|
|
Danmark er også på linie med de fremherskende tendenser i den internationale bistandspolitik for så vidt, at de danske besparelser især har ramt landene i Afrika syd for Sahara. Mens EU-landene i 1988/89 i gennemsnit allokerede 2/3 af deres samlede bistand til Afrika syd for Sahara, var andelen faldet til ¼ i år 2000. Sagt på en anden måde modtog regionen i år 2000 mindre end halvdelen af de relative bistandsoverførsler fra EU, som man modtog 10 år tidligere.
Den faldende bistand til især Afrika syd for Sahara synes i høj grad at skulle forklares med en generelt voksende skepsis over for bistandens virkninger i Afrika. Sådanne skeptiske holdninger synes at kunne identificeres hos en lang række centrale beslutningstagere i så godt som alle donorlande. Interessant nok har det ikke været tilfældet i Danmark! I hvert fald ikke før den nye regering kom til magten i november 2001.
Det er karakteristisk for den nye regerings bistandspolitik, at den i hvert fald officielt lagde betydelig vægt på, at lande, der modtager dansk bistand, skal leve op til kravene om demokrati, overholdelse af menneskerettigheder og regler om ’god regeringsførelse’. Netop fraværet af disse idealer blev brugt til at begrunde fjernelsen af Malawi, Zimbabwe og Eritrea som hovedmodtagere af dansk bistand. Det var ligeledes sådanne argumenter, der blev brugt til at begrunde reduktionen i overførslerne til de fleste andre modtagere af dansk bistand.
I forhold til de internationale tendenser er den danske udvikling interessant. På den ene side har alle donorer siden Berlin-murens fald været enige om, at demokrati og overholdelse af menneskerettigheder var centrale forudsætninger for at modtage udviklingsbistand. På den anden side har der ikke på nogen måde været alvorlige forsøg på at implementere principperne i praksis. Alle mulige hensyn har i den konkrete situation vist sig at være mere afgørende end de smukke principper.
Ved at slå på fraværet af god regeringsførelse som begrundelse kunne det se ud som om, Danmark vil til at føle en mere konsekvent linie på dette punkt. Det er dog næppe tilfældet. I hvert fald er der ingen tydelige forskelle mellem de lande, der helt fjernes fra dansk bistandspolitik og de, der får skåret bistanden mere eller mindre ned.
En tilsvarende selvmodsigende politik kan identificeres i forbindelse med den nye regerings holdning til den multilaterale bistand. I lighed med de generelle internationale tendenser skærer man ned på overførslerne til FN-systemet, mens Verdensbanken friholdes. Samtidig er det mere end bemærkelsesværdigt, at regeringen undlader at skære i overførslerne til EU’s bistandssystem. Ikke alene en uafhængig konsulentundersøgelse men også bistandskommissær Poul Nilsson erkender, at EU's bistandssystem mildt sagt har været og fortsat er påfaldende ineffektivt.
Foto: www.cdr.dk