Tyskland og Sverige:
Vores naboer tager ansvar for Europa
af Uffe Østergård, Jean Monnet-professor og leder af Centret for Holocaust- og Folkedrabsstudier
|
|
Fredag 20. september før det
tyske valg afholdt SPD sit afsluttende valgmøde i Dortmund. Det blev
transmitteret i tysk TV. Gerhard Schroeder dominerede hele showet, der næppe
var anderledes end så mange andre af slagsen. Bortset fra at svenske Göran
Persson, der havde vundet sit valg i Sverige ugen før, optrådte for at give
sine tyske kammerater en hjælpende hånd. Han holdt sit indlæg på tysk. At
dømme ud fra de små grammatiske fejl havde han tilsyneladende selv skrevet
det. Men han både kunne og ville tale på tysk til de tyske kolleger. Det var
en værdig europæisk gestus som føjer til status for denne politiker, der
ved sin magtovertagelse blev opfattet som den ultimative lokalpolitiker (fra
Malmø) med sans for tal og disciplin, men uden visioner.
Perssons indsats mindede om den første halvdel af 1900-tallet, hvor nordiske socialdemokrater havde livlig udveksling med det store moderparti i Tyskland. Det tyske arbejderparti leverede den teoretiske inspiration til programdebatterne og ledende socialdemokrater blev uddannet på tyske arbejderhøjskoler. Denne forbindelse blev afbrudt med nazismen og den tyske besættelse af Danmark og Norge. Men fortsatte i omvendt udgave ved at tyske socialdemokrater og enkelte kommunister fik asyl i Norden. SPD’s leder i 1960’erne og første kansler Willy Brandt talte således flydende norsk og var norsk gift. Mange SPD’ere i efterkrigstiden talte svensk og en enkelt forsvarsekspert overraskede i 80’erne og 90’erne sågar danske journalister ved at tiltale dem på dansk.
