|
|
|
|
Hvad de små kan lære de store
Men et gennemgående argument er at de nordiske lande på grund af den demokratiske kultur vi har - åbenhed, afslappethed og gennemsigtighed - bringer dét til en europæisk sammenhæng. Hvor der måske er en højtidelighed og en formalisme i både den tyske og den franske tradition, som vi egentlig ikke har. Ville det være rigtigt?
PN: Jo, men det har lige så meget også at gøre med små kulturer - mindre lande, overfor de store nationer. Hvilket - i parentes bemærket - også er et af Lettres kendetegn: at udfordre de store nationerm deres selvforståelse og også deres lukkethed.
Hvordan?
PN: På den måde at tit er det jo sådan at en franskmand fx ofte ikke har behov for at kunne andet end fransk eller se på verden udenfor Frankrigs grænser; eller kunne fremmedsprog. Han har ikke så stort behov for at blive udfordret. En dansker, en svensker eller en schweitzer har et andet behov - eller: kan ikke stille sig tilfreds. Det er ikke nok at lukke sig om sig selv, i den situation, det kræver noget mere. Det er også vi traditionelt er bedre til fremmedsprog i de små lande - fordi der simpelthen ligger en nødvendighed i det.
Men netop den reaktion vi har set i Østrig, i Holland, i Danmark kunne man sige er en udfordring af den idé. De her små stater, der netop har haft et billede af sig selv som lidt-mere-uskyldige og lidt-mere-vennesæle i virkeligheden ikke er det - at konformitetskravet er endnu større i dem.
PN: Ja, det er en anden side af det - det er jeg helt enig i. Og det er jo ikke for at fremhæve de små nationer frem for de store - der findes udgaver af Lettre også i de store lande, men de står så mere i de lande netop for at fremme det udsyn, som man ofte ikke har i de franske, tyske medier. Så jeg er helt enig i at den tendens til lukkethed eksisterer også i de små lande: selvtilstrækkelighed, navlebeskueri, som der i dén grad er grund til at sætte noget i stedet for.
Man kan sige om den danske kultur- og værdidebat der foregår nu, som du sagde før: at den er meget dansk - og vel også at den er så snævert forbundet med de ting, de sidste 50 år: det er svært at forstå de diskussioner uden at kende til hvad der skete i 80erne og 70erne. Måske er det ikke en ny debat, men bare de borgerlige, der nu har fået lov at sætte dagsordenen. I så fald er det jo ikke det første kapitel i en ny historie men det sidste i en gammel - så er vi stadigvæk i en form for efterspil på 1989 og kommunismens sammenbrud:
Når du taler om mangfoldighed og om at trække nye dagsordener ind, er sandheden ikke den at en meget væsentlig del af befolkningen er glade for det, de har - det danske, det vestlige, det, de kender? Det kan være en masse-elite-deling - men måske er det også folk, som ellers matcher mediebranchens profil på nogle, der 'burde' være internationalt orienterede? At det nationale ikke hænger sammen med manglende udsyn: du kan sagtens tale flere sprog, have arbejdet i flere lande - og alligevel synes at Danmark er Paradis på jord?
PN: Ja, det er rigtigt. Den diskussion omkring masse/elite er måske lidt vanskelig i forhold til sådan et magasin, for der vil jo altid være en modsætning mellem en masse og en elite ihvertfald på en eller anden måde - det kan man ikke komme udenom; alt andet vil være naivt, tror jeg. Men jeg vil da så godt forsøge at slå et slag for at bryder den lidt op, ikke - og så gribe det an på den måde at samtidig med at vi nu også har talt lidt omkring det nationale og at debatten meget er spændt for en national vogn og foregår i den kontekst, så er der jo også, parallelt med den, en meget global orientering. Den globale orientering som først og fremmest er sat af massemedierne og kommunikationsformerne: vi ved jo også ufatteligt meget om hvad der foregår rundt omkring, samtidig, men på én bestemt måde.
Illustrationsfoto:
Lettres tyske udgave
