|
|
2.
For de hæderlige
verdensborgere?
På side 114 finder man en
”hovedpointe med denne bog… [at] der skal opbygges noget meget mere solidt,
hvis vi for alvor skal blive hæderlige verdensborgere”. Og det er jo ganske
vist. Men hvad?
”Behovet for overnationale
spilleregler og virkningsfulde initiativer er fortsat stort”. Det er også
ganske vist – men hvilke?
Det er godt og prisværdigt, at
Gade vil kalde til samling mod de politiske og økonomiske kræfter, der udgør
og udnytter - og som afslører ”globaliseringens hæslige ansigter”. Politiske
valg i internationale institutioner og i regeringskredse verden over har i et
par årtier fulgt samme mantra om de-regulering, eller afregulering. De frie
markedskræfter er med andre ord et resultat af politiske valg – og med
globaliseringen begynder de politiske vinde nu at blæse i retning af en
erkendelse af behovet for gen-regulering. Der er med andre ord skabt momentum
for at udstikke en ny politisk kurs for, hvordan det internationale system kan
reorganiseres på en måde, så styring, demokrati og udviklingsretning
generobres af mennesker, der er politisk valgte.
Med mine egne ideologiske
fødder placeret i det såkaldte centrum-venstre, deler jeg langt hen ad vejen
Gades analyse af en på mange måder fucked-up verden, fordi man har
overladt al for megen magt til markedets frie udfoldelse. Vi deler ambitionen
om og troen på et stærkt internationalt forpligtende samarbejde, hvor lande
afgiver suverænitet til et større fællesskab. Fordi verden har udviklet sig på
en måde, hvor dele af den nationale suverænitet er af så formel karakter, at
man kan vinde reel suverænitet og generobre det tabte ved at afgive til
fællesskabet. Fordi det er meningsløst at tro, at man bare kan fedte rundt i
hver sin nationalstat og bilde sig ind, man kan løse alle problemer alene. Det
tidsaktuelle - og dermed interessante og relevante - spørgsmål er, hvor meget
suverænitetsafgivelse, på hvilke områder, til hvem - og på hvilke betingelser.
Som progressiv internationalist må man nødvendigvis stille visse krav til de
system/den organisation, man afleverer magten til.
Det spørgsmål besvarer Gade
ikke. Fra analysen og beskrivelsen af verdens tilstand, der munder ud i
delkonklusionen om at der ”skal noget andet og internationalt til” – går han
direkte over til at konkludere, at EU er svaret. Diskussioner om netop
”hvordan vi gør det dér internationale” er helt fraværende - ligesom analysen
af, hvorvidt det konkret eksisterende Unions-samarbejde har den rette form og
det rette indhold til rent faktisk at besvare de behov, som Gade oplister.
Dermed når bogen ikke for alvor videre, end der, hvor debatten i Danmark
stander allerede.
Selvfølgelig har det stærke
forpligtende samarbejde både et europæisk og et globalt niveau. EU-samarbejdet
kan i teorien være et genialt redskab til at genvinde demokratiet for
nationalstaten og til at styrke den globale retsorden ved at gøre sig selv til
et middel, ikke blot et mål i sig selv. Men det konkret eksisterende EU er
overbelastet, og soklen lider af metaltræthed. Ikke mærkeligt, eftersom den
ikke er blevet skiftet ud siden EFs fødsel, mens verden omkring som bekendt
har forandret sig grundlæggende. Vi lever i en helt anden verdensorden, en
anden politisk virkelighed og i høj grad en anden sikkerhedsmæssig
virkelighed.
EU er simpelthen for ofte i
underskud, når målestokken hedder demokrati, fleksibilitet, dynamik,
progressive foregangsperspektiver eller global ansvarlighed. Det kræver en
ombygning af EU’s vaklende unions-model, hvis EU skal være det redskab, som
Gade efterlyser. EU skal aflastes og soklen styrkes.
Hvad man gør? Man vender ikke
ryggen til og melder Danmark ud. Men man bygger heller ikke videre på den
anakronistiske model og gør den til en enhedsstat, hvor oven i købet endnu
flere politiske opgaver skal flyttes til EU. Det er her, vi skal bruge
nytænkning – og ikke som Gade blot gøre EU til den globaliserede tidsalders
nationalstat med dertil hørende dårligdomme.
Udkastet til en EU-forfatning
sætter demokratiet skakmat. Ikke bare på nationalt niveau, fordi
medlemslandene i høj grad tømmes for politisk magt, men også på EU-niveau
lades demokratiet i stikken. Selve rammen skal bygges om. Hvis ikke man ændrer
EU’s grundlæggende strukturer, vil EU netop af strukturelle årsager ikke kunne
levere de reguleringsmekanismer eller politiske rammer, der er nødvendige for
at løse de globale problemer. EU skal opdateres – ligesom ens software skal
med jævne mellemrum. Det er ikke sket siden 1957.
Det hele handler om at finde
den rette dynamiske cocktail. Men den kan ikke skrives helt endeligt og
detaljeret ned i et kompetencekatalog, fordi verden udvikler sig – mellem det
nationale, det europæiske og det globale. Vi er for små til at putte alt ind i
nationalstaten, Europa er for mangfoldigt til at putte alt ind i EU, og verden
er for stor til at begrænse sig til EU. Det handler netop om at binde de
nationale og europæiske strukturer sammen på en dynamisk og fleksibel måde.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE SIDE
TILBAGE
|
|
