|
|
Samfundet der blev koldere
CBK: Der er mange der giver udtryk for i øjeblikket at det vi ser er – og det kunne måske i virkeligheden være både internationalt og herhjemme– en opdeling eller en polarisering mellem på den ene side globalister, dem der vinder noget (eller tror de vinder noget!) ved internationalisering, og så dem, der reagerer mod alt, hvad der er fremmed, hvad enten det er EU eller immigration eller noget andet, med en afværgemanøvre. Er du enig i at det er sådan en skala, tingene kan placeres på?
JS: Det kan man da godt forsøge at gøre. Det kan man sige det kan jo godt være lidt en afart af det, jeg sagde før – forholdet mellem individ og fællesskab; det er så bare på det lidt højere plan. Og der er da ingen tvivl om at globaliseringen som sådan skaber både tabere og vindere. Og der vil være dem der siger, ’jamen, det vil vi overhovedet ikke!’ Globaliseringen vil vi ikke – det store fællesskab heller ikke, på godt og ondt. Vi vil være os selv, vi vil måske også være os selv nok, ikke også?’ Så et eller andet sted så kan man da godt bruge det som en eller anden form for opdeling, ja.
CBK: Men hvordan I har det så med den? der er jo nogle, der ser jer udefra, som vil sige – jf. hvad du sagde før om hvor mange af de danske værdier der er kristne værdier – ’nåmen, I er et nationalt parti’. Ikke nationalistisk men nationalt for så vidt som "det her ER nu engang religionen" og så er I meget knyttet til noget dansk, til noget urdansk, i en eller anden forstand. Omvendt kan man sige, når du taler om jeres profil på ulandsområdet fx, nogle åndelige værdier, nogle blødere værdier, så er der jo ikke tale om noget entydigt lighedstegn mellem det I står for og så en ’danskhed’.
JS: Nejmen, selvfølgelig vil vi det danske – altså vi bor i Danmark som sådan, men altså vi vil bestemt ikke være os selv nok. Vi synes netop med udgangspunkt i – ja faktisk, i det kristne syn på menneskelivet, at vi har et ansvar for hinanden og ikke bare vores allernærmeste, som nogen ville sige. Men altså også: har et ansvar globalt set. Så er vi forpligtet til simpelthen at kigge ud over Danmarks grænser og se hvad der sker i den store vide verden – og også det ansvar for, hvordan vi – som land – spiller, om man så må sige, kortene i det internationale samfund. Om vi gør det til gavn for vores medmennesker, om vi gør det med henblik på en retfærdig fordeling og retfærdig forvaltning af jordens goder.
CBK: Men den dér konservatisme – for nu at bruge dét ord, om dét som Dansk Folkeparti står for, en konservatisme netop som en ”holden sig på” – eller i hvert fald en holden på – de her nationale værdier. Det her ønske om at tingene skal ikke forandre sig for hurtigt, er meget gode som de er. Hvis man så partisystemet for 10-15 år siden, der ville man have sagt, der havde vi et konservativt folkeparti, vi havde sådan konservative træk ved både Socialdemokratiet og det Radikale Venstre, man ville også have tænkt på jer som et konservativt parti. Har det været en overraskelse for jer at Dansk Folkeparti tilsyneladende har fundet en vælgermæssig guldgrube her?
JS: Jo, men det synes jeg da et eller andet sted er overraskende. Fordi jeg synes Dansk Folkeparti på nogle områder repræsenterer et syn som ligger milevidt fra det som præger og har præget Danmark, og det som også burde være i harmoni med det, vi kunne kalde danske værdier – altså fx det at deres politik på mange områder, synes jeg, er gået på at vi ligesom skal være os selv nok herhjemme, og så er det dét! Og dét, synes jeg, er overraskende: at dét kan vinde den tilslutning som det rent faktisk har gjort.
Men omvendt så må man jo også sige at jeg tror at det som gør at Dansk Folkeparti – og ligesindede partier også i vores nabolande – vinder frem, det er jo selvfølgelig en eller anden frygt for de mange forandringer der sker i de her år. Hvis man ser på hvilke forandringer der er sket bare indenfor de sidste 20 årså er der jo sket forandringer, som normalt ville vare måske 100 år, i et historisk perspektiv. Med Berlin-murens fald –jeg kan bare tænke tilbage på min egen barndom, hvilket verdensbillede vi opererede med dér – Sovjetunionen og Warszawa-pagten osv. osv., og det er jo en saga blot. Mine børn i dag de aner jo dårligt hvad det er (det kommer de forhåbentlig til gennem historieundervisningen eller hvad jeg fortæller dem!). Men: det siger jo bare noget om de enorme forandringer, som hele verdenssamfundet er undergået.
Plus dét at det er klart at de flygtninge og de indvandrere, der er kommet til Danmark – med deres religion, islam – jo også et eller andet sted – ikke, synes jeg, sætter dansk kultur under pres, fordi det mener jeg sådan set at der er flygtninge og indvandrere der gør - men de udstiller i virkeligheden hvor kulturelt fattige vi er blevet i Danmark. Og det er dét, som jeg tror Dansk Folkeparti spiller utroligt meget på: at vi selv står i sådan et kulturelt tomrum, i virkeligheden, efter årtiers materialisme, og det at man har forsvoret – i virkeligheden – også det åndelige, i en række år, og kristendommen som vores kulturarv.
Så – det, de i virkeligheden vinder på, det er at vi er blevet en nation af fremmede. Og her tænker jeg så ikke på mennesker med en anden etnisk herkomst, men altså: ganske almindelige såkaldte pæredanskere er blevet fremmede – både overfor sig selv (og overfor Skaberen, vil jeg sige, hvis man tager dét perspektiv med) men altså også at: vi er blevet fremmede overfor hinanden som medmennesker. Vi er ikke hinandens medmennesker længere. Vi lever bag hver vores ligusterhæk, og derfor så er vores samfund blevet koldere. Det er her, jeg tror de slår på nogle strenge, som rammer ind midt i alt det her som kan være lidt vanskeligt at sætte ord på, i kort form i hvert fald.
Foto: Folketinget
