ark og ulands

 

 

 

 

 

Udover småstaten

Man har jo talt både videnskabeligt-teoretisk og også i mere realpolitisk forstand om hvordan en småstat tænker og opfører sig. Kan småstatsteorien forklare regeringens beslutning i foråret om at gå med?

NP: Kun i en negativ, omvendt, forstand. Hvad er typisk småstatsadfærd? Det er en forsigtig holdning i konflikter, som den vi havde under Den Kolde Krig: at man ikke stiller sig frem i forreste skyttegrav, men fører en forsigtig og ikke-provokerende politik.  Småstatspolitik er endvidere at man så vidt muligt søger at arbejde sammen med mange lande - det multilaterale. Dét at man arbejder i alliance-sammenhæng; i FN-sammenhæng; i EU-sammenhæng osv. - det er også småstatsadfærd, ud fra den opfattelse, at hvis man skal have en indflydelse, jamen, så skal man have det i et eller andet samarbejde med mange andre.  Den multilaterale ramme giver nogle muligheder for indflydelse, man ikke ville have i et mere atomiseret, internationalt system.

Deltagelsen i Irak-krigen er et forsøg på at gå udover denne småstatsramme. Der er jo ingen tvivl om, at den nuværende regering ikke opfatter Danmark som en småstat. Regeringen har det tværtimod som programpunkt at komme udover småstatspolitikken, især det, man kalder tilpasningspolitikken, som er den betegnelse, der bliver givet til dansk politik under Den Kolde Krig.

Men nogle har jo givet udtryk for at det er tilpasning til USA?

NP: Det kan man så diskutere. Men det er ikke regeringens perspektiv. Der handler det om, at Danmark med sin deltagelse træder i karakter internationalt, selvfølgelig ikke som en stormagt men heller ikke som en forsigtig, undseelig småstat.

Hvad er formålet med det? Nogle har jo ment at der ligger en helt klassisk magtpolitisk overvejelse bag - at vi har et magtcenter i Europa omkring Tyskland-Frankrig, og at Danmarks traditionelle småstatsskepsis overfor Tyskland gør at vi godt kan lide at have USA med i en balance. Er det en fortænkt måde at se det på?

NP: Det kan jo ikke forklare den nuværende politik i forhold til den tidligere. Men jeg tror, at den hypotese - at man godt vil være lidt på afstand af det fransk-tyske magtcenter - forklarer meget af dansk politik. Dertil kommer jo det aspekt, at vi med EU-forbeholdene i 1993 afskærer os fra deltagelse i noget seriøst på det sikkerhedspolitiske område i Europa. Når Danmark i 1990'erne opprioriterer NATO og samarbejdet med USA og er meget aktiv på Balkan, er det en slags kompensation for de manglende udfoldelsesmuligheder i EU-samarbejdet.

Fx under Den kolde Krig var det helt, helt klart at man holdt sig langt væk fra alt, hvad der kunne hedde europæisk sikkerhedspolitik - og holdt sig ude WEU, den Vesteuropæiske Union. Man sagde: Sikkerheden, det er NATO - og det er kun NATO. Dvs.: linken til USA var den vigtigste sikkerhedspolitiske forbindelse for Danmark. Vi har givetvis også det efter Koldkrigsperioden - altså fra 1989 og frem til begyndelsen af det her århundrede, hvor fx samarbejdet med USA omkring Balkan, omkring de baltiske lande givetvis også var inspireret af at man ønskede at holde sig lidt på afstand af den europæiske sikkerhedspolitik. Så kommer der selvfølgelig dét ind i billedet at vi jo i 1993 afskærer os selv fra deltagelse i noget seriøst på det sikkerhedspolitiske område i Europa - i og med at vi får forbeholdet. Det at Danmark i 90erne prioriterer NATO og samarbejdet med USA så højt, og er så aktiv på Balkan, det har noget at gøre med en slags kompensation for de manglende udfoldelsesmuligheder i Europa.

Nogle ser også et mere parti- eller indenrigspolitisk gennemslag af fodnoteperioden?

NP: Det er helt, helt klart. Der er ikke tvivl om den nuværende regering ser med meget, meget, meget stor skepsis - næsten afsky - på fodnoteperioden, og vil gøre næsten alt - eller ihvertfald: vældig meget - for at distancere sig fra den. Og det kan man jo fx gøre ved at køre en meget pro-amerikansk linie.

Det er jo svært ved at sortere i årsagerne---

NP: Ja, fordi der er også andre ting. Der er jo også det element i det at Statsministeren, Anders Fogh Rasmussen, uden tvivl i sit inderste hjerte er pro-amerikansk og mener at det er i dansk interesse at knytte sig så tæt til USA som muligt - ud fra rent værdimæssige synsvinkler, uden nødvendigvis at have nogen strategiske bagtanker med det.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: US Air Force