|
|
Nationalstaten lever i bedste velgående
CBK: I 60erne der havde man denne her opfattelse at dansk udenrigspolitik kunne betragtes som værende opdelt i fire søjler: Norden, Europa, det atlantiske og så sådan en global orientering. Det vi ser i øjeblikket, i de her år, er det i virkeligheden kollapset af de fire søjler?
Man har sagt at NATO bliver en mere politisk organisation, EU – der tidligere har været en ren økonomisk organisation, bliver betragtet som i højere og højere grad (i hvert fald indtil for relativt nylig!) en aktør også på det udenrigspolitiske, Norden er kommet med i EU, hvis EU går ind i FN og tager en plads i Sikkerhedsrådet, så begynder skillelinien mellem hvornår noget er europæisk og hvornår noget er globalt sådan rent institutionelt også at blive brudt ned. Er det rigtigt – at den der måde at tænke udenrigspolitikken på, med sådan fire pæne separate kasser, at den skal vi til at vænne os af med?
JS: Man kan i hvert fald sige at der er klare forbindelseslinier mellem de forskellige kasser – altså man ser det jo i dag mellem fx EU og NATO i forhold til hele EU’s forsvarsdimension, og det at EU nu har fået mulighed for at låne NATO-aktiver, fx Så dér kan man sige – der udviskes skillelinierne. Jeg tror man vil se et internationalt samarbejde hvor det ikke vil være helt så kasseorienteret som man har set det tidligere, i de kommende år. Men også internationalt samarbejde som i virkeligheden er præget af at nationalstaten altså på mange måder også lever i bedste velgående og at nationale interesser gør det ligeså – det ser vi også i hele diskussionen omkring Irak. Det er svært at forestille sig helt ultimativt at verden taler med én og klar stemme, og at der ikke er forskellige interessemodsætninger, fx Det er vel på det nærmeste utopi.
CBK: På mange måder så minder den debat vi har nu jo om den debat man havde i 80erne, ikke? Pro- et- contra USA. Man kan sige, der er mange ting der er forandret også. Men i 80erne, der sad det Radikale venstre jo i det alternative sikkerhedspolitiske flertal og talte for det der var forhandlingslinien i NATO – og imod raketopstillingerne – hvor I sad i en firkløverregering, der havde til opgave – eller gjorde det til sin opgave – at forsvare NATO’s politik og terrorbalancen (måske nok i sådan en dansk udgave, men ikke desto mindre!) Hvor høj en grad af lighed er der mellem den periode i 80erne og den periode vi har nu? Er det den samme skillelinie for og imod det moralske i overhovedet at anvende militær magt?
JS: Jeg synes der er meget der har ændret sig udenrigspolitisk herhjemme i de seneste årtier. Og det er jo ikke mindst Socialdemokratiet og det Radikale Venstre, der har ændret sig: man kan sige at ikke blot i forhold til fodnotepolitikken overfor NATO i 80erne men altså også i forhold til EU har de to partier jo skiftet holdning. Så sent som (og det er jo ”så sent som” i et historisk perspektiv) 1986 så argumenterede Socialdemokratiet og det Radikale Venstre jo for et nej til den såkaldte EF-pakke, som var til afstemning dengang – hele diskussionen omkring det indre marked, hvor det så alligevel blev et ja ved folkeafstemningen. Så jeg vil sige at det er især Socialdemokratiet, og det Radikale Venstre, som har ændret syn rent udenrigspolitisk.
CBK: Men er I blevet overhalet – fordi I har jo selv en skeptisk – eller en kritisk holdning til EU, ikke?
JS: Jo, altså, vi har en kritisk holdning til EU og man kan sige at det er klart at vi har da også store debatter omkring EU i Kristeligt Folkeparti, og det har da været et vanskeligt spørgsmål for Kristeligt Folkeparti at tage stilling til, også igennem de sidste år. Vi sagde nej til Maastrichttraktaten, fx, og har så sagt ja til Amsterdam og Nice-traktaten, og går nu ind for at forsvarsforbeholdet skal ophæves. Men det er klart at vi har vores diskussioner – og som ikke bliver mindre når vi ser hvad udkommet bliver af det såkaldte EU-konvent og så en ny regeringskonference, hvor en egentlig forfatningstraktat er på bordet. Noget som altså ikke er vokset i vores baghave, om man så må sige, fordi vi har ikke ønsket en egentlig forfatningstraktat for EU. Så det er selvfølgelig ikke kun de andre partier – alle partier er påvirket af det, der sket internationalt i de senere år.
Foto: Folketinget
