980erne i forbindelse med euro-missilerne - debatten om deployering af kortdistanceraketter i Tyskland – skulle se en så voldsom en reaktion fra offentlighedens side og fra fredsbevægelsen. Deployeringen af de missiler mindede tyskerne om at der var noget sådant som nukleare våben; at der var nukleare våben rettet mod Tyskland - og at en nuklear konflikt var en mulighed. Der blev ligesom prikket hul i det psykologiske skjold, man lige så stille havde opbygget.
Der er jo ikke nogen mennesker, der kan holde til at være bekymrede hele tiden: vi kan ikke konstant gå og tænke på at vi kan få en nuklear raket i hovedet, indenfor få sekunder, og at vores land kan blive fjernet fra kortet ved et tryk på en knap. Men dét var Tysklands vilkår. Var der kommet en øst-vest-konflikt havde Tyskland været et af de første ofre. Den brede befolkning - jeg taler ikke om politikerne - opbyggede efterhånden et vist psykologisk skjold, en naturlig reaktion. Det skjold blev der ligesom prikket huller i 1980erne, og derfor så man en meget, meget voldsom reaktion. Så jo - man har haft en bevidsthed om magten, magtens konsekvenser og specielt: de negative sider, men der var samtidig en vis fortrængning. Det er det, der gør, at tyskerne i dag har meget svært ved at forestille sig landet selv som en magtudøver. Dels er det et bevidst valg - en grænsedragning - men der er også et element af fortrængning i det: man ville simpelthen ikke tænke på magten og dens konsekvenser.
Der er vel også nogle historiske linjer i det. For på det tidspunkt i 80erne har man godt nok haft den interne terrorisme men også en periode på næsten 20 år fra Cuba-krisen med detente, Helsinkiprocessen, Østpolitikken: en fornemmelse af optøning (trods foråret i Prag og Afghanistan-invasionen), som får et fur i 80erne.
ANK: Det er klart. Man var kommet langt: den almindelige tysker havde mærket Østpolitikken, i den forstand at det var blevet langt nemmere at få kontakt med slægtninge i Østtyskland; der var langt mere udveksling; det var nemmere at få telefonopkald igennem; tilladelse til at besøge slægtninge --- på den måde havde den almindelige tysker oplevet en klar forbedring: det var en politik, der kunne mærkes. Det er jo klart: dét var ikke noget, man havde lyst til at give afkald på. Og derudover var der selvfølgelig storpolitiske konsekvenser af det: i det øjeblik afspændingspolitikken røg var det klart at muligheden for en konflikt - dvs.: muligheden for at Tyskland skulle komme i klemme - selvfølgelig var mere reel. Man havde ikke lyst til at tænke på det, man havde ikke lyst til at forholde sig til det, og man havde selvfølgelig ikke lyst til at det skulle ske. Så der var flere grunde til at man meget nødig ville give slip på Østpolitikken.
Illustrationsfotos: EU
|
|
|
|
|
|
|
|
