FØRSTE KVARTAL 2003: 28.februar

7:12 <  >

Et fiktivt problem

 

 

 

6. Den gensidige afskrækkelse fungerer stadig

 

Problemet kan ikke så meget være atomvåben som sådan – i hvert fald ikke set fra et amerikansk sysnspunt, idet USA så selv måtte skille sig af med sit (selv i værste tilfælde langt større) arsenal. Det er kun andres atomvåben, der kan volde bekymringer, men ikke engang alle andres. I så fald ville vi i Danmark og det øvrige NATO jo ikke blot skulle være bekymrede over Ruslands, Kinas, Indiens, Pakistans og Israels, men også over både de amerikanske, britiske og franske atomvåben – hvilket tydeligvis ikke er tilfældet. Tværtimod fastholder NATO stadig, at atomvåbnene er et uundværligt element i det fælles forsvar – ja, man tillod sig endda at gentage dette umiddelbart efter at have fordømt de indiske og pakistanske atomprøvesprængninger i 1998.[i] Det er kun visse andres atomvåben, der er et problem, men ikke engang alle “fjenders” atomvåben bliver betegnet som problematiske. Hvis de var det, ville USA f.eks. ikke næsten have slået knuder på sig selv for at forsikre, at det planlagte missilskjold ikke skal kunne nedskyde de kinesiske eller russiske (faktisk eksisterende) atomraketter, men kun de måske kommende fra andre lande.

Selvom det kunne forekomme logisk, er problemet tilsyneladende ikke engang atomvåben i hænderne på lande, der med en vis sandsynlighed vil kunne komme i krig, måske endda med hinanden. I så fald måtte Israels atomvåben jo skulle ses som endog særdeles problematiske, ligesom Indiens og Pakistans da også en overgang blev det. Efter et par år affandt selv USA sig imidlertid med tilstedeværelse af de to nye medlemmer af  “atomklubben”, og Washington har endog genoptaget sine våbenleverancer til den gamle allierede Pakistan. Dette er formentlig en meget fornuftig strategi fra USAs side, da intet tyder på, at tilstedeværelsen af atomvåben i Sydasien forøger krigsrisikoen. Måske snarere tværtimod, da de dels giver Pakistan en form for garanti imod udslettelse i en mulig krig mod Indien og derfor fjerner enhver tilskyndelse til forkøbsangreb, dels gør en storkrig mod Pakistan udsigtsløs for Indien. Der er ingen grund til at tro, at den gensidige afskrækkelse ikke skulle fungere nøjagtig lige så godt som den (bl.a. iflg. USA og NATO) gjorde i Europa under den kolde krig. Selvom accepten af de sydasiatiske atomvåben altså meget vel kan være udtryk for sund fornuft, forekommer den ikke rigtig konsistent i sammenligning med opstandelsen over udsigten til iranske, irakiske eller nordkoreanske a-våben.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL FORSIDEN



[i] NATO’s fordømmelse formuleredes i “Statement by the North Atlantic Council on the Indian Nuclear Tests”, 20. maj 1998 (www.nato.int/docu/pr/1998/p98-058e.htm) og i et “Statement on the Nuclear Tests of Pakistan and India”, NATO-Russia Permanent Joint Council Meeting at Ministerial Level Luxembourg, 28. maj 1998 (www.nato.int/docu/pr/1998/p980529e.htm). 14 dage senere erklærede NATO imidlertid at “We confirmed that NATO's nuclear forces (...) continue to play a unique and essential role in Alliance strategy. Their fundamental purpose is political: to preserve peace and prevent coercion and any kind of war.” Se “Final Communiqué, Ministerial Meeting of the Defence Planning Committee and the Nuclear Planning Group on 11th June 1998” (www.nato.int/docu/pr/1998/p98-072e.htm).

                             

 

 

Foto: COPRI