Tyskland og Sverige: Vores naboer tager ansvar for Europa - af Uffe Østergaard, professor og centerleder
Ved valgene i september lykkedes det det svenske og det tyske socialdemokrati at bremse eller måske ligefrem vende den trend mod konservativt-populistiske regeringer, der ellers har tegnet sig i EU siden Berlusconis sejr I Italien og Jörg Haiders fremgang i Østrig. Mindre et krav om skifte i økonomisk politik end bekymring for indvandring og trusler mod de nationale velfærdsordninger har ligget bag dette skifte. Der især har begunstiget mere eller mindre EU-kritiske partier. Såvel de svenske som de tyske socialdemokrater og grønne påtog sig eksplicit ansvar for at vende denne udvikling på europæisk plan. Det var en påfaldende kontrast til den danske valgkamp, hvor tanken om et muligt ansvar for resten af Europa i form af en afsmittende effekt, var lige så fraværende som europæisk ansvarlighed synes at være det for vælgerne i Irland i deres afstemninger om Nice-traktaten.