|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
6. USA’s dilemma – og Europas
Nu har vi p.t. konflikten mellem USA og enhver, der udfordrer det amerikanske hegemoni, altså fx Al-Qaida. Det ligner et permanent 'battle for the hearts and minds' (kamp om hjerner og hjerter), for nu at blive i amerikansk politologisk sprogbrug, hos de arabiske befolkninger: Hvem kan vinde de her unge arbejdsløse algiere med deres Kalashnikov-rifler? Den kritik, der nu bliver rettet mod den amerikanske regering, er jo at USA under Bush er slået ind på en politik, hvor man i den grad radikaliserer sin egen dagsorden, at den bliver uspiselig ikke bare for fundamentalisterne men for hvad der faktisk måske er et befolkningsflertal, der KUNNE trækkes i en moderat retning. Jf. det du taler om som et radikaliseret valg mellem orden eller kaos: at man ved at trække det så skarpt op gør det umuligt for de nødvendige allierede at komme over til sig. Er det den risiko du ser?
MVR: Det er den risiko, man løber. Og det gør man fordi man eksporterer et faktum og ikke en politik. Hvis man var mere bevidst om, at det var en politik - at det ikke var historiens vingesus, man red på - så tror jeg at man ville have det lettere. Men det er det forbandede ved at skulle handle, jo, frem for at skulle analysere: som politiker vil man jo stå overfor valget mellem enten at gå i gang med at prøve at skabe mere civile samfund eller lade være. Det er der ens politiker-valg står - ikke imellem om hvorvidt teorien passer eller ikke passer. Der bliver man jo selv offer for sin egen tese: om det, man kan implementere rent faktisk passer. Der tror jeg man skal passe meget mere på - i det omfang man egentlig husker at applicere tesen eller kun holder taler om den. Fordi den største udfordring for amerikansk Mellemøsten-politik er såmænd ikke om man kan få Irak til at fungere, men om man er i stand til at få Saudi-Arabien på en demokratisk kurs - og dér har man jo mildest talt ikke helt samme indflydelse på tingenes gang som man har i Irak.
Det kræver nogle hårde valg - og det bliver valg af en anden karakter, end dem vi ellers så i det tyvende århundrede. Fordi globaliseringen gør netop, at man ikke længere har en kategori af lande, som man dybest set bare siger er 'fjender' - fjender, der ikke kan reformeres og som bare må slås med. Det bliver stadig færre lande. Man MENER jo netop i kraft af globaliseringen at der indeni enhver saudi-araber eller russer eller kineser er ’lille amerikaner’ tilfælde: lille amerikaner, der bare gerne vil have lov til at komme ud og skabe sig et demokratisk samfund - og at det er dem, man skal hjælpe.
På den ene side er det her en ekstrem frigørende tanke for de mennesker, man sætter fri: på den anden side kan det også blive en ekstrem belastning for en udenrigspolitik, fordi det hele tiden betyder at man bliver nødt til at træffe valg, der er ideologisk rigtige snarere end bare strategisk rigtige. Og når man så allierer sig med Saudi-Arabien, som man har gjort i de sidste 40-50 år, så ER det en diskrepans i amerikansk udenrigspolitik, som bliver ekstrem svær at leve med. Og så bliver præsidenten nødt til at stille sig op, som han gjorde for en måneds tid siden, og sige, "Jamen, det vil vi ikke gøre længere". Men ser vi konkrete policy-forandringer? Det er jeg ikke så sikker på - fordi han sidder stadigvæk med de svære strategiske valg.
Det er jo typisk for den kritik, man har rettet mod USA - nærmest drillende: "Hvis I virkelig mener det, så tag da Nordkorea! I tør ikke!" Hvor man tirrer USA og siger, "Så må I drage konsekvenserne af det, I gør". Det er det, der ligger i din analyse: USA siger, "dette er en objektiv udvikling, der kun kan gå i en retning". Man tager ikke selv ansvaret for de enkelte valg, men opløfter udviklingen til sandhed: den må være ubetinget og man kan ikke indgå kompromisser.
Men hvis denne her udvikling er så farlig, eller ihvertfald så uigennemskuelig, og forbindelsen mellem teori og virkelighed så svær at sikre, kunne man så ikke sige: det eneste rigtige er at føre en gammeldags magtpolitik i stedet? At sige: "Vi er ligeglade med hvem der er demokratier, det handler om fred - og hvis det gavner vores sikkerhed og sparer menneskeliv at vi bare skifter hest, og er venner i perioder med styrer som det saudiske, så gør vi det." For så får vi mere sikkerhed og en mere moralsk forsvarlig politik?
MVR: Men så kan vi jo ikke være dem vi er. Den demokratiske identitet handler ikke blot om indrette sit samfund på en given måde; den demokratiske identitet er også bundet op på en bestemt udenrigspolitik. Og derfor giver det ikke nogen mening for et demokrati IKKE at forsøge at skabe demokratier.
Illustrationsfoto:
Dept. of
Defense
