|
|
Vi springer lidt frem i det historiske forløb. I det øjeblik Willy Brandt kommer til og man får Østpolitikken, opstår der en mærkelig dobbelthed i vesttysk politik fra slutningen af 60erne og gennem 70erne. På den ene side: Berufsverbot og kampen mod Rote Armee Fraktion, hvor man er på yderkanten af konventionerne om terrorbekæmpelse. Hvor staten viser en meget beslutsom[!] side. Samtidig med at man har Østpolitikken - og du talte før om den tolerante indvandrerpolitik: den meget bløde demokratiske orientering. Den der dobbelthed, som var tydelig for resten af Europa i 70erne under kampen mod Baarder-Meinhof, var det noget der havde ligget i kortene forinden - i 50erne og 60erne?
ADN: Det går nok længere tilbage. For ligesom at forstå den meget bastante indgriben i forhold til den hjemlige terrorisme skal vi nok tilbage og kigge lidt på Weimar-republikkens skæbne. Hvor man havde en demokratisk stat, der dog viste sig at være for svag til at kunne overleve. Man havde jo i Weimartiden haft problemer med højre-ekstremistisk terrorisme - og en af de medvirkende årsager til at republikken faldt, var at dét formåede den demokratiske Weimar-forfatning ikke at forsvare sig imod - den demokratiske Weimar-stat formåede ikke at overleve det. Og det har givet ophav til at man i dag har sådan nogle ting som årlige rapporter, der ser på hvorvidt der er nogen interne trusler mod den demokratiske stats stabilitet og overlevelsesevne. Man har installeret nogle mekanismer til at beskytte den demokratiske orden - og blandt dem er der altså temmelig håndfaste metoder, man kan tage i brug, overfor de kræfter - specielt højreekstremistiske.
Så det er i virkeligheden overdetermineret, fordi man på den ene side har den indenrigspolitiske arv fra Weimartiden og så Koldkrigs-konteksten?
ADN: Ja. Så der var altså en vilje til at bruge hårde midler indadtil - men udadtil, på grund af Anden Verdenskrig og på grund af den grænsedragning til fortiden, var der ingen eller meget lidt villighed til at bruge hårde midler. Specielt selvfølgelig på den tyske venstrefløj - og det spillede så igen sammen med Tysklands geografisk-strategiske placering under Den Kolde Krig - fordi hvis der var nogen, der skulle finde på at tage hårde midler i brug, så ville det jo gå ud over Tyskland - meget hurtigt. Og det var ikke kun venstrefløjen, der havde den forståelse - det var selvfølgelig også højrefløjen, så der på tværs af det politiske spektrum var en meget stor modvilje mod den tanke at man skulle løse internationale problemer ved våbenmagt.
Hvis ikke Tyskland havde haft hele den der interne kamp mod RAF i 70erne, ville man så have været MERE sårbar på østpolitikken? Ville Willy Brandts Østpolitik have virket mere opportunistisk eller selvinteresseret - som et "tysk projekt" end som det kom til at gøre, fordi man havde terrorkrigen?
ADN: På grund at østpolitikkens timing tror jeg ikke at man var specielt sårbar overfor international kritik, fordi man jo fik det sat i vandet i forbindelse med en overordnet afspændingspolitik. Det var faktisk amerikanernes projekt - dét koblede man sig så temmelig hurtigt på, og man blev også ved efter amerikanerne havde opgivet det, men dér havde man ligesom fået det søsat.
Så der var aldrig et forklaringsproblem?
ADN: Det var ikke noget alvorligt forklaringsproblem - man havde sådan set taget amerikanernes egen idé op. Så havde man så givet den en drejning, det er jo klart - og man drev den også langt længere, og man var nok også betydeligt mere drevne udi den. Men decideret sårbar overfor international kritik? Nej, ikke så meget.
Illustrationsfotos: EU
|
|
|
|
|
|
|
|
