|
|
3. Hvor stopper verden?
Gade påpeger helt rigtigt, at
vi - ved at satse på indflydelse gennem EU - kan påvirke den globale udvikling
i stedet for blot at stå på sidelinien. Om påvirkningen er god eller dårlig,
står og falder til gengæld med, hvad EU’s globale rolle defineres til at være.
Lige nu må man konstatere, at vores ypperste påvirkning sker gennem et fokus
på militær oprustning udenom FN-rammen; en ukontrolleret våbeneksport, som får
Amnesty International op af stolene; en rets- og toldmurspolitik, der
bekræfter billedet af Fort Europa. Og en landbrugspolitik, der direkte
bevirker, at millioner af børn i før-skolealderen dør af sult og underernæring
hver evig eneste dag.
Det er global påvirkning, så
det basker, men næppe af en karakter, som Gade politisk og moralsk vil stå
inde for?
Ligeså oplagt er det, at EU bør
være et niveau i vores demokratiforståelse, nemlig niveauet over det
nationale, som Gade videre opdeler i niveauerne kommunalbestyrelse, amtsråd og
Folketing. Verden er af en karakter, så det er nødvendigt at tænke flere
niveauer ind.
Men der sker to ting i
ræsonnementet, så Gades verden lukker dér, hvor den skulle være allermest
flydende og åben. For det første overser Gade at der jo altså er flere
niveauer over EU. I hans vision er de fraværende: her stopper verden ved EU’s
ydre grænser. På trods af, at langt de fleste af de problemer, bogen bruger så
meget krudt på at påpege, netop har globale dimensioner – flygtningestrømme,
multinationale selskaber og genmodificerede afgrøder. For det andet, er Gades
ambition ikke at tilføje et nyt niveau over dem, vi kender fra den nationale
boks – men at gøre EU til det eneste niveau for al beslutningsmagt,
mens folketing, amtsråd og kommunalbestyrelser bliver ekspeditionskontorer for
at føre EU-udstukne regler ud i livet.
Flere gange afviser Gade de
to yderpunkter: ”Tilbage til nationalstaterne” og ”én forenet statsdannelse” –
han insisterer på, at EU’s opbygning skal ses som en fortsat proces med stadig
større vægt på udvikling af demokratiet, men kommer desværre ikke videre.
Derfor bliver hele forsøget
på at udregne den europæiske offentlighed (som i parentes bemærket er et af de
få steder, hvor bogen nytænker), hele diskussionen af europæernes fælles
værdier og af EU som global stormagt og hele den institutionelle diskussion
(omkring Kommission-Parlament-Ministerråd-nationale parlamenter) et stort
konservativt forsvar for selve unions-strukturen, den automatiske
integrationsmekanisme. Selv indførelsen af en egentlig militær dimension i EU
og oprustningsklausulen forsvares. I FN’s Sikkerhedsråd skal Frankrig og
England afgive deres pladser til en EU-plads. Og på Nyt Europa’sk vis krydret
med føderalisme i form af et stærkere EU-parlament og fjernelse af
EU-kommunernes (læs: medlemslandene) vetoret på alle spørgsmål.
Det bliver sågar en
forsvarstale for forfatningen (som altså ikke er en ”traktat med
forfatningsmæssige træk”, som Gade skriver, men slet og ret en forfatning) på
trods af, at den hverken er Gades føderalistiske stat, eller undertegnedes
slanke og dynamiske EU. Det er jo ikke en vision, men en simpel konstatering
af tingenes tilstand og blåstempling af den udvikling som EF/EU har taget
siden sin start i midten af forrige århundrede.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE SIDE
TILBAGE
|
|
