|
|
Dansk politik skal regeres med midten - ikke fra midten
CBK: Lad os så tale lidt specifikt om midterpartiernes rolle. Nu har Mimi Jakobsen jo forleden dag sagt til RÆSON, at hun ser en særlig opgave for midterpartierne her – hun siger, nu har man fået den blokpolitik, man ikke har haft i 30 år. Hvis det er rigtigt at der er en kamp om midten (det er der måske altid, men altså også fra Anders Fogh Rasmussens side ift. centrumvælgerne) så stiller det jo de tre midterpartier i en særlig situation. I øjeblikket som du selv var inde på før, så er der flertal med Dansk Folkeparti og derfor er I sat udenfor indflydelse Hvordan ser du specifikt rollefordelingen eller opgavefordelingen mellem de tre midterpartier – og jeres position? Fordi man kan sige at Kristeligt Folkeparti i Norge har jo haft en meget fremtrædende rolle de sidste par år. Er der mulighed for i den her ideologiske polarisering, hvis det er det, der er sket i dansk politik det sidste halvandet år (en hårdhed, måske, i tonen fra de borgerlige partiers side på nogle områder) – giver det et spillerum for midterpartierne?
JS: Det mener jeg det gør. Alt andet lige så mener jeg at den politik som V og K fører på den ene side – og selvfølgelig så også alternativet i form af Socialdemokratiet på den anden side, burde give et spillerum for midterpartierne. Det skal jeg selvfølgelig pr. definition mene, og jeg må da også medgive at det er jo ikke noget man umiddelbart læser i opinionsundersøgelserne, for dér har midterpartierne jo ikke vundet større opslutning, stort set, end da vi var til valg sidst i Danmark.
Så i den forstand er det da vigtigt for midterpartierne tror jeg, på en eller anden måde at spille sig selv på banen – både konkret-politisk, men altså også i form af at advokere for at vi skal have brudt blokpolitikken, og at Danmark igen skal regeres med midten – ikke regeres bare fra midten, fordi jeg tror ikke det er realistisk med de nuværende midterpartiers størrelse (og CentrumDemokraterne er jo så slet ikke repræsenteret i øjeblikket i Folketinget) at tro på at vi i Danmark kan få en ren midterregering som vi fx så det med Kristeligt Folkepartis deltagelse i Norge for et par år siden.
CBK: Det er jo en usædvanlig situation – måske særlig usædvanlig for de Radikale – at være sat uden for indflydelse så massivt som tilfældet er i øjeblikket, ikke? Hvis man ser på det danske partisystem de sidste halvtreds år, der har midterpartierne jo stået i en faciliterende rolle, ikke? Tungen på vægtskålen, på mange måder haft nogle centrale positioneringer, både i Firkløverregeringen og i Nyrup-Rasmussens regeringer var midterpartierne jo med og var derfor meget synlige. Skal I lære hvordan man er i opposition?
JS: Man må sige at det er en læreproces som både de Radikale og vi fra Kristeligt Folkepartis side er inde i i øjeblikket, i den forstand at vores stemmer ikke umiddelbart er afgørende. Jeg tror så ikke at det er det samme som, at det er så ligegyldigt hvad vi mener og gør politisk, i den forstand at regeringen jo har interesse i, trods alt, at lave aftaler og forlig med flere partier end lige præcis Dansk Folkeparti. Og der tror jeg stadigvæk at både de Radikale og Kristeligt Folkeparti kan spille en rolle – dels som værende dem, der skaber de lidt bredere forlig, ved at vi selv går med; men altså også ved at vi kan bygge bro måske til Socialdemokratiet i nogle tilfælde.
Så selvom meget på Christiansborg går op i at man skal kunne tælle til 90 mandater – altså kunne finde et flertal – så tror jeg ikke man skal undervurdere betydningen af at selv en relativt hårdkogt Anders Fogh Rasmussen, som ikke er bleg for at bruge Dansk Folkepartis stemmer for flertal og dem alene, så er der trods alt grænser for, hvor meget blokpolitik som den nuværende regering kan føre. Det tror jeg også er det der har gjort at regeringen fx valgte at gennemføre finanslovsforhandlingerne som de gjorde sidst, hvor man trods alt indgik i en række delforlig med stort set alle Folketingets partier, selvom det så var Dansk Folkeparti der på bundlinien måtte agere sikkerhedsnet for regeringen og være dem, der bar den egentlige finanslovsaftale.
Foto: Folketinget
