|
|
Over årene har der udviklet sig et særligt politik-fællesskab omkring dansk bistandspolitik. Det er kendetegnet ved, at dets medlemmer med tiden har udviklet en fælles forståelse af, hvad de centrale problemer er. Medlemmerne har desuden udviklet en betydelig grad af enighed om hvilke løsninger, der er behov for i relation til de identificerede problemer. I hvert fald har den udstrakte konsensus indebåret, at det igennem 1990erne på det nærmeste blev umuligt at stille spørgsmålstegn ved det gode og fornuftige i at give bistand i det hele taget og ved den store danske bistandsprocent i særdeleshed. Det gjaldt både for NGOerne og for de store private virksomheder - og her ikke mindst konsulentfirmaerne, der tjente store penge på den rundhåndede bistandspolitik. Forbrødringen blev ydermere hjulpet på vej af, at få eller ingen folketingspolitikere var nævneværdigt engagerede i bistandspolitikken. Af samme grund fik de fleste folketingsdebatter om dansk bistand gennem 1990erne på det nærmeste karakter af rituelle handlinger, der markerede uenighed, men som ikke desto mindre endte i bred enighed om de overordnede policy-linier, der var udarbejdet af Udenrigsministeriets bistandsafdeling, Danida.
Som et sidste element i afpolitiseringen bør det nævnes, at der var forholdsvis få skandaler i dansk bistandspolitik – hvilket på sin vis kan siges at være bemærkelsesværdigt i og med, budgetterne blev ved med at stige igennem 1990erne. Fraværet af åbenlyse problemer og skandaler i bistandspolitikken skal i høj grad forklares med, at bistandsforvaltningen var i stand til at administrere de voksende midler uden at løbe ind i nævneværdige problemer.
Foto: www.cdr.dk