|
|
|
|
Debatten må løftes
Men I er oppe imod to udviklinger her, ikke? Kulturradikalismen og højskoletankegangen er jo trængt i defensiven i to henseender, og er vel - på trods af at det virker dramatisk i de her år - blevet det over en længere periode. (1) Det er blevet mere legitimt at være kommerciel i mediebranchen generelt - det behøver vi ikke lede langt efter eksempler på. (2) Og så at der - som i de sidste 5 år i Europa - har været en re-orientering mod det nationale. Så både på spørgsmålet om nation og kultur og i spørgsmålet om hvad, der kan sælge kan man sige at I er oppe imod tidsånden. Oplever I det sådan?
PN: Tja... Jeg vil svare på den måde at vi skal sandelig også tænke kommercielt - vi skal ikke kun tænke kommercielt, men vi skal sandelig tænke kommercielt hvis vi vil have sådan et blad til at lykkes. Vi kan ikke tillade os nogen luksusholdninger med hensyn til hvordan vi får det her op at stå - det kører lowbudget på alle mulige måder, og ved økonomisk tænkning i strengeste forstand, så at sige - også med et vist dagblad i erindring, uden sammenligning i øvrigt.
Men jeg vil godt lige gribe fat i det du sagde om det nationale og selvopfattelsen - det navlebeskuende, vil jeg måske næsten kalde det: den tendens, der er, jf. det at man nu aktuelt efterlyser en kultur-og--værdidebat. I alle mulige kredse begynder man pludselig at tale om værdier. Men det er mere at man taler om at man godt vil have en debat om værdierne - der er ikke så meget substans i det. Der er egentlig ikke rigtigt nogen budskaber, andet end at den ofte er koblet på en eller anden forståelse af vores nation og selvfølgelig også af vores nations placering i verden og i Europa.
Men det er meget en værdidebat, som er nationalt forankret - og som har at gøre med dansk historie og med en dansk tradition. Det skal man på ingen måder negligere betydningen og værdien af - men det, jeg mener der lige præcis er brug for, det er, at man løfter denne her værdidebat, kulturdebat op over den nationale grænse. Og dét er ikke noget "EU-hurra-hurra! Kom her!" og alt det her, det er jo meget mere kritisk dialog det hele tiden handler om. At løfte den diskussion ud af kun at foregå i nationale, afgrænsede rum - og det er dér vi placerer os, som en international publikation. Men skrevet på dansk - og det er det med respekten for det danske sprog. Og hele den danske baggrund; den danske måde at se ting på - eller den nordiske, for nu at gøre verden en lille smule større.
Det er jo ikke et udtryk man hører meget i øjeblikket - i de her dage på grund af tragedien med mordet på Anna Lindh i Stockholm, men ellers hører vi jo ikke det nordiske nævnt særligt ofte, i forhold til for få år siden.
PN: Nej, det er der helt klart en tendens til at man ikke gør. Vi vil måske godt gå lidt den modsatte vej - og sige at den danske udgave af Lettre, der kommer på gaden idag d.19. september, ville være lige så interessant at læse i de andre nordiske lande - hvis den var oversat til de enkelte sprog. Det håber jeg så den bliver på lidt længere sigt - at vi kan lave oversættelser til ihvertfald de tre hovedsprog, så vi har den på svensk, norsk og dansk. At indholdet af et enkelt nummer af Lettre ville være lige relevant at læse i Sverige, Norge og Danmark.
Der er en fælles fond af noget nordisk - og også en nordisk måde at se ting på. Men vi skal ikke overdrive det nordiske - det er det, der hele tiden er balancegangen. Dér har du også nogle politiske implikationer, nogle historiske traditioner for at det ligesom er 'Norden vs. Europa' - og dét er slet ikke interessant. Men vi kan, konkret i Lettre-samarbejdet, placere os som en nordisk udgave - få nogle navne fra Island, fra Færøerne, fra Grønland, fra Sverige, Norge, Finland og de baltiske lande som vi kan være med til at introducere for et europæisk publikum.
Men hvad ville den nordiske dagsorden eller det nordiske bidrag bestå af? Ville der være noget særligt karakteristisk ved det i forhold til de andre?
PN: Nu skal jeg passe på - jeg vil ikke overdrive det nordiske. Men jeg synes det er noget pjat ligesom helt at nedtone det og ikke tillægge det nogen som helst betydning. Jeg tror det vigtigste jeg kan se, det er trods alt den sproglige nærhed til de andre - og til dels det historiske fællesskab.
Illustrationsfoto:
Lettres tyske udgave
