|
|
Der er vel to helt overordnede scenarier, som vi kan se i bogen også, når folk skal vurdere fremtiden. Nogle siger, terrorismen er kommet for at blive - det er den nye krig, et dagligdags vilkår - og at vi er på vej ind i en farlig tidsalder. Mens andre siger, det overhovedet ikke er tilfældet: at terrorismen er et politiproblem, et indenrigspolitisk problem, der slet ikke hører hjemme på det internationale plan. Kan du prøve at tegne de to scenarier ift. NATO? Hvis nu det første er tilfældet, at terrorismen bliver et dagligt vilkår, hvordan står NATO så dér? Og det andet: at vi har set det værste af det, fra 9/11 til Bali, og terrorismen forsvinder igen.
SR: I det første tilfælde går man ud fra at der opstår en vis enighed om at Vesten er truet - og Vesten må reagere mod kilderne til terrorismen. Så står man overfor det problem, at man i fællesskab skal blive enige om nogle strategier overfor en usynlig, uforudsigelig trussel. Det er her, at man må sørge for at finde en strategi, som er tilpas bred - men samtidig giver plads til nogle helt bestemte visioner om hvad terrorismen er, og hvordan den skal bekæmpes.
Det må ikke bare være USA, der sætter sig på det hele, mens europæerne fodslæbende går med til det og bliver sure, når det så endelig sker. Det skal være en strategi, der er tilpasset begge parter. Og som siger noget ganske konkret om, hvordan man kan bruge militærstyrker til at bekæmpe terrorismen - fordi det ER NATO's raison d'etre, at man har det politiske koblet til det militære. Det er i princippet ikke svært at forestille sig at man laver den kobling - det kan dreje sig om at man kan styrte regimer som i Irak (som det ekstreme middel) eller tage ud og lave indsatser for at redde sine borgere i et fremmed land i Afrika eller Asien. Dér kan man godt koble nogle militære operationer på opfattelsen af, at terrorisme er slemt.
Selvom dén politiske strategi stadigvæk vil være en stor løs ramme, så vil den dog være en forbedring af den seneste ramme man har - fra 1999, det strategiske koncept, som er meget bredt og dækker en hel række trusler. Det jeg siger her er, at man skal tage den ene trussel og prioritere dén over de andre. Så man lægger en prioritering ind i NATO's politiske raison d'etre. Det vil være et fremskridt - også selvom den bliver relativt løs. Altså: prioritere - og så koble det til nogle militære visioner.
Den anden position du nævner med, at der er nogle der siger, at det mere er en civil opgave - det er ikke fordi de synes at det ikke er en international trussel, at det hele er blevet indenrigspolitik - det er stadigvæk udenrigspolitik, men der er nogle der hævder, at det bare ikke har nogen militær dimension, at man ikke kan bekæmpe det militært. Hvis de vinder så ryger NATO - fordi NATO har ikke noget at skulle gøre, hvis ikke det har en militær dimension. Så falder det hele over i sådan et blødt OSCE/EU/FN-spor med udviklingsbistand, frihandel, menneskerettighedsdialog og andre former for samkvem . Dét kan NATO ikke gøre.
Enten kan man sige: 'vi vil overhovedet ikke fokusere på terrorisme' - så glider NATO fuldstændigt ud. Så kan man sige: 'vi fokuserer på terrorisme, men uden militært indhold' - så glider NATO stadigvæk, eller: 'vi fokuserer på terrorisme - med en militær dimension', og så har NATO en rolle.
Billeder:
Portrætfoto: Syddansk Universitet
Illustrationsfoto: NATO Photos
|
|
|
|
|
|
|
|
