Hvordan er den situationen mht. de militære midler? Mange europæere har vel fornemmelsen af, at hvis det brændte på så kunne vi nok finde ud af et eller andet - men det kan vi ikke, vel? Vi har simpelthen ikke fysisk materiellet til at handle selv?
SR: Europæerne er på vej, men det går langsomt - og også for langsomt. Det er ikke mangel på ressourcer, men mangel på at bruge ressourcerne rigtigt. Vi investerer simpelthen vores penge forkert - i de her store, gamle troppeformationer og i en stationær infrastruktur, som om vi stadigvæk skulle kæmpe Den Kolde Krig. Og det er katastrofalt. Det er op til hver nation nu at sige: "Vi vil ikke investere i mange kaserne-infrastrukturer, depoter og hovedkvarterer som ikke kan flyttes, værnepligtige som skal kaldes op over 3 måneder og som ikke må kæmpe udenfor det nationale territorium: dét er passé." Man må gå meget længere i Europa for at gøre sine styrker mobile.
Hvem har skylden dér? Man havde jo en forsvarspolitisk debat allerede i 80erne, før Den Kolde Krig sluttede: i retning af fleksibilitet og mobilitet, som man jo så i særlig grad har diskuteret de sidste 15 år. Er det fordi hæren selv -
SR: Det er et kombineret politisk-militært svigt op igennem 90erne. Politisk, fordi man i lang tid troede, at man kunne sende nogle små formationer ned i konfliktområderne, og at det ville virke utroligt intimiderende på de lokale aktører. Det gjorde man så på Balkan, og det virkede ikke - ikke den ene gang, ikke den anden eller den tredje gang. Og til sidst gik det op for europæerne at det var kun en massiv amerikansk indsats, der kunne løse dét. "Aha! Ergo - så må der komme noget tilsvarende europæisk". Så skal vi helt op i slutningen af 90erne før det her sker: det er egentlig Kosovo i 1999, som åbner de europæiske øjne for alvor.
Billeder:
Portrætfoto: Syddansk Universitet
Illustrationsfoto: NATO Photos
|
|
|
|
|