|
|
Du nævnte før opfattelsen af EU som noget grundlæggende positivt og progressivt. Og i modsætning til Danmark er man klar over: (1) EU vil have indre-politiske effekt på det samfund, man sidder i, (2) man betragter (1) som en positiv udvikling: Der er italienere, der hellere vil regeres fra Bruxelles end fra Rom.
Der lå i det, du sagde før at der er sket en galvanisering omkring Berlusconi efter at The Economist har gjort ham til ræv i rævejagten. Der er vel en mærkelig balance mellem stolthed og ydmyghed: på den ene side mindreværdet (man var en svag stat), men når vi så Berlusconi i denne her duel med tyskerne tidligere på året tænkte mange at dét er udtryk for en arrogance, der er udtryk for at Italien er alt andet end færdig med at markere sig. I forhold til EU kunne man sige at Italien er så fremmedartet - politisk, kulturelt, sociologisk - at vi er 20 eller 30 år fra at kunne bygge deres politiske system sammen med vores i en europæisk føderalstat.
ANK: Angående spørgsmålet om hvorvidt Italien vil markere sig yderligere, om Berlusconi vil lave flere krumspring og gentage nogle af de eklatante fejltagelser, han har begået i starten af formandskabet:
Med Berlusconi kom der lidt et brud i den italienske udenrigspolitik. Man havde som konsekvens af sin status som svag stat og sin placering lige på grænsen mellem Øst og Vest, egentlig holdt en meget lav profil i udenrigspolitikken. Man havde forladt sig på presenza: man var til stede i internationale fora og organisationer, men man havde ikke nogen aktiv eller ledende rolle, fordi man havde så mange interne problemer og fordi man havde så mange dilemmaer og så mange balancer, man skulle forsøge at opretholde, at hvis man forsøgte at tage en mere ledende, progressiv, aktiv rolle så ville det nødvendigvis føre til intern splittelse. Så det var det, man kom fra:
Der kom så, med Berlusconi, et forsøg på til dels at bryde med dét. Der kom pludselig en mere ambitiøs udenrigspolitik, og også nogle gange en lidt mere aggressiv udenrigspolitik. Hvor man hidtil havde set Europa som mål og middel; symbol på alt godt - så kom der nu en lidt mere kritisk indstilling. Og der kom også i en række andre sager en lidt mere klart profileret italiensk linie, man forsøgte at markere sig lidt stærkere. Det ser man selvfølgelig også i Berlusconis politik i dag.
Fx?
At invitere Israel og Rusland til optagelse i Den Europæiske Union --- det kan man godt sige er et måske ikke særlig seriøst men trods alt særdeles markant udenrigspolitisk tiltag. S har han også forsøgt at opbygge et bedre forhold til USA - hvilket i øvrigt også er lykkedes ham, og det er jo et andet punkt hvor han profilerede sig fordi det netop har fået ham til at stå i kontrast til de store kontinental-magter: Tyskland og Frankrig. Også i forhold til landene i Nordafrika har man ført en lidt mere aktiv politik end før.
Tror du den mere pro-amerikanske linie - jf. Spanien også - er ren midlertidig opportunisme eller noget, der er kommet for at blive?
ANK: Berlusconi har sådan set bragt sig selv i en lidt prekær situation ved at føre den linje. Godt nok har der, som du nævnte, været en vis galvanisering og den måde den engelsksprogede presse har behandlet Berlusconi på har fået italienerne til at rykke lidt tættere sammen om ham. Men samtidig har Berlusconis støtte til USA og til krigen i Irak skaffet ham problemer på halsen - fordi det aldeles ikke er noget, den katolske kirke bryder sig om. Og den katolske kirke er en meget stor magtfaktor i italiensk politik - med stor indflydelse på meningsdannelsen. Berlusconi har på grund af sin støtte til krigen bragt sig selv på kant med kirken.
Han har tidligere bragt sig på kant med andre væsentlige magtfaktorer i det italienske samfund - bl.a. Banca Italia, den økonomiske sektor, en række af de største business-organisationer. På grund af andre spørgsmål - problemer med at få gennemført reformer, problemer med pensionsreformer. Det er en anden sag, men det betyder alt i alt at Berlusconi sådan set har bragt sig lidt på kant med mange væsentlige magtfaktorer i det italienske samfund.
Spørgsmålet er derfor, om han kan blive ved med at føre den politik, han fører - og svaret vil selvfølgelig afhænge af mange faktorer. Han kan godt klare sig uden den katolske kirkes støtte, hvis det lykkes ham at komme i kridthuset igen blandt forretningsmændene og Banca Italia. Men det vil afhænge af mange faktorer - af hans økonomiske politik også.
Illustrationsfotos: EU
|
|
|
|
|
|
|
|
