|
|
Mange har sagt, at hvis 11/9 havde fundet sted i Europa - havde det ikke været Pentagon men Brandenburger Tor - havde reaktionen været en anden end i USA, for europæerne er vant til terrorisme fra ETA, IRA osv. Fordi vi ikke har amerikanernes følelse af usårlighed havde vi ikke fået helt det samme chok. Er du enig i det?
ANK: Hvis vi forestiller os at man havde haft de samme tabstal - og det havde man jo ikke haft hvis målet havde været Brandenburger Tor - havde haft en situation med lignende konsekvenser; så tror jeg sådan set nok at chokket og rystelsen i Europa havde været stor. Der hvor jeg tror den afgørende forskel ligger, det er i dét at europæerne ikke ville have haft midlerne til at reagere på samme måde som amerikanerne, udenrigspolitisk-militært. Amerikanerne har reageret både internationalt og nationalt: på den internationale scene med Afghanistan, Irak, Kampen mod Terror, osv. Derhjemme er der jo også sket store ting og sager, ny strammere lovgivning; en række initiativer til at skabe en højere grad af beskyttelse af samfundet mod den her slags ting. De samme initiativer kunne man sagtens forestille sig i Europa, hvis Europa havde været målet for et anslag af sådanne dimensioner.
Ja, vi har haft terrorisme i Europa, men 3000 mennesker; 3000 ofre; det er trods alt i en anden størrelsesorden end hvad man har oplevet i Europa. Det tror jeg ville have fremprovokeret en meget stærk reaktion.
Terrorismen både i Italien og Tyskland var jo i hvert fald symbolsk relateret til Den Kolde Krig, konflikten mellem venstre og højre, der var en symmetri mellem den indenrigspolitiske konflikt og det udenrigspolitiske. Er der en fundamental forskel mellem den og så den terrorisme vi har i dag, som i den udstrækning den er relateret til de indenrigspolitiske forhold betragtes som relateret til spørgsmålet om flygtninge og indvandrere, multikulturalisme?
ANK: Ja, der er en fundamental forskel i terrorismens natur - og derfor også i den måde, vi forholder os til den på; eller måske: bør forholde os til den på. Den terrorisme, man oplevede i Europa i 1970erne, henvendte sig til et publikum: dét, man ønskede både i Italien og i Tyskland det var jo en omorganisering af samfundet: et andet politisk system. Man forsøgte ved hjælp af de her aktioner at skabe opmærksomhed omkring dét - og henvendte sig til et publikum. Det kunne ikke hjælpe noget at det blev alt for blodigt - for så ville man jo fremmedgøre dem, man forsøgte at overbevise.
Nutidens terrorister henvender sig ikke til noget publikum - i hvert fald ikke i de lande, hvor de slår til, og hvis de henvender sig så er det ikke for at overbevise dem om noget men så er det for at gøre dem bange; så er det for at skabe frygt. Her er det pludselig en helt anden kalkule, der gør sig gældende: nu er det ikke at spørgsmål om at minimere eller holde tabstallene på et begrænset niveau, for ikke at fremmedgøre folk - nej, nu er det et spørgsmål om at få så store tabstal som muligt for at gøre folk bange. Det vil sige at den terrorisme som USA har oplevet er en ganske anden end den som Europa oplevede i 70erne.
Der er også en anden faktor, der spiller ind. Man ved at organisationer som Al-Qaida har søgt at udvikle biologiske våben, at de ønsker at udvikle nukleare våben - og så rejser der sig et helt andet perspektiv. Selv hvis 1970ernes terrorister havde haft adgang til masseødelæggelsesvåben kan man ikke forestille sig de havde brugt dem, netop fordi de havde et publikum, som de ønskede at overbevise. I dag er der sket en demokratisering af teknologien: de midler man kan tage i brug for at skabe død og ødelæggelse er blevet nemmere at komme i nærheden af. Man har så samtidig en terrorisme der har det som en del af sit mål - som et selvstændigt mål - at skabe høje tabstal. Dét giver den selvfølgelig en anden karakter.
Det lyder absurd at sige, men i en vis forstand var den gamle terrorisme 'meningsfuld' i en bestemt indenrigspolitisk kontekst: hvad enten det var Baskerlandet, venstrefløjen - hvor der, som du siger, hvis der var et publikum til ødelæggelsen af World Trade Centre, så sidder det ikke i USA.
ANK: Jo, der sidder et publikum i USA, men det skal gøres bange. Det skal ikke overbevises om noget meningsfuldt - det skal bare gøres bange. Idéen er selvfølgelig at dét skal påvirke amerikanske politikere: et af de påståede mål i hvert fald for Al-Qaida er at få USA til at trække sig ud af Mellemøsten. Terrorismen er altid meningsløs for dem, den rammer: det er lige meget om det var terrorismen i 1970erne eller dagens terrorisme. Meningsløs er den altid, men det er klart at hvis man ser på det fra terroristens side så har den jo mening, og det har dagens terrorisme også, den har også mening for selvmordsaktivisterne, og her et af formålene at få USA til at rykke tilbage.
Men så er vi ude i den internationale kontekst. Hvis man var amerikaner kunne man - lidt Kagan-agtigt - sige: det, europæerne gjorde overfor den gamle terrorisme, særligt på venstrefløjen, var at man søgte i hvert fald at starte med at udstede en forståelse: "Hvad er årsagerne til det her? Hvad fortæller det om vores samfund?" Et element af selvransagelse, som måske er sværere at få øje på i dag?
ANK: I det amerikanske samfund?
Nej, jeg tænker på det europæiske: Ville der være mindre tålmodighed den islamisk fundamentalistisk-inspirerede terrorisme end med den gamle?
ANK: Ja, mindre tålmodighed - det er klart. Jo mere drastisk terrorismen er, jo mindre tålmodighed bliver der. Man så det fx i Italien, hvor der måske nok i starten af 70erne stadig var en vis offentlig sympati, en vis forståelse og en vis vilje til at forsøge at sætte sig i terroristens sted - til at forstå hvorfor. Så blev der, hen mod slutningen af 70erne hvor terrorismen blev en mere og mere konstant og truende faktor, også i almindelige italieneres hverdag, mindre og mindre forståelse for det.
Nu er det jo ikke sådan at den islamiske terrorisme er en stor faktor i de fleste europæeres hverdag, men den frygt den skaber er jo en konstant faktor - og det gør så at tålmodigheden er mindre. Men jeg synes dog ikke at vi er totalt blottede for selvransagelse: der er trods alt stemmer i Europa, der siger. 'Vi skal måske også tænke lidt på hvad vi gør for at integrere vores egne store, muslimske mindretal. At vi måske også selv bidrager til at skabe grobund for at der kan rekrutteres her, i vores lande. At vi måske også selv har medvirket til at skabe en situation, hvor det har kunnet lykkedes for terrorister at have deres logistiske baser og sociale netværk, gå i skole og på universitetet, i vores storbyer, uden at myndighederne vidste hvad der foregik. Uden at myndighederne vidste at der blev planlagt et anslag som 11.september.' Så en vis selvransagelse har der måske nok været, men så har der selvfølgelig samtidig været andre ting i spil - langt strammere regler for immigration.
Illustrationsfotos: EU
|
|
|
|
|
|
|
|
