|
|
Nu kan vi ikke vide hvad truslerne er, men hvor mange penge skal der til? Bliver det noget vi kommer til at mærke, eller kan man klare det med at lægge de nuværende militærbudgetter om?
SR: Jeg gør mig ingen illusioner om, at der vil komme flere penge til det her. Der vil jeg sige: man kan nå meget langt med de midler, man har, hvis man bruger dem rigtigt. Men det bliver smertefuldt hjemme: man skal virkelig lave om på det, investere i andre ting, skære ned, lægge om. Det kræver politisk mod og militær fleksibilitet. Startskuddet må selvfølgelig komme fra politisk hold, i og med at de skubber til processen, vedbliver at være årvågne, holder den igang. Hvorfor skal de gøre det? Af de årsager jeg har nævnt: Der er noget at vinde, vi må organisere det her, så vi kan klare vores egne, regionale konflikter og så vi kan spille med USA, og også nogle gange konstruktivt imod USA.
Risikerer vi ikke at stå i en situation om 3 måneder, hvor der ikke er fundet nogen masseødelæggelsesvåben i Irak; hvor Bush, Powell, Condoleeza Rice, briterne og danskerne har meldt sig bag Rumsfelds pointe forleden om, at det ikke var på grund af nye oplysninger om Iraks masseødelæggelsesvåben, men i lyset af 9/11 at man gik i krig? Hvis de her politikeres troværdighed er skudt i smadder, samtidig med at det tysk-italienske mundhuggeri kører videre, kan man så ikke forestille sig en situation, hvor enhver politiker, der går ud og udtaler sig om sikkerhedspolitik og udpeger en trussel, ender som drengen, der råbte ulv? Fordi journalisterne og befolkningerne, der har overværet det her cirkus det sidste halve år sige, "I løj for os sidste gang"?
SR: Jeg tror, det vil være en sund proces. Fordi det gik galt i Irak-krisen. Der var simpelthen en mangel på koordination mellem landene, som kunne have skabt et mere sikkert grundlag for "Hvad er det egentlig, vi skal gøre?" I stedet var det én dagsorden, der blev kørt på banen, og den blev mere og mere fastlåst, i og med at de kunne se: der er modstand. Så kunne de ikke bevæge sig: lige pludselig frøs det hele fast og blev til sådan en istidskonflikt, hvor der stod to gletschere overfor hinanden, og den ene måtte smelte... Det blev noget frygteligt noget, og det er på grund af den benhårde konflikt, at dén kører idag: "Gudfader bevares, hvor havde I nogle dårlige, ufleksible argumenter".
Så jeg tror, det er sundt, at det nu går op for - især for dem, der intervenerede: USA, Storbritannien, Danmark også - at det her, det må simpelthen gøres bedre næste gang. Gør man det anderledes - artikulerer nogle politiske mål, som kan få bredere opbakning, så vil det også være nogle mål, der i højere grad kan tygges igennem en offentlig proces, og dermed undgår man den splittelse, man har i idag.
Man kan jo sige om NATO under Den kolde Krig, at når alliancen overlevede, så var det fordi der ikke var nogen alternativer, og der ligesom var nok uro hele tiden til at pacifismen i Europa blev holdt i ave. Hvis nu, det håber vi ikke, men hvis nu der sker en terrorhandling eller en masseflugt fra Afrika (som nødhjælpsorganisationerne har forudset i 15 år), ville man så kunne forudse at europæerne ændrer deres sikkerhedsopfattelse? "Nu har vi brug for NATO! Nu må vi blive enige med USA!" Fordi de oplever den samme form for sårbarhed, som amerikanerne har følt siden 11. september?
SR: Ja, men så skal det ikke være terrorisme - så skal det være noget mere massivt. Hvad ved jeg - Irak kollapser totalt, USA trækker sig ud, Iran overtager dét, og så kommer der en stor militærtrussel derfra, som ligger tæt på Europa. Et eller andet i den stil. Det kunne også være, at Ukraine bliver neofascistisk eller sådan noget.
Terrorisme er simpelthen for uforudsigeligt til at sige: nu går vi tilbage til det gamle solide NATO. Det, man så med 11. september var, at der spontant opstod en enorm bølge af sympati: "Nu står vi sammen! Nu bruger vi artikel 5!" Men efterfølgende punkterede ballonen, for sympatien er midlertidig – den varer ikke ved. Dét ville man også se på den anden led, hvis Europa skulle blive målet: først ville en bølge af sympati vælte ind over Europa, siden hen ville uenigheden tage over.
Derfor er det vigtigt at tage fat i det basale bygningsmateriale i NATO, nemlig politiske idéer på hver side af Atlanten angående sikkerhed, terrorisme og terrorismens løsning. Kan man anerkende, at idéerne er forskellige men alligevel køre dem på plads i forhold til hinanden, så er grundlaget der for, at sympatien næste gang bliver afløst af fælles handling frem for uenighed og splittelse.
Sten Rynning bidrog til RÆSON-bogen "USA | Europa - fjender i fællesskab?" med artiklen "Krebsens Vennekreds? NATO's usikre fremtid" Køber man bogen fra RÆSON på nettet får man også adgang til artiklerne på et særligt site.
Billeder:
Portrætfoto: Syddansk Universitet
Illustrationsfoto: NATO Photos
|
|
|
|
|
|
|
|
