At tyske vælgere og partier tænker på denne måde er beroligende og formentlig stadig en sen effekt af nazismen og nederlaget i 2. verdenskrig. Men hvorfor Sverige? Svenske vælgere er formentlig lige så skeptiske overfor det europæiske samarbejde som de danske. Forskellen er først og fremmest at modstanden ikke har fået sig institutionaliseret med finansiering fra Europa-parlamentet som tilfældet er i Danmark. Alligevel er der i det svenske socialdemokrati en tradition for ansvarlighed overfor verden, der går helt tilbage til moderniseringen af Sverige efter Verdensudstillingen i 1930. Sverige som “the Second New Nation” efter USA, som den svenske kulturskribent Arne Ruth har døbt projektet. Det globale engagement i verden blev forbundet med neutralitet under 2. verdenskrig og den kolde krig. Toppen var Olof Palmes kritik af USA under Vietnam-krigen.

Siden gik den svenske model næsten fallit i slutningen af 1980’erne samtidig med at den moralske overlegenhed fik skrammer som følge af amerikanske jøders kritik af Sveriges samarbejde med det nazistiske Tyskland. Det er siden lykkedes Göran Persson at afvende denne kritik ved at stille sig i spidsen for et dybtfølt engagement i holocaust og racisme på nationalt og internationalt plan begyndende med en stor konference i Stockholm 27. januar 2000. Hans taktik ser ud til at være lykkedes ved den betingede valgsejr i år og hans optræden på den tyske europæiske scene i Dortmund 20. september. Tyskland og Sverige viser sammen vej for Europa. Spørgsmålet er selvfølgelig at det reelt er uklart hvor denne vej fører hen. Men som en berømt socialdemokratisk tænker Eduard Bernstein sagde i slutningen af 1800-tallet: “Die Bewegung ist Alles”, underforstået at målet, det socialistiske paradis, nok alligevel aldrig nås.