Tyskland og Sverige: Vores naboer tager ansvar for Europa - af Uffe Østergaard, professor og centerleder
|
|
Tyskland er et stort land i
midten af Europa. “Das ruhelose Reich in der Mitte Europas” som mottoet
lyder på en af de allerbedste tysklandshistorier (“Mitten in Europa”,
Siedler Verlag 1987). Modsat lykkedes det de skandinaviske lande at skifte
position fra middelstore, rekordhøjt militariserede stater i 1600- og
1700-tallet til små, fredelige og socialt demokratiske nationalstater i
Europas nordlige periferi i 1900-tallet. Ikke noget ringe resultat, hvad vi da
heller har tradition for at lade omverdenen være i tvivl om, selv om den
neutralisering der var forudsætning for denne heldige udvikling ret beset
skyldtes et skifte i det internationale magtforhold omkring Østersøen.
Rusland, Tyskland og den britiske flåde enedes om at dele overmagten mellem
sig, således at de nordiske lande ikke behøvede et større forsvar, men
kunne slå ind på den nationale velfærdsstats vej. Socialdemokratiske
partier som skiftede fra klasse- til folkepartier blev instrumentelle i denne
proces.
Det samme skete først i
Tyskland efter det totale nederlag for den radikale, racistiske nationalisme i
1945. Resultatet blev at Tyskland i den kolde krigs periode forsvandt fra det
magtpolitiske landkort. DDR mislykkedes i sit forsøg på at realisere den
kommunistiske drøm om en velfærdsstat på basis af en centraldirigeret økonomi
og politiovervågning. Men Forbundsrepublikken blev føderal, velhavende og
socialt demokratisk, omend for det meste styret af et kristent folkeparti.
”Et kæmpemæssigt Danmark,” har sikkerhedspolitiske iagttagere ofte
sukket, når tyskerne nægtede at påtage sig ansvaret for at sikkerheden i
det europæiske nærområde.
