|
|
Man er så vant til statistikkerne om antallet af italienske regeringer, der for os lyder absurd, men ligger der i det du siger, at der altså er en større grad af kontinuitet i italiensk politik under det tilsyneladende kaos?
ADN: Jo - stor kontinuitet. Hvis man kigger på hvem, det er, der har dannet de der snart 50 regeringer som Italien har haft siden 1945 så vil man se mange gengangere. Der har ikke været nogen reel vekslen i magten: det kom så først med Berlusconi. Med Berlusconi fik man for første gang reelt en ny politisk kraft - og det er måske også en af årsagerne til at italienerne er villige til at tilgive ham nogle af de synder, han - ganske korrekt - beskyldes for.
Hvis vi andre ikke værdsætter den kontinuitet kan det måske også forklare den britiske presses dækning: det sidste man ser Berlusconi som er et pust af frisk luft.
Hvorfor sker det så sent? Det er 1994, hvor han første gang kommer til. Var der en udløsende faktor på det tidspunkt?
ADN: Selvfølgelig var der opgøret med korruptionen. "Operation Rene Hænder" og forsøget på at gøre op med mafiavæsnet og korruptionen osv. satte skred i mange ting i det italienske samfund. Og i den proces, der startede i 1992 med mordet på dommer Falcone, blev der sat spotlight på nogle ting, som italienerne egentlig godt vidste men som pludselig blev hevet frem i lyset. I den forbindelse var der mange italienske politikere, der fik ørerne i maskinen. Det var så nok dét, der skabte basen for Berlusconi - der skabte muligheden for at han kunne gøre sin entré på den politiske scene. Han var jo ikke politiker men forretningsmand, og kunne så præsentere sig selv som et alternativ til de her gamle, korrupte folk, der havde siddet ved magten de sidste 50 år --- for nu at overdrive lidt. Jeg vil tro, at det var "Operation Rene Hænder" - der ligesom skabte plads til Berlusconi.
Hvad har kommunistpartiets skæbne været i den der periode?
ADN: Mod slutningen af 60erne fandt man en modus vivendi. Der var uroligheder i Italien mod slutningen af 60erne - der var gadekampe, bombesprængninger, sociale protester, men man fandt egentlig en modus vivendi med kommunistpartiet således at man ofte egentlig på lokalt niveau reelt set delte magten. Poster, investeringsprojekter, infrastruktur - man delte det mellem sig. På den måde havde man sådan set et forhold, der fungerede meget godt. I hvert fald i den forstand at man havde social ro.
De Røde Brigader opleves ikke som en udløber af det?
ADN: Jo, det gør det helt afgjort. Det er klart at det at kommunistpartiet og kristdemokraterne indgår denne her form for underhåndsaftale, finder denne her modus vivendi, dét er naturligvis ikke alle, der er tilfredse med det. Der er selvfølgelig elementer længst ude på venstrefløjen, der aldeles ikke var tilfredse med det - og som så greb til væbnet kamp, som en reaktion på dét her.
Det bliver set som helt illegitimt, ikke? Der er ikke nogen offentlig sympati?
ADN: Der er måske nok en vist offentlig sympati, men den forspilder de her fraktioner. Dét, der sker i Italien - i modsætning til i Tyskland - det er at det udvikler sig ekstremistiske grupperinger der griber til våben både på højre- og på venstrefløjen. Og de politiske mord, attentater, skyderier i gaderne, kidnapninger, de rammer langt bredere i Italien end de gør i Tyskland, hvor de trods alt er meget fokuseret på samfundets virkelig topfolk. I Italien er det også direktører selv for små og mellemstore virksomheder; underdirektører.
Det, der også sker er at i sidste halvdel af 70erne er det kommet dertil hvor almindelige italienere, specielt i Rom, som en del af deres dagligdag tænker på faren for at blive ramt af terrorisme. Der var skyderier i restauranter og på gaden, simpelthen. Det rammer langt bredere end i Tyskland - også fordi vi både har højre- og venstrefløjsekstremisme, og også selvfølgelig har opgør mellem de to sider. Uskyldige risikerer at komme i klemme - og det gør de egentlig i forholdsvis vid udstrækning i slutningen 1970erne. Det betyder at der på det tidspunkt er meget stor offentlig sympati for de speciallove og specialdomstole man indfører.
Og det påvirker selvfølgelig også italienernes syn på hvad der foregår i USA i dag. Man har haft terroren inde på livet på en anden måde end tyskerne. De havde også terror, men det ramte ikke så bredt. Den forskel påvirker synet på USA og kampen mod terror i dag.
Illustrationsfotos: EU
|
|
|
|
|
|
|
|
