|
|
|
5. De nye atommagter
|
Nogle lande afviste (meget forståeligt) at tilslutte sig denne noget ulige traktat, som f.eks. Indien, Pakistan og Israel. Sidstnævnte udviklede i hemmelighed atomvåben (sandsynligvis i slutningen af 1960erne), men har aldrig hverken indrømmet eller afvist dette. [i] Indien og Pakistan fik sandsynligvis atomvåben i hhv. midten af 1970erne og slutningen af 1980erne, men de kom først “ud af skabet” som atommagter i 1998, da de begge gennemførte atomprøvesprængninger.[ii] Der er m.a.o. kommet tre nye atommagter til verden siden NPTs undertegnelse. Dette retfærdiggør dog ikke den ofte hørte påstand, at faren for atomvåbenspredning er vokset, eftersom der har været endnu flere eksempler på den modsatte udvikling – dvs. på lande, der har opgivet deres atomvåben.
De fire “ex-atommagter” er hhv. Sydafrika (som i hemmelighed havde udviklet seks færdige atomvåben)[iii] og tre tidligere sovjetrepublikker (Belarus, Ukraine og Kazakhstan), der som nye selvstændige stater i 1991 “arvede” den del af det sovjettiske arsenal, der tilfældigvis befandt sig på deres territorium, men som alle indvilgede i at skille sig af med det.[iv] Hertil kommer, at flere tidligere “tærskellande” (dvs. stater, der var meget tæt på at kunne erhverve sig atomvåben) har tilsluttet sig NPT og underkastet sig inspektioner. Det gælder f.eks. Argentina og Brasilien samt Taiwan - sidstnævnte kan dog, som “ikke-stat” , ikke formelt tilslutte sig NPT. [v]
Det er derfor simpelthen ikke korrekt, at vi har set en faretruende tendens til spredning af atomvåben, selvom der stadig er enkelte lande, der vækker bekymring i Washington – først og fremmest de tre såkaldte “rogue states” [vi] (på dansk oftest oversat til “slyngelstater”), som af den nye Bush-administration er blevet udnævnt til en “ondskabens akse”, nærmere bestemt Irak, Iran og Nordkorea.[vii] Jeg skal ikke her komme ind på spørgsmålet om bevisets stilling (dvs. hvor stærke indicier, der måtte være for deres atomare ambitioner og kapaciteter), men derimod det endnu mere grundlæggende (men sjældent gennemtænkte) spørgsmål, om det faktisk ville udgøre et alvorligt problem, hvis disse tre stater skulle erhverve sig atomvåben.
[i] Se f.eks. Feldman, Shai: “Israel”, i Reiss & Litwak (red.): op. cit., pp. 67-88; Evron, Yair: “Israel”, i Karp (red.). op. cit., s. 277-300; idem: Israel's Nuclear Dilemma (London: Routledge, 1994); Cohen, Avner: “Stumbling into Opacity: The United States, Israel, and the Atom, 1960-63”, Security Studies, vol. 4, nr. 2 (vinter 1994-95), s. 195-241; idem: Israel and the Bomb (New York: Columbia University Press, 1998); Aronson, Shlomo: The Politics and Strategy of Nuclear Weapons in the Middle East. Opacity, Theory, and Reality, 1960-1991. An Israeli Perspective (Albany, NY: State University of New York, 1992).
[ii] Bidway, Praful & Achin Vanaik: “India and Pakistan”, i Karp (red.): op. cit., s. 258-276; Hagerty, Devin T.: “Nuclear Deterrence in South Asia: The 1990 Indo-Pakistani Crisis”, International Security, vol. 20, nr. 3 (Vinter 1995/96), s. 79-114; idem: The Consequences of Nuclear Proliferation. Lessons from South Asia (Cambridge, MA: MIT Press, 1998); Chellaney, Brahma: “India”, i Reiss & Litwak (red.): op. cit., s. 165-190; Sheik, Ali T.: “Pakistan”, ibid., s. 191-206; Sing, Jasjit (red.): Nuclear India (New Delhi: IDSS, 1998); Tellis, Ashley J.: India’s Emerging Nuclear Posture. Betewen Recessed Deterrent and Ready Arsenal (Santa Monica, CA: Rand, 2001).
[iii] Albright, David: “South Africa and the Affordable Bomb”, Bulletin of the Atomic Scientists, vol. 50, nr. 4 (juli-august 1994), s. 37-47; Fig, David: “Apartheid’s Nuclear Arsenal: Deviation from Development”, i Jacklyn Cock & Penny Mckenzie (red.): From Defence to Development. Redirecting Military Resources in South Africa (Cape Town: David Philip, 1998), s. 163-180; Fischer, David: “Reversing Nuclear Proliferation: South Africa”, Security Dialogue, vol. 24, nr. 3 (1993), s. 273-286; idem: “South Africa”, i Reiss & Litwak (red.): op. cit., s. 207-230; Howlett, Darryl & John Simpson: “Nuclearisation and Denuclearisation in South Africa”, Survival, vol. 35, nr. 3 (efterår 1993), s. 154-173; Muller, Marie: “South Africa Crisscrosses the Nuclear Threshold”, i William Gutteridge (red.): South Africa's Defence and Security into the 21st Century (Aldershot: Dartmouth, 1996), s. 29-48; Rabert, Bernhard: “South Africa's Defused Nuclear Weapons—Trend Reversal in the Third World?”, Aussenpolitik. English Edition, vol. 46, nr. 1 (1. kvartal, 1995), s. 71-81
[iv] Reiss, Mitchell: Bridled Ambitions. Why Countries Constrain Their Nuclear Capabilities (Washington, DC: Woodrow Wilson Center Press, 1995), s. 89-182.
[v] Serrano, Mónica: “Brazil and Argentina”, i Reiss & Litwak (red.): op. cit., s. 231-255; Reiss: op. cit., s. 45-88.
[vi] Klare, Michael: Rogue States and Nuclear Outlaws. America’s Search for a New Foreign Policy (New York: Hill and Wang, 1995); Tanter, Raymond: Rogue Regimes. Terrorism and Proliferation (New York: St. Martin's Press, 1998); Litwak, Robert S.: Rogue States and U.S. Foreign Policy. Containment after the Cold War (Baltimore, ML: John Hopkins University Press, 2000).
[vii] Formuleringen var: “States like these, and their terrorist allies, constitute an axis of evil, arming to threaten the peace of the world.” Se State of the Union Address, 29 januar 2002 (www.whitehouse.gov/news/releases/ 2002/01/20020129-11.html).
Foto: COPRI
