|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
9. Imperiet og undergangen
Hvad er det så, der haster MEST for Europa? Nu har det været slået an flere gange i de sidste år at 'NU kommer den fælles forsvars- og udenrigspolitik', men det er som om man bakker tilbage hver gang den er ved at blive realiseret. Hvad er det, du efterlyser at Europa skal sætte i værk, før man kan sige at vi engagerer os i verden på et rimeligt niveau?
MVR: Europæerne skal have en udenrigspolitik, der ikke handler om dem selv. Og dét bliver EKSTREMT svært! Ikke i den forstand at man ikke skal have en udenrigspolitik, der skal varetage de europæiske landes interesser - det skal den selvfølgelig gøre, men europæisk udenrigspolitik har en tendens til at handle om hvordan europæere kan skabe identitet, som jeg har talt om. Altså: en måde at vinde udadtil hvad man dybest set ikke selv kan skabe indadtil. Men også at handle om, at forsøge at hjælpe Europa med at have et godt forhold til gamle kolonier; med at forsøge at rette op hvad der kunne være af ustabilitet i form af flygtningestrømme langs Europas periferi. Det, Europa skal gøre, det er at tage ansvar for de STORE spørgsmål: det kommer OGSÅ Europa ved om Iran udvikler atomvåben. Det kommer også Europa ved hvorvidt Kina kunne finde på at invadere Taiwan. Det er den slags ting, man skal tage et ansvar for - det er aktivisme på europæisk plan, om du vil.
Men risikerer vi så ikke at ryge ud i karambolage og konkurrence med USA og gøre verden endnu mere ustabil?
MVR: Hvis vi opfatter det sådan at vores værdier er forskellige fra amerikanernes - så gør vi. Så på mange måder er den største udfordring for europæisk udenrigspolitik egentlig at finde ud af om vi vil have den fordi vi vil gøre ting SAMMEN med amerikanerne, eller vi vil have den fordi vi ikke KAN LIDE amerikanerne.
Det er jo også det valg, Danmark står i - ligesom fx Storbritannien. Tendensen er at sige, 'jamen, hvis der skal være så meget brok og kævl med Bruxelles og med franskmændene (det kan komme ud på ét!) så gør vi noget andet: så venter vi. Vi blander os udenom. Når så amerikanerne gør noget, vi kan stå inde for, går vi med - ellers sidder vi i fred'. Ikke så fjernt fra det Clinton søgte at praktisere som 'selective engagement' [selektiv involvering, red.].
MVR: Jo - og det er jo måske en al for nem mulighed for mindre magter: at man kan sidde på sidelinien, både hvad angår det der sker udenfor og indenfor Europa. Men spørgsmålet er, om det er den rigtige løsning? Er den rigtige løsning at overlade EU til franskmændene, så at sige? Er den bedste løsning ikke at engagere sig i det?
Hvorfor opfører EU sig på den mærkelige defensive måde? På så mange områder er det europæiske samarbejde de sidste 10-15 år gået hurtigere og lettere end man egentlig ville have forudsagt. Man kan pege på mange sider af projektet, hvor der er dynamik: Euroens introduktion; Østudvidelsen osv. Hvad er det, der skaber denne her tendens til at være sig selv nok? Hvis man ser på den britiske udenrigspolitik lige nu er den mere ambitiøs end den har været siden Falklandskrigen. Tyskland har jo siden WWII engageret sig i FN - har mange fredsbevarende soldater ude osv. Så der skulle være mange gode takter i de enkelte europæiske nationer?
MVR: Jeg tror generelt at ambitionsniveauet ER højt. Vi begår tit en fejl, måske især i Danmark, ved at sige at 'ambitionsniveau er lig med at gå med amerikanerne'. Fordi det er sådan vi gerne vil definere vores EGEN udenrigspolitik. Men ambitionsniveau kan jo også være at man vil UDFORDRE supermagten, så at sige. Måske er problemet netop at der er så store udenrigspolitiske ambitioner på begge sider af Atlanten for øjeblikket.
På mange måder har 11. september sat gang i nogle af de her ting. Som med så mange andre ting 11. september har betydet har det mest været en katalysator, snarere end noget, begivenheden direkte afstedkom. Men det er det, historiske begivenheder er: katalysatorer. Det, 11. september gjorde, var at gøre alle opmærksomme på at det her ER en farlig verden, og det må man stille et eller andet op overfor.
Men dertil kommer at det SYNLIGGJORDE amerikansk magt. Nu ved jeg du har talt med Michael Hardt, der sammen med Antonio Negri har skrevet denne her bog om Imperiet, og en af deres pointer - en af de pointer, der ikke helt drukner i det værste neomarxistiske vås - er, at imperier fungerer ved at bryde ned. Og det tror jeg er meget rigtigt set: at det er når imperier bliver truet, når imperier står overfor afgrunden, at man ser dem tydeligt, fordi det er dér, de slår tilbage. Det er præcis det, amerikanerne gjorde efter 11. september - præcis ligesom det britiske imperiums fineste stund var Anden Verdenskrig. Derfor blev man meget opmærksom på - også i Europa - at der VAR amerikansk magt i den her verden.
Det, jeg ikke tror man har været så opmærksomme på i Frankrig og Tyskland - eller også har man været ligeglad - det var at den her amerikanske magt i høj grad eksisterede i kraft af en transatlantisk handel. Et imperium eksisterer ikke bare i kraft af en center-magt og dens styrke, men også i kraft af en handel mellem dem, der bliver styret af imperiet (dem, der gerne VIL styres af imperiet!) og imperiet selv. Det er der, vi ser brudfladen for øjeblikket: en brudflade om hvordan man indretter verdensordenen. Det er jo præcis arven fra det tyvende århundrede - hvor Vesten blev defineret af at vi var ENIGE om hvordan verdensordenen skulle skabes og hvad truslerne var mod den. Så er vi i en situation nu, hvor vi måske nok er enige om hvordan den skulle se ud - den skulle udtrykke vores demokratiske værdier - men vi kan være pokkers uenige om de konkrete trusler mod den. Og også om hvordan man griber de her trusler an.
Illustrationsfoto:
Dept. of
Defense
