|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
8. Det er Europa, der er angst
Men hvad er det, der er sket med Europa de sidste 15 år? På den ene side har vi Robert Kagans meget moderigtige analyse - "Europæerne lever i en uskyldig verden, hvor de kan slippe for de store problemer". Men på den anden side kunne man, fra europæisk perspektiv, sige: "Det er muligt amerikanerne nu føler at de har kniven på struben, men det havde VI i 50 år; Berlin var delt og Europa var et langt blødende sår. Og ligesom vi troede vi var færdige havde vi tragedien på Balkan, der mindede os om alt, hvad der kunne gå galt." Det var fremtrædende i EU-retorikken ihvertfald indtil for få år siden at vi hele tiden var '5 minutter fra mordet i Sarajevo'. Man skulle bare pille ved bundproppen og før vi anede det ville de europæiske stormagter være tilbage i magtkampen. Så Europa i virkeligheden, i modsætning til Kagan, er utroligt langt fra at være et kantiansk paradis.
MVR: Underholdningsværdien i Kagans tese er meget høj, men jeg er ikke sikker på at jeg har helt samme respekt for det analytiske indhold. Jeg synes faktisk han vender det om: det er amerikanerne, der er kantianere og europæerne, der er hobbesianere. Og hvad er det, der kendetegner hobbesianere? Det er, at de er bange - og det er det, europæere er. Vi europæere er bange for vores egen skygge - og vi er bange for skyggen af alle dem, der bor omkring os. Det beklagelige ved det er, at vi faktisk var på vej VÆK fra den situation - at vi, i kraft af den vestlige alliance, havde kunnet få et slags sikkerhedspolitisk helle, indenfor hvilket vi havde kunnet lave vores integration.
Hele nøglen til europæisk integration er jo på mange måder den 'silent partner', som USA var - både til at nøde os til overhovedet at lave integrationen: det var i vidt omfang amerikanske diplomater, der sekunderede franskmændene i at starte hele projektet, overhovedet. Og dertil den måde hvorpå USA også har optrådt som sikkerhedspolitisk garant for at det her kunne realiseres - ved at tage nogle sikkerhedspolitiske betragtninger UD af det europæiske samarbejde, som ville have gjort det ekstremt svært, og placeret dem i NATO. Det helle, vi har haft, har betydet, at vi har været meget fokuseret på hvor "brutish and short" [”brutal og kortvarig”, citat fra Thomas Hobbes, red.] verden kunne være - og derfor skulle vi integreres. Men det gør åbenbart så også - nu, hvor vi så er sluppet fri af mange af de her trusler ---
Og du mener at vi ER sluppet fri?
MVR: Det mener jeg vi er - men vi er det kun så længe integrationsprojektet holder. Og vi er det kun så længe den omgivende verden ikke vil vælte ind over os med dens sikkerhedsproblemer.
Men pointen er at nu, hvor vi så er sluppet ud af Den Kolde Krig - og også ud af den beskyttelse, som USA kunne give os i den, og dermed også en slags stilstand på en masse sikkerhedspolitiske overvejelser, så er vi lidt som haren, der står ude på vejen og bliver blændet af lysglimtet fra bilens forlygter: løsningen ER egentlig ret åbenbar, men man står der og er blændet mens bilen kører mod én. Og jeg tror ikke at bilen ar ramt os endnu, men den er sørme tæt på.
Det, der for alvor bliver Europas problem, er, at den lette udgave af at skabe
et politisk fællesskab, det er altid at sige: ”VI må holde sammen, fordi de
andre er farlige eller imod de ting vi står for”. Og det må man jo unægtelig
sige, at europæerne har prøvet før: det var præcis det, vi mente vi forlod, da
vi startede de Europæiske Fællesskaber - men den argumentation synes at være
kommet tilbage igen.
Men det traditionelle EU-argument er jo at sige: Den der analyse er helt forkert. Hvis der er NOGEN, der er engageret i verden, så er det europæerne - vi ved, at det er det lange stræk der tæller: vi ER ude at lave demokratiopbygning, ulandsbistand (indimellem ihvertfald). Det er amerikanerne, der kommer og 'svinger køllen' - som Anja Dalgaard-Nielsen siger - før vi kommer og rydder op. Så hvis NOGEN ved at det tager lang tid og hvis der er NOGEN, der er ude at vise solidaritet og investere sig i verdenssamfundet - SÅ er det europæerne!
MVR: Jo, det er de da - men det er amerikanerne også. Det, vi i Europa har en tendens til at glemme, det er at amerikanerne såmænd har et bistandsbudget, der er fuldt sammenligneligt med vores. Det har japanerne også. Altså: det er ikke så europæisk-unikt, som vi gerne vil gøre det til. Og europæere kan såmænd også godt finde ud af at lave lyssky aftaler diktatorer rundt omkring i verden. Jeg synes man kan spørge sig selv om den ultimative demokratiske politik er den, der blot giver efter - den, der kan se alle synspunkter, men ikke vil have nogen synspunkter selv, fordi man i vidt omfang ønsker at stå udenfor.
Det er i vidt omfang den politik, Europa lægger op til for øjeblikket - det er ikke det ENESTE element i det europæiske fællesskab, der er selvfølgelig masser af elementer i det her, men det jeg trækker frem er en udviklingstendens som jeg er bange for - og derfor måske gør større end den ellers kunne være. Man kan altid håbe det går den anden vej. Men jeg tror det, der sker for øjeblikket i Europa, er at vi bliver så fokuserede på den verden, vi er bange for, at det er DEN, det kommer til at handle om. Det er det, vi skal definere vores fællesskab i - alt det, vi er bange for. I stedet for det, vi kan udrette sammen.
Og dér går man mod den grundlæggende lære af civile samfund - som vi finder hos Kant, som vi finder hos Adam Ferguson. Nemlig at det, der gør at de her samfund er fredelige er, at de stræber efter at LØSE problemer - at finde løsninger som ALLE i samfundet kan være tilfredse med, ikke bare at tvinge dem ned over minoriteter. At de forsøger at skabe retfærdighed - snarere end bare at skabe ro og orden. Og der er en AFGRUNDSDYB forskel mellem de to politiske ambitioner: om man forsøger at skabe et fællesskab, der er et udtryk for en højere retfærdighed, for nogle højere mål - eller som bare er en handel, der skal sikre at man kommer igennem. Og det vi ser, når de europæiske lande sidder og forhandler forfatningstraktat, det ER en handel: og handler er ikke retfærdige.
Det er derfor du siger, at det i virkeligheden er europæerne, der er hobbesianere?
MVR: De er de ultimative hobbesianere. De er, som hobbesianere er: bange, og når man er bange så gør man ting som man måske ellers ikke ville have gjort.
Du accepterer ikke billedet af, at det som Europa gør gennem EU dels er at bygge et eksempel til efterfølgelse for alle andre regioner i verden – dels, mere konkret, kan vokse til en række af koncentriske cirkler med centrum i Bruxelles, så demokratiet ligesom kan 'svømme udover' Rusland og Algeriet og hvem, der ellers trænger til det?
MVR: Det var nok i vidt omfang det, der var EU's eller EF's rolle i det gamle Vesten - det Vesten, vi kendte under Den Kolde Krig, hvor der ligesom var en arbejdsdeling mellem NATO, der kunne tage sige af den hårde sikkerhed og EU, der kunne tage sig af den bløde sikkerhed.
Hvorfor er det skiftet?
MVR: Fordi Den Kolde Krig er slut. Skiftet er kommet med det faktum at europæerne måtte finde nye måder at organisere Europa på - og med at Europa blev større, så man derfor måtte have et fællesskab, der kunne gribe dét. Men også fordi den meget afgrænsede identitet, der fandtes i Vesteuropa under Den Kolde Krig, pludselig blev udfordret. Altså: Hvad var Europas grænser? Det var nemt nok at definere under Den Kolde Krig: der var en mur, og dér sluttede Europa. Men det man jo opdagede i løbet af 90erne det var, at når man begyndte at udvide det europæiske fællesskab, så var det svært at stoppe: fordi netop de værdier, man definerede det europæiske fællesskab i kraft af, var præcis de her universelle, demokratiske værdier - og når man med globaliseringen troede på at vi allesammen kunne blive part i det her fællesskab, jamen, hvor stoppede udvidelsen så?
Og det tror jeg er en af grundene til at man har slået over på et andet identitetsmæssigt spor i europæisk integration nu: at man gerne vil sætte grænser for udvidelsen. Man vil sætte grænser for udvidelsen fordi man er bange for at den koster for meget; fordi den udfordrer ens opfattelse af, hvad europæiske samfund skal være - både i religiøs, etnisk og politisk betydning. Det vil man forsøge at inddæmme; det vil man forsøge at stoppe - man vil forsøge at bygge sin egen mur. Det er derfor, vi ser det her skridt - og det skridt har amerikanerne ikke taget. Fordi DE er nemlig stadigvæk kantianere - de er parate til at invadere Irak for at sprede de kantianske værdier - i troen på at alle andre mennesker rent faktisk ER som dem selv. Det har så nogle problemer, som vi snakkede om før: nemlig at man kan trække ting ned over hovedet på folk; at man kan gøre dem til test cases [forsøgskaniner, red.] i sin hypotese om den demokratiske fred. Men jeg ved ikke hvad der mest usympatisk: at man tror alle andre er ligesom een selv, eller man insisterer på at man er forskellig fra alle andre.
Illustrationsfoto:
Dept. of
Defense
