|
|
Både Frankrig, Italien og Tyskland har jo i virkeligheden ført hver deres form for balance-politik, kunne man sige. Men angående Tyskland: i forbindelse med genforeningen kom mange spørgsmål op igen - grænsen til Polen, om et genforenet Tyskland skulle være neutralt, osv. Er det dit indtryk at tyskerne i 50erne flirtede med idéen om sådan en neutral-status? Hvor længe var spørgsmålet om Vesttysklands tilhørsforhold til den vestlige lejr åbent? Var det uafklaret helt frem til slutningen af 50erne - lå det i luften at man kunne finde på andre geopolitiske løsninger?
ADN: Der var egentlig tre muligheder for tyskerne. De kunne satse på NATO; de kunne satse på en europæisk løsning - eller de kunne forsøge sig med neutralitet. Den europæiske løsning faldt til jorden da det franske parlament nægtede at godkende det europæiske forsvarssamarbejde - og det er jo klart: det var alt for tidligt for de øvrige europæiske lande. De kunne ikke forestille sig at have en fælles hær med Tyskland, der ganske få år forinden var rullet ind over deres grænser med panserkøretøjer og kanoner. Så den europæiske løsning var ikke realistisk - og tyskerne havde ikke tid til at vente, for den Kolde Krig spidsede til: der var pres på fra øst.
Neutralitet: man kom forholdsvis hurtigt frem til den konklusion, at Tyskland ikke ville være i stand til at forsvare sig selv, hvis det skulle blive angrebet. Og man kom også forholdsvis hurtigt af med sine illusioner om at Sovjetunionen ikke kunne finde på at opføre sig aggressivt overfor Vesttyskland - til trods for at Vesttyskland skulle være neutralt. Hvad der foregik i 1956 i Østblokken har nok været en central faktor i at få den tyske venstrefløj overbevist om at NATO var den eneste realistiske løsning, hvis man ville bevare den demokratiske ordning man havde.
Så hjalp det selvfølgelig også den overbevisning at se udviklingen i Østtyskland - og hvorledes de gadeoptøjer der udviklede sig i starten af 50erne blevet slået ned med hård hånd: faktisk med hjælp af sovjetiske soldater. Det var noget, som fik billedet af Sovjetunionen til at krakelere en hel del i Vesttyskland - og som øgede overbevisningen om, at skulle man bevare sit demokrati så var man nok nødt til at have en eller anden form for overbevisende forsvarsaftale med de øvrige, vestlige lande.
I Danmark og i mange dele af Vesteuropa har der været et mærkeligt abstrakt forhold til Østblokken - Bertel Haarder har brugt det udtryk at vi har haft "tilmurede vinduer" overfor hvad der skete bag Jerntæppet. Ville det være rigtigt at sige at dette at Tyskland nu var det eneste land i Europa, der var blevet kløvet gav vesttyskerne en langt mere akut og præcis og daglig fornemmelse af, hvad Den Kolde Krig handlede om, end man havde i den resterende del af Vesteuropa? I England, i Frankrig, i Danmark - hvor man kunne stå på afstand af det og betragte det mere afslappet?
ADN: Det tror jeg ikke der er tvivl om. Berlin har jo været et knudepunkt - en generator for den der forståelse. Enhver tysker, der havde været i Berlin ville have haft oplevelsen af at køre igennem korridorerne - de bevogtede korridorer igennem Østtyskland; at skulle passere igennem beton og pigtråd; overvåget af vagttårne og hundepatruljer. Enhver, der har prøvet at være i Berlin før Muren faldt - og det har trods alt mange tyskere - ville have fået et meget stærkere indtryk, en meget mere akut fornemmelse af hvad det var, der foregik. Også de gentagne Berlinkriser har selvfølgelig givet tyskerne en meget, meget stærk fornemmelse af, hvad der faktisk var på spil og hvor tæt østblokken faktisk var på - hvor udsat en situation Vesttyskland var i. Vesttyskland var jo ikke andet end en smal landtange, i grunden - delingen efterlod et forholdsvis lille Vesttyskland, og et eventuelt sovjetisk angreb skulle ikke nå mange kilometer frem før det var temmelig dybt inde i Tyskland.
Og det er jo på kanten hele tiden - Luftbroen, Berlinmuren; de her ting indtræffer med 6-7 års mellemrum...
ADN: Man bliver mindet om det hele tiden.
Illustrationsfotos: EU
|
|
|
|
|
|
|
|
