|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
4. Vores egne nuancer
Og der er så forskellen til 1945, hvor man går ind meget bevidst og bygger Tyskland om?
MVR: Præcis - netop fordi man har en klar forståelse af, at man har begået en fejl, og man gerne vil forsøge at lære af den. Det er meget karakteristisk for hele den litteratur om 'hvad man skal gøre efter krigen' - som faktisk kommer overraskende tidligt i de engelsksprogede lande - at den er fokuseret på at forsøge at lære lektier af historien. De her dokumenter er faktisk meget fascinerende at læse, fordi man jo sidder dér på et tidspunkt hvor man ikke ved, hvordan Anden Verdenskrig vil ende - men HVIS krigen ender, som de gerne vil, så synes de man skal gøre sådan-og-sådan. Og der kan man næsten være sikker på, at hvis der er sket et eller andet ved forhandlingerne i Paris efter Første Verdenskrig, så vil anbefalingen være at man gør det modsatte - og det er i høj grad dét, der driver værket.
Det er det ene element, og det andet er så den erfaring man har haft i 30erne med eftergivenhedspolitikken overfor Tyskland, som er en erfaring fx Winston Churchill naturligvis trækker på. Han siger: 'Jamen, prøv lige at høre her - jeg sagde i 30erne at vi ikke skulle være eftergivende overfor Hitler. Se hvad der skete! Nu siger jeg at vi ikke skal være eftergivende overfor Stalin - GIDER I så at høre efter?" Det var et meget effektivt argument på det tidspunkt.
Det er jo en parallel man drager ret eksplicit i øjeblikket fra amerikansk side: at hvis man kunne reformere Tyskland og gøre dem til gode, lydige medlemmer af den Vestlige alliance (nu er Berlin ikke så lydig i øjeblikket set fra Washington, men det er Tokyo trods alt stadigvæk!) så må man kunne gøre det samme med Irak. Så kan man tale om kulturforskelle, men der var jo også kulturforskelle ift. Nazityskland for ikke at tale om Japan. Er det ikke en meget god parallel? Vi er så tilbøjelige til at betragte det som et udslag af amerikansk arrogance, men der er da en vis fornuft i at drage den sammenligning?
MVR: Det er der da bestemt, men hvor langt fornuften går, det afhænger ikke alene af hvor langt analogien går, men hvor langt det egentlig var rigtigt at det var dét, man gjorde. I hvor høj grad var det egentlig rigtigt, at der var en demokratisk kultur, der skulle skabes fra bundenog blev importeret? Snarere end at den var noget, der var der i forvejen? På mange måder kan man jo lige så godt sige at det tyske eksempel var et udtryk for, at der var et demokratisk eksperiment, der var kørt af sporet, og så lærte tyskerne noget af det - samlede op og kørte videre.
En intern, indre proces?
MVR: Præcis. Men der er et skisma i det her, som er meget vigtigt at gøre klart. For på den ene side tror jeg at vi allesammen kan være enige om, at frie samfund - samfund, der sætter deres borgere fri til at tænke selv, til at handle selv, om det så måtte være i deres økonomi eller i deres politiske, religiøse eller alle mulige andre forhold – det givet er steder, som er bedre, og som formentlig skaber lykkeligere mennesker og mere effektive samfund. Og formentlig også er fredeligere samfund. Men spørgsmålet er, hvordan denne her frihed skal implementeres? Om det altid er demokrati, der er den bedste måde at gøre det på? Og om det er demokrati, der er defineret præcis lige som vi måtte mene det skulle defineres?
Det er det, der er det store spørgsmål - og det er jo et spørgsmål, der også er farligt. Fordi det bliver alt for nemt at læne sig tilbage og sige, ’nå ja vi vil ikke hjælpe andre folk til frihed, for vi kan ikke være sikre på at de bliver fredelige af det, og hvad er så den sikkerhedspolitiske gevinst for os?’. Min pointe i bogen er at demokrati lige så meget handler om de vestlige landes selvopfattelse som det handler om andre lande. Og så kunne man godt udlede den konklusion, at det der med demokrati så kan være lige meget. Men dét er den værste konklusion, man kan nå til. Den konklusion, der er vigtig at nå til, er at sige: demokrati er vigtigt - men måden, vi definerer demokrati på er endnu vigtigere.
Så det en demokratisk udenrigspolitik - en udenrigspolitik, der ikke alene er udtryk for vores enkelte landes demokrati, men også for at vi gerne vil sprede demokrati - må gøre, det er først og fremmest at se på sig selv. At se om de standarder, vi sætter op for demokrati, er de rigtige - om de standarder også nødvendigvis passer til alle mulige andre. Så man har et refleksivt forhold til sin egen, demokratiske arv.
Illustrationsfoto:
Dept. of
Defense
