|
|
Den privatiserede religion
CBK: I det Radikale Venstre har man jo haft nogle diskussioner omkring islam, som jo sådan er en genspejling af nogle temaer i tiden. Man må jo sige at det er et emne, der har præget debatten de sidste par år. Ville det være rigtigt at sige at der i Danmark måske er en særlig grad af allergi overfor både religionen, men for den sags skyld også overfor filosofiske doktriner og principper, der bliver alt for højtflyvende formuleret? At det er det, vi ser i reaktionen mod islam og det er så det man kan sige kan være jeres problem indimellem?
JS: Det synes jeg er svært at svare enkelt på faktisk. Fordi man kunne godt på den ene side sige at der i Danmark er den der særlige allergi, som du giver udtryk for; overfor religion og filosofi. Det afspejles så i nogle undersøgelser – bl.a. hvis man fx måler kirkegang, i Folkekirken specielt (selvom Folkekirken jo så ikke dækker hele det kristne spektrum). Dér kan man godt sige – der er noget der kunne tyde på det.
Men på den anden side så må man jo sige at danskerne er jo for mig at se utroligt optaget af religiøsitet i det hele taget og måske specielt nyreligiøsitet, og ikke mindst det at forme egen form for religiøsitet. Altså vi har jo ligesom privatiseret religionen i Danmark. Og det vil sige at – hvor det for år tilbage måske ikke var specielt populært at sige at man troede på Gud, fx, så ville mange danskere i dag sige at det gør de, men det er så vel at mærke deres egen form for Gud, om man så må sige, der er ingen der skal komme og fortælle hvordan det lige præcis skal manifestere sig.
Så jeg tror det er lidt for enkelt at sige at danskerne er blevet allergiske overfor religion. Det tror jeg faktisk ikke de er – de er meget optaget af religiøse og måske ikke mindst værdimæssige spørgsmål, og det er så også det, som jeg måske mener er Kristeligt Folkepartis chance i dag: fordi vi jo traditionelt har sagt at vi er et værdiorienteret parti – vi tager udgangspunkt i nogle andre værdier end de materielle, og dét, man bare umiddelbart kan måle i kroner og ører. Og det synes jeg egentlig er den form for tænkning som de fleste helst vil i dag i Danmark.
CBK: Men netop den debat der været i det Radikale Venstre den har jo gået meget klart i retning af at man har ønsket at drage en helt formel – kontraktlig, næsten – skillelinie religion og politik, det har så været ift. islam, men altså princippet er vel det samme, at man siger: skidt for sig og kanel for sig. Har I genovervejet – altså set i lyset af de debatter der har været, den verdenssituation vi har haft de sidste par år, om det er vejen frem? Fordi det er jo i virkeligheden det omvendte af det du siger nu, ikke?
JS: Man kan sige, et parti som Kristeligt Folkeparti, der vedkender sig en kristen inspiration og et kristent grundlag, vil jo altid have en debat om forholdet mellem kristendom og politik. Så det kan man sige, det tror jeg ikke at man blev færdige med i sin tid da man stiftede Kristeligt Folkeparti i 1970, det har man haft lige siden.
CBK: Det er ikke noget der kommer som en overraskelse for jer!
JS: Nej, det gør det ikke. Men jeg tror ikke man kan sætte det på en eksakt formel, i virkeligheden. Og jeg vil sige at jeg synes det vigtigste i denne her sammenhæng det er at diskutere: jamen, hvad er egentlig politikkens kompetenceområder? Og hvad vedrører egentlig religion?
Og sådan som vi ser på det i Kristeligt Folkeparti så er det klart at det at tro på Jesus Kristus som verdens frelser, hvis man skal skære det sådan meget kort ud, det er ikke en politisk sag, om man så må sige, det er den enkeltes personlige sag og det er også kirkens sag som sådan. Hvorimod det er en politisk sag at skabe rammer for det fælles liv som vi skal leve her på jorden.
Pointen med det er jo sådan set for mig at sige: at der er klar forskel på kristendom og politik, men der er faktisk også en sammenhæng, fordi Bibelen - fx næstekærlighedsbuddet - taler jo også noget om at vi har et ansvar overfor hinanden. Og dét har jo straks noget at gøre med: hvilke rammer ønsker vi der skal være for det fælles liv? Det ville være mærkeligt hvis man skulle sige at vi vil ikke i Danmark – som er præget af en kristen kulturarv – længere tale om at vi har et ansvar for næsten. Jamen det har vi – og det præger også vores lovgivning, især vores sociallovgivning fx. Så der er klar forskel på kristendom og politik, men der er faktisk også en sammenhæng. Men det er vigtigt at vide hvornår taler vi om det, der hører hjemme om man så må sige i troens verden, og så dét i politikkens verden?
CBK: Man må jo sige, hvis der er noget som verdenssituationen har mindet os om de sidste par år, så er det vel lige præcis det at der ikke kun er materielle skillelinier, men netop at religiøse idéer kan være en drivkraft og har en betydning?
JS: Præcis. Og det er det jeg tror faktisk mange danskere ser relativt realistisk på i dag – at materialisme i sig selv det er ikke nok, det var det der prægede os i de glade 60ere og op gennem 70erne og 80erne i virkeligheden, men hvor jeg tror mange er kommet til den erkendelse at nok er nok, og det er derfor også de såkaldte bløde værdier i dag er meget mere i højsædet end de tidligere har været. Vi er selvfølgelig stadig optaget af hvor meget vi får i kroner og ører i lønningsposen fx, men jeg tror de fleste erkender: "jamen, det er sådan set ikke dét, i sig selv, der gør om man får et godt eller et lykkeligt liv. Det er nogle helt andre ting, som vi ikke kan betale os til eller betale os fra."
Foto: Folketinget
