|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
7. Europa: Et andet alternativ end hykleri?
Men tag den amerikanske politik overfor Kina de sidste 30 år. Det var en politik, der i begyndelsen af 70erne var et forsøg på at udnytte splittelsen mellem Moskva og Beijing - men at man har forfulgt den SAMME politik overfor Folkerepublikken de sidste 15 år virker jo som om man er ligeglad med de demokratiske frihedsidealer, jf. Taiwan nu. Dermed gør USA vel vold på de frihedsidealer, man ellers påstår at kæmpe for?
MVR: Undskyldningen for at føre den politik tror jeg man ville mene var, at globaliseringen netop gjorde at Kina havde muligheden for at blive et demokratisk samfund. Og derfor var der ikke nogen mening i at opfatte dem som nogen, der befandt sig i den her "zone af magtpolitik", fordi den zone bliver gjort stadig mindre af globaliseringen. Men det er jo selvfølgelig en strid, der længe har været i amerikansk udenrigspolitik: hvorvidt man skulle have en realistisk eller en idealistisk linje.
en det ER en analyse af en anden karakter end den man indvarsler overfor Mellemøsten, hvor man siger: "Det skal være NU, venner, vi kan ikke gå og vente på at I bliver demokratiske!"
MVR: Det er jeg egentlig ikke sikker på det er. Fordi den langsigtede strategi, det som fx Clinton-administrationen lagde op til,jo netop gik ud på at: "Vi tror på der er en globaliseret verden. Vi tror på at den skaber demokratier. Hvis vi ikke kan få Kina ind på den her linie, så kan vi risikere at Kina bliver en udfordrer vi potentielt skulle udkæmpe en Tredje Verdenskrig imod. Det gider vi ikke - derfor handler det om at få kineserne på sporet".
Men jeg tror, hvis jeg lige må holde fast i den her, at netop det her spørgsmål - om hvorvidt man vil forfølge sine idealer, eller om man bare vil føre en realistisk politik, det er jo netop her, hvor man i europæisk udenrigspolitik i vidt omfang kommer til kort. Det er jo nemt nok at gå efter amerikanerne for at ville lave demokrati i Mellemøsten - fordi ”det er for svært”, eller for at forsøge at dæmme op for spredningen af masseødelæggelsesvåben - fordi ”så finder de dem måske så ikke alligevel”. Men hvad er det europæiske alternativ til det her - bortset fra hykleri? Vi er jo de ultimative realister: det, der synes at være tilbage som en måde for Europa at skabe identitet på, det er åbenbart ikke længere at eksportere demokrati men at forsøge at bygge vores eget fællesskab op på at vi dybest set ikke kan lide amerikanerne. Det er egentlig det, der bekymrer mig mest.
Jeg tror egentlig at amerikanerne nok vil følge den udenrigspolitiske doktrin, som Churchill beskrev: at de vil gøre det rigtige, men kun når alle andre alternativer er blevet udtømt! ["You can always count on Americans to do the right thing - after they've tried everything else."] Men spørgsmålet er, om man kan stole på at europæerne kan finde ud af det samme? Og det, der bekymrer mig for øjeblikket, det er at jeg synes man ser et Europa som beslutter sig for, at vi måske ikke engang SELV tror på vores egne demokratiske idealer nok til at vi vil lave en forfatningstraktat, der indeholder bare et minimum af demokrati. Ikke nok til at vi i samme forfatningstraktat ikke straks begynder at definere os selv i modsætning til alle mulige andre for at forsøge at finde en form for identitet.
Idéen med at have en paragraf i denne har traktat om at vi forøvrigt er kristne i Europa er jo ikke bare noget, der handler om at fortælle et historisk faktum. Det er jo et politisk dokument - hvorfor fortælle noget, der står i begyndelsen af enhver historiebog? Det handler jo om at udelukke nogen: det handler om at udelukke ikke kun muslimer, der bor i Europa, men fremfor alt: muslimer, der stadigvæk bor udenfor - i Tyrkiet, i Bosnien.
På præcis samme måde er udviklingen af en europæisk udenrigspolitik i samme traktat noget, der for alvor er kommet fart i efter 11. september, efter Irak - og dagsordenen i dét er helt klart at skabe en europæisk magtpolitisk modvægt til amerikanerne. Der begynder vi jo at føre en magtbalancepolitik, der ikke handler om at skabe et civilt samfund, eller for den sags skyld: et kosmopolitisk samfund, men om at skabe et Europa på en måde, hvor Europa bliver: alt det, USA ikke er - alt det, muslimer ikke er. Det handler ikke om at skabe en positiv identitet, men om at skabe én i kraft af modsætninger: at skabe en negativ identitet.
Illustrationsfoto:
Dept. of
Defense
