|
|
Men alt det ændrede sig med et slag, da Fogh Rasmussen regeringen foreslog - og fik vedtaget - en finanslov, der indebar, at besparelser på 1.5 mia. danske kroner på bistandsbudgettet skulle overføres til sygehusene for at nedbringe ventelisterne for diverse operationer. Nedskæringen svarede til, at ca. 10 procent af bistandsbudgettet blev fjernet fra den ene dag til den anden. Besparelserne blev konkret gennemført ved, at tre såkaldte hovedsamarbejdslande for dansk bistand blev fjernet som modtagere af udviklingsstøtte. Det gjaldt Zimbabwe, Malawi og Eritrea. Dertil kom besparelser på budgetterne for en lang række af de øvrige modtagerlande som Vietnam, Bangladesh, Uganda, Burkina Faso, Nepal, Kenya og Mozambique m.fl.
Den officielle begrundelse for nedskæringerne i landeprogrammerne var under en bred vifte manglen på ’god regeringsførelse’ og her især manglen på demokrati og respekt for menneskerettighederne. Hertil kom at der også skete nedskæringer i overførslerne til en række organisationer i FN-systemet. Det gik særlig hårdt ud over UNDP, som blev kritiseret for at være alt for langsom i gennemførelsen af de nødvendige administrative reformer. Endelig var det bemærkelsesværdigt, at Danmarks støtte til miljøformål blev beskåret særdeles kraftigt.
Som forventet kom der en række særdeles kritiske angreb på regeringen for de drastiske nedskæringer. Mellemfolkeligt Samvirke kritiserede regeringen for 'globalt snæversyn', og for at fjerne Danmark fra positionen som en ledende bistandsdonor. Under folketingsdebatten om finansloven kritiserede SF's Margrethe Auken regeringen for at gøre Danmark til 'et skræmmebillede', hvor landet tidligere havde været 'et forbillede'. Og i det hele taget mente fru Auken, at regeringens nedskæringspolitik var både 'hjernedød' og 'hjerteløs'.
Den pludselige politisering af dansk bistandspolitik, som regeringens nedskæringspolitik har afstedkommet, rejser en række spørgsmål. Er det eksempelvis rigtigt som Margrethe Auken hævder, at Danmark nu er et skræmmebillede for det internationale bistandsmiljø? Og har landets rutsjetur som absolut førende for så vidt angår størrelsen af bistand/BNI haft negative konsekvenser for Danmarks internationale anseelse og internationale indflydelse? Begge spørgsmål kan besvares ved at se nærmere på udviklingen i det internationale bistandsregime og sammenligne den med udvikling i dansk bistandspolitik.
Foto: www.cdr.dk