|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
5. Det forsimplede valg mellem orden og kaos
Er det det, du mener når du siger at "peace is a policy rather than a fact"? [Fred er en politik snarere end et faktum] At der er større element af hvad vi lader demokratiet og dermed freden MED - der er flere mulige valg og farvninger af det, end bare at sige med Kant og en mere mekanisk historieopfattelse: At tingene hænger sammen og går i en retning?
MVR: Præcis. Denne her demokratiske fredstese er en teoretisk konstruktion som man tester og hvor man - ihvertfald fra nogle synspunkter - siger: 'jamen, det er rigtigt. Det kan vi simpelthen statistisk se er rigtigt: at demokratier holder fred med hinanden'. Dét bliver så oversat til en politisk doktrin, som siger: "Jamen, når vi ved at demokratier ikke går i krig med hinanden, så lad os dog lave nogle flere demokratier! Så kan vi jo få mere fred!" Men pointen er, at i alle sine målinger glemmer man at se på sig selv. Det, de her målinger dybest set går ud på, det er at måle hvilke lande, der ligner USA mest. Om det præcis er den måde, hvorpå man skal finde ud af hvad, der er de bedste samfund - det tror jeg man kan stille spørgsmålstegn ved. Og det tror jeg egentlig også mange amerikanere vil stille spørgsmålstegn ved.
Problemet kan være at man egentlig har svært ved at forholde sig til at den internationale orden også kan se ud på andre måder end som noget, der er kalkeret over vestlige samfund - hvis altså ikke man forholder sig til at frie samfund kan organiseres på mange måder. Og at det, det måske i virkeligheden handler om ikke er demokrati, men: det civile samfund. Det samfund, der er fredeligt og frit.
Mener du at den demokratiske fredstese og den her historiske udvikling ligesom er blevet lamineret af globaliseringstanken? At man har bygget idéerne om internationalisering og globalisering ovenpå den tese og set det som en forstærket proces?
MVR: Jeg vil snarere se 'globalisering' som det seneste udtryk - altså, 'globalisering' er det nye ord for hvad, der hed 'civilisationen' i 1880erne; eller hvad der helt et 'sikkerhedsfællesskab' i 1940erne og 50erne. Globalisering er et udtryk for de samme ambitioner som Kant talte om - præcis de samme ambitioner som du kunne høre Truman tale om i 40erne. Det, der er forskellen på globaliseringen og på de foregående perioder i det tyvende århundrede, jeg beskæftiger mig med i bogen, det er at globaliseringen udtrykker hvad der sker efter Den Kolde Krig: nemlig at der for første gang i århundredet ikke er nogen stater, der har magt til at udfordre den vestlige opskrift på hvordan man skal lave fred. Globalisering betyder præcis 'globalisering af de vestlige værdier' - ikke nødvendigvis i en imperialistisk forstand, men i den forstand at der ikke er et alternativ; et alternativ bakket op af væbnet magt, til hvordan verden kan indrettes.
I en vis forstand er det jo Fukuyamas argument: at det iøjnefaldende ikke så meget er den vestlige overlegenhed som de andre modellers kollaps.
MVR: Præcis. Fukuyamas analyse er efter min mening helt korrekt - og interessant i den forstand at den udtrykker det ekstreme synspunkt i den her demokratiske diskurs. Der hvor Fukuyama begår en fejl, det er idet han netop betragter det her som et faktum, og ikke som en politik. Hvis han havde gjort dét, så ville han kunne se at historien på ingen måde var slut, men i virkeligheden var begyndt på ny – bare på en anden måde. (Og det er fordi Fukuyama er hegelianer og ikke kantianer, at han ser verden på den manér).
Du anerkender det forhold, at der har været en vis form for beviselig sammenhæng - eller ihvertfald: samtidighed - mellem demokrati, eller elementer af det frie samfund, og så fred. Hvad er det så for en risiko, Vesten er ifærd med at løbe? At man glemmer magtpolitikkens realiteter - og at tror at vejen til fred er kortere end den egentlig er? Eller at man går ud og laver en læsning af demokratiet, der er for snæver og partikulær og arbitrær, fordi den i så høj grad er baseret på det amerikanske samfund, at man risikerer at skabe nogle nye konflikter?
MVR: Det handler ikke så meget om at man ikke ser realiteterne, fordi realiteterne er i vidt omfang noget man er med til at skabe med den opfattelse, man har. Opfattelsen af globalisering har en dobbelthed - i den forstand at den jo netop åbner for at alle skal have en mulighed for at nå til demokratiske samfund, som kan fungere godt i enhver forstand.
Men relativt ENS samfund?
MVR: Ensheden kan man diskutere. Den funktionelle enshed vil være stor, men om den faktiske enshed nu også er stor synes jeg er et åbent spørgsmål.
Jeg synes på mange måder det er rigtigt at se, hvad der sket siden afslutningen af Den Kolde Krig som en meget lykkelig periode i menneskehedens historie. Hvor vi netop har været i stand til at realisere en masse menneskers drømme ved at bryde en masse grænser ned. At bryde grænser ned er, hvad, globaliseringen handler om. Den her nedbrydning af grænser har fungeret på mange niveauer - her har globaliseringens fortalere ret. Der hvor problemet begynder at opstå er i det omfang man tror, at dét man har med at gøre er en historisk nødvendighed - et historisk faktum, som man ikke selv påvirker. At man dybest set bare implementerer historien, snarere end at man selv former den. Og det gør at vi risikerer at ende i en situation, hvor enhver udfordring mod den eksisterende verdensorden er en trussel af en karakter, som er nedbrydende for selve ordenen:
Hvor man dybest set siger: "Vi har to muligheder. Vi har kaos - magtpolitik - og så har vi den demokratisk-globaliserede fred: Vælg!" Det er jo ikke et reelt valg. Det reelle valg er at sige: globaliseringen sætter folk fri til at gøre ting - den sætter dem også fri til at lave nye internationale organisationsformer. På mange måder er EU, WTO, dele af FN, NAFTA osv. ting, der meget dårligt rummes indenfor det her kantianske paradigme, som netop forudsætter suveræne stater, der 'lader være at gøre et-eller-andet i forhold til hinanden: nemlig at gå i krig'. De skal UNDLADE at gøre noget i forhold til hinanden og altså: heller ikke blive integreret. Så hvordan skal man forholde sig til det? Er enhver udfordring af de suveræne stater og den måde de organiserer verden på nødvendigvis noget, som bare vil lede os ad vejen til kaos?
Sagen er, at vi får meget svært ved at snakke om de her ting, fordi vi har ophøjet den demokratiske fred til et faktum hvor den i praksis er en politik.
Illustrationsfoto:
Dept. of
Defense
