21. maj 2004 | 2. kvartal                                                                                < >

Af Trine Mach, cand.scient.pol. Talsperson og EU-kandidat for JuniBevægelsen

1. Til EU stilles ingen spørgsmål

2. For de hæderlige verdensborgere

3. Hvor stopper verden?

4.  Det rødlige hjertes skønne drøm

5.  Hvor står kampen

6.   Hvem er i vejen?

1. Til EU stilles ingen spørgsmål

Centrum-venstreorienteret internationalist - med globalt udsyn, en veludviklet sans for selviscenesættelse og en hårdnakket tro på, at svaret hverken er ”42” eller ”Allah”, men ”EU”.

Sådan er Steen Gade - og bogen ”Gades Europa” er derefter: Læseværdig og et glimrende partsindlæg i debatten om Danmark, EU og hvordan man skal gribe den globaliserede verden an.

Der er skrevet flere sympatiske bøger om verdens elendige tilstand og med appel om global samling mod ulighed, miljøødelæggelser, nød og konflikter. Poul Nyrup Rasmussen begik en i efteråret, ”Den ny Forbindelse. Vilje til at forandre Verden”, som indeholder en lignende cocktail af vigtige og kloge betragtninger om globale processer og markedets magtovertagelse.

Nyrups bog er grundlæggende et forsøg på at genskabe troen på, at mennesker kan genvinde magten over de upersonlige markedskræfter og på, at man kan etablere en gen-regulering af de kræfter, som har bidraget til at splitte kloden op i dem, der har og dem, der ikke har. Han tænker i større globale baner, når han beskriver, hvordan EU (eller ’Europa’, som han skriver) skal være modstykket til USA, og brobyggeren mellem Nord og Syd. Han vil gennem ’den ny forbindelse’ skabe sammenhæng mellem den enkelte borger og det store upersonlige globale. På mange måder er hans formål todelt: Nyrup vil både skabe en bedre retfærdig verdensorden med mere social ansvarlighed, og ønsker dertil at give det enkelte menneske (især sine vælgere) følelsen af, at det hele nok skal gå, selvom globaliseringen er kommet for at blive, om man så må sige. Fastslå, at de altså ikke står til at miste job, kontrol og mening med det hele. Det, må man antage, er ret hårdt tiltrængt i det socialdemokratiske bagland. Samtidig beskrives selvsamme segment af danskerne som nogle væsener, hvis danskhed er noget lukket, selvtilstrækkeligt og indadvendt. Og for at gøre en lang historie kort: Den ny forbindelse skal findes i en europæisk socialdemokratisk Union.

Men eftersom Nyrup heller ikke byder ind på forandringer af den Unions-struktur, der af de fleste beskyldes for at lide af et kronisk demokratisk underskud, kommer løsningsmodellen til at bevirke det stik modsatte: Nemlig at understrege den mistede forbindelse mellem almindelige menneskers dagligdag, der unægtelig er præget af demokratitab, og den upersonlige magt, der i unionssystemet placeres i lukkede kredse hos beslutningstagere, der er uden for indflydelse og kontrol. I den kreds indgår ovenikøbet de økonomiske magthavere, Nyrup som udgangspunkt vil tøjle: Multinationale selskaber ogde frie markedskræfter. Hvor demokrati bør bruges til at tøjle magten med ret, da definerer Nyrup i stedet demokrati som at være der, hvor magten udfolder sig. Det er jo ret beset det modsatte af hans projekt: At lade mennesker genvinde magten og kontrollen over hvor og hvordan den udfolder sig..

Forklaringen er nok, at Nyrup forsøger at favne to ting: At være landsfaderen, der lettere revsende får sit socialdemokratiske bagland (lønmodtagerfamilierne) til tillidsfuldt at sætte lid til et EU, hvor Nyrup har formuleret retningen (uagtet denne retning ikke præger det sted, hvor magten udfolder sig). Han vil gerne bringe troen på, at vi kan gøre det bedre, tilbage. På den anden side er der en anden, langt mere potentiel magtfuld, målgruppe: Det intellektuelle, internationalt orienterede akademiske segment, der politisk ligger i centrum-venstre, og taler global bevidsthed, dynamiske netværk og mobilitet. Et segment, der har valgt at gribe EU, som det er – uagtet, at dette EU netop ikke er udtryk for dynamiske netværk, men det stik modsatte, nemlig en tung, ufleksibel maskine. Som tilmed ikke har de redskaber, der er nødvendige for at skabe et retfærdigt samfund i socialdemokratisk forstand - tværtimod er rationalet i store dele af EU’s politikker og grundprincipper jo liberale og de-regulerende.

Den form for fejlslutning – vi skal have et europæisk fællesskab; vi er centrum-venstre visionære; EU eksisterer; ergo er EU et centrum-venstre redskab – går igen i Gades Europa.

Parallelt rummer både Nyrup og Gades bøger en personlig bekendelseshistorie – stærkest hos Gade, fordi han mere udpræget og clear-cut vender ryggen til alt det, han tidligere har stået for, ikke mindst EU-kritikken. Skabelonen er den samme: Fremtrædende og begavede politikere i deres bedste alder, som bekender sig til centrum-venstre synspunkter og visioner, og som i al deres aldrende visdom har set lyset: EU er svaret uanset spørgsmålet. Spørgsmål til EU stiller man ikke.

Al respekt for politikere, der vedbliver at udvikle sig politisk, og som står ved denne udvikling. Men ved læsningen af Gades bog strejfer det én, at der måske er sket noget med den generation. Det er som om, evnen til både at se strukturer og nuancer er forsvundet og at det globale udsyn er stivnet i et eneste fikspunkt: ”Det internationale samfund hedder EU. EU er i formen en Union. Der skal stå ”EU” foran alt, førend visionen er fuldført”. Alle de politikker og politiske redskaber, som Gade nationalt har været for (virksomhedsbeskatning) eller imod (militær oprustning og atomkraft), er helt ukritisk fjong, blot det er EU-lovgivning. Dermed bliver EU en ideologi, der hverken kan indplaceres til højre eller til venstre.

ARTIKLENS FORSIDE

                                                                     NÆSTE SIDE

TILBAGE