|
|
|
8. De "uafskrækkelige" stater? - Irak
|
Til forskel fra præsternes Iran har Irak under Saddam Husseins styre været langtfra fredeligt: tværtimod angreb landet Iran i 1980 og Kuwait i 1990 – for slet ikke at tale om de brutale angreb på især de kurdiske dele af landet i 1988 og igen i 1991. Heraf følger imidlertid ikke, at styret i Bagdad skulle være uafskrækkeligt, simpelthen fordi ingen på noget tidspunkt forsøgte af afskrække dem fra de nævnte aggressioner. Tværtimod støttede vesten, og herunder USA, Irak i dets angrebskrig mod det Iran, der på det tidspunkt var blevet udnævnt til den regionale hovedfjende efter kort forinden at have været USAs vigtigste allierede.[i] Ejheller blev Saddam Hussein forsøgt afskrækket fra at nedkæmpe de irakiske kurdere i 1980erne eller fra at angribe Kuwait i 1990. Forud for sidstnævnte havde USA tværtimod klart signaleret, at man ikke havde nogen sikkerhedsinteresser i regionen og altså heller ikke havde udstedt nogle sikkerhedsgarantier, der kunne have gjort det ud for afskrækkelse. Afskrækkelsen slog altså ikke fejl – for den blev end ikke forsøgt.[ii]
De to gange, USA har forsøgt at afskrække Saddam Hussein, er det derimod lykkedes, nemlig da man med troppeopbygningen i Saudi-Arabien (Operation Desert Shield) i efteråret 1990 afskrækkede Irak fra et angreb, og da man under den efterfølgende Operation Desert Storm i begyndelsen af 1991 med held afskrækkede Irak fra at angribe Israel med de kemiske våben, som vi idag ved, de havde store mængder af. Der blev ganske vist affyret SCUD-missiler mod den jødiske stat (formentlig for at provokere Israel til et angreb på Irak, der ville have tvunget Syrien og Egypten til at skifte side), men kun med konventionelle sprænghoveder, der forårsagede minimal skade.[iii] Med andre ord: Afskrækkelsen virkede og der er derfor intet historisk belæg for, at Irak skulle være umulig at afskrække fra at bruge de masseødelæggelsesvåben, de måske måtte have gemt. Hertil kommer, at alt tyder på, at Saddam Hussein er en “overlever”, dvs. at hans første prioritet er at bevare magten, [iv] hvilket naturligvis ikke ville kunne forenes med at udløse et angreb med WMD, der uundgåeligt ville blive gengældt af USA med langt større kraft og formentlig med atomvåben.[v]
[i] Francona, Rick: Ally to Adversary. An Eyewitness Account of Iraq's Fall from Grace (Annapolis, ML: Naval Institute Press, 1999). Se også Toussi, Reza Ra'iss: “Containment and Animosity: The United States and the War”, i Farhang Rajaee (red.): Iranian Perspectives on the Iran-Iraq War (Gainsville, FL: University Press of Florida, 1997), s. 49-61; Freedman, Lawrence & Efraim Karsh: The Gulf Conflict 1990-1991. Diplomacy and War in the New World Order (Princeton, N.J.: Princeton University Press, 1993), s. 23-40.
[ii] Stein, Janice Gross: “Deterrence and Compellence in the Gulf, 1990-1991: A Failed or Impossible Task?”, International Security, vol. 17, nr. 2 (efterår 1992), s. 147-179; idem: “Threat-Based Strategies of Conflict Management: Why Did They Fail in the Gulf?”, i Stanley A. Renshon (red.): The Political Psychology of the Gulf War. Leaders, Publics, and the Process of Conflict (Pittsburgh: University of Pittsburgh Press, 1993), s. 121-153; Freedman & Karsh: op. cit., s. 47-61.
[iii] Ibid., s. 307-309; Cordesman, Anthony & Abraham R. Wagner: The Lessons of Modern War, vol. 4: The Gulf War (Boulder, CO: Westview, 1996), s. 854-858.
[iv] Makiya, Kanan: Republic of Fear. The Politics of Modern Iraq (Berkeley, CA: University of California Press, 1998); Bengio, Ofra: Saddam's Word. The Political Discourse in Iraq (Oxford: Oxford University Press, 1998).
[v] For en kritik af denne amerikanske strategi se Sagan, Scott D.: “The Commitment Trap: Why the United States Should Not Use Nuclear Threats to Deter Biological and Chamical Weapons Attacks”, International Security, vol. 24, nr. 4 (forår 2000), s. 85-115.
Foto: COPRI
