|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
10. Jagten på det ’unikt europæiske’
Når europæerne nu føler sig provokeret til at definere sig som et alternativ til USA og i en vis grad opbygger sig som supplement, medspiller eller modspiller - skyldes det så at USA forvalter sin særlige magtposition for dårligt og skaber problemer, som kan ramme os? Eller mere traditionelt, som ifølge en gængs magtpolitisk analyse: at vi simpelthen ikke kan tage at der er nogen der er stærkere end os? At den koncentration af ressourcer i systemet hos USA simpelthen bare i sig selv er noget, som alle andre - Kina, Indien, Europa - hvis de er tilstrækkelige store magter MÅ agere imod? At der næsten er en naturlov: vi kan ikke tåle, at der er nogen der er så meget større og stærkere end os?
MVR: Men hvis det regnestykke skulle være rigtigt, så skulle de europæiske lande have allieret sig med Sovjetunionen efter Anden Verdenskrig – og det gjorde de ikke. Efter Anden Verdenskrig var USA uendelig meget mægtigere end det er idag. Og al allianceteori ville sige, at europæerne, hvis de var rationelle, havde allieret sig med russerne - så kunne det være at de havde kunnet amerikanerne stangen.
Men det var stadigvæk det vestlige tankegods, der bandt os sammen?
MVR: Præcis. Så jeg tror dér, hvor vi skal kigge efter brudfladen nu, det er så ikke i magtbalancen men i det vestlige tankegods. Og der tror jeg det er MEGET symptomatisk hvordan vi diskuterer det amerikanske samfund i Europa:
USA er 'det land, hvor de henretter folk' - man kan ikke engang blive medlem af Europarådet hvis man gør den slags ting på den anden side af Atlanten! USA er dem, der ikke underskriver Kyoto-protokollen - hvor vi vil definere os selv i kraft af vores små biler med lavt energiforbrug og vores tyske skove! Der er en række af de her ting, hvor europæere simpelthen betvivler amerikanernes evne til at leve op til de værdier, europæerne selv sætter højt.
Er det ikke bare et kammeratligt udtryk for jalousi, der så kører i aviserne fordi de skal have noget at skrive om? Er det tegn på en grundfæstet mistillid til amerikanerne?
MVR: Guderne skal vide at der er en grundfæstet tradition for antiamerikanisme i Europa, ihvertfald, og den kan man altid tappe ind i, hvis det er det, man gerne vil.
Også i Danmark?
MVR: ISÆR i Danmark, måske! Men det her stikker dybere end som så: fordi den her antipati mod andre folkeslag, eller regeringer eller whatever - den kan man ALTID udnytte. Det interessante er HVORNÅR man udnytter den - og hvad man udnytter den til. Og i det her tilfælde tror jeg egentlig det er er udtryk for at vi i Europa som sagt lever i den her hobbesianske verden - hvor vi er bange. Hvor vi er bange for verden udenfor - og vi egentlig ikke selv, i vores postmoderne samfund, har værdier vi ultimativt ved er vores - som vi ultimativt kan stole på. Vi har ikke engang de væbnede styrker som amerikanerne har - men vi tror jo heller ikke at vi bliver invaderet.
Det kunne også være et resultat af den amerikanske beskyttelse, du talte om før: at vi i 50 år har ligget under den amerikanske militære kappe og måske også derfor, i relativ ubemærkethed, har importeret flere amerikanske værdier end vi måske helt har lagt mærke til processen. Det er derfor vi nu står, fx i Forfatningsdebatten, med et voldsomt problem når vi skal udrede 'en vestlig dagsorden' eller en europæisk dagsorden, som ikke indeholder et meget stort element af Amerika.
MVR: Men jeg tror bare spørgsmålet er: HVORFOR er det vigtigt for os? Hvorfor er det vigtigt for os at skabe en forfatning, der er unik europæisk? Læs den amerikanske forfatning - eller læs så mange andre forfatninger i den her verden, som kunne appliceres på hvilket som helst land. Hvor det ikke handler om, at man har nogle rettigheder, fordi man har en given nationalitet eller bor på et givent kontinent, men man har dem fordi man er et menneske. Og det VAR egentlig også dét, der traditionelt skulle være en europæisk værdi.
Men det synes som om det ikke er NOK. Det synes som om det er MEGET vigtigt at have kulturelle, religiøse, historiske faktorer ind, der skal retfærdiggøre at de her former for værdier er distinkt europæiske. Og det er jo også en ting, vi ser på nationalt niveau: åbenbart kan demokratiske værdier være distinkt danske, hvilket jo - ud fra et idéhistorisk synspunkt - er en interessant fortolkning. Og nu kan de altså åbenbart også være distinkt europæiske - hvilket giver lige så lidt mening.
Denne her opfattelse af, at værdier IKKE er universelle - ikke er noget, som er et led i samfundets og måske endda i civilisationens generelle udvikling; noget, som ligger dybt forankret i hele den her kantianske tankegang, som ellers har styret os - den opfattelse synes at være blevet os europæere fremmed. Det er derfor, vi bliver så fremmedgjort overfor amerikanerne, som i vidt omfang stadigvæk tror på det her. Også fordi det selvfølgelig er vigtigere for amerikanere som samfund, at de HAR de her universelle værdier, som forskellige etniciteter kan placeres ind i. Og man skulle umiddelbart tro, at efterhånden som Europa kommer til at ligne USA mere og mere på det punkt, at der så også var noget VI ville omfavne. Men det gør vi tilsyneladende ikke - og det kan blive vores problem.
Er der en ironi i at 11. september rammer USA og aktiverer en idealisme - og måske siger du: gør USA ENDNU MERE bastant idealistisk eller aggressivt idealistisk, mens 11. september i Europa gør det hobbesianske element af frygt endnu stærkere end tidligere, selvom det ikke var os, der blev ramt?
MVR: Jeg tror da vores reaktion VAR frygt - fordi vi kunne identificere os med det, der skete. Effekten af 11. september i Europa kom jo i vidt omfang af, at vi vel allesammen kunne forestille os at vi gik på arbejde en morgen --- og derfor blev det meget let at forestille os, at der så måske var nogen, der kunne flyve en flyvemaskine ind i VORES kontorbygning. Så jeg tror sagtens vi kan identificere os med truslen: det viser alle undersøgelser, at europæere og amerikanere på mange måder er fuldstændigt enige om hvad truslerne er.
Men det er præcis hvordan man forholder sig til truslerne, der bliver afgørende. Og det tror jeg ikke, som man ellers så ofte siger, har noget at gøre med at europæere ikke vil bruge militær magt og amerikanere gerne vil. Europæere er FULDT parate til at bruge militær magt - det er OMSTÆNDIGHEDERNE hvorunder de gør det, der er vigtige. Og europæerne har været meget skeptiske overfor at bruge militær magt i Irak, fx, fordi de så det som at være lejesoldater for imperiet - og det var dét, man ikke ville.
Jeg tror hele den her diskussion om Irak i vidt omfang ikke handlede særligt meget om irakere. Det handlede ekstremt meget om europæere og amerikanere: og det var derfor, diskussionen blev så ophidset. Jeg tvivler faktisk lidt på at de europæiske offentligheder havde reageret i det omfang hvis det bare havde handlet om irakere. Det handlede om europæere - om at europæere ikke var som amerikanere, og dét kunne man få lejligheden til at bevise her.
UDGIVET 18.12.2003 kl.8.41 (AM) CET
Illustrationsfoto:
Dept. of
Defense
