|
|
|
4. Spredning af WMD: En overvurderet trussel
|
Kemiske våben har længe været meget udbredt, mens atomvåben er af nyere dato og er blevet spredt til langt færre lande – i hvert fald hvis vi bortser fra den spredning, der ligger i, at et land placerer sine atomvåben på andre landes territorium,[i] og koncentrerer os om den “egentlige” spredning af besiddelsen og råderetten over atomvåben til flere stater
Efter USAs “first” kom Sovjetunionen i 1949, efterfulgt af England, Frankrig og Kina. Omkring midten af 1960erne bredte frygten sig (ikke mindst i USA) for, at denne spredning ville fortsætte ukontrolleret, hvilket ikke var helt ubegrundet: Lande som Taiwan, Brasilien, Argentina, både Nord- og Sydkorea, Schweitz og Sverige (sic!) puslede da også med planer om at slutte sig til atomklubben.[ii] Frygten motiverede på sin side intensiverede anstrengelser for at bremse spredningen, hvilket i 1968 førte til undertegnelsen af NPT-traktaten (non-proliferation treaty), der ret effektivt “lagde låg på” – dog ikke fordi den var udtryk for nogen højere retfærdighed. Tværtimod opdelte den verdens lande i dem, der havde “ret” til atomvåben (dvs. dem, der allerede havde dem), og dem, der ikke havde, dvs. alle andre. De “have-nots”, der undertegnede NPT, måtte underkaste sig inspektioner af deres atomkraftværker mm. af IAEA (International Atomic Energy Agency) for at sikre, at de ikke producerede beriget uran eller plutonium, som kunne bruges til atomvåben. De fem “haves” forpligtede sig til gengæld til at bistå resten med fredelig udnyttelse af atomenergien samt til med tiden at afvikle deres atomarsenaler – en forpligtelse, de ikke just kan siges at have efterlevet.
[i] Se f.eks. Arkin, William M. & Richard Fieldhouse: Nuclear Battlefields. Global Links in the Arms Race (Cambridge, MA: Ballinger, 1985); Duke, Simon: United States Military Forces and Installations in Europe (Oxford: Oxford University Press, 1989).
[ii] Gode oversigter er Karp, Regina Cowen (red.): Security With Nuclear Weapons? Different Perspectives on National Security (Oxford: Oxford University Press, 1991); og Reiss, Mitchell & Robert S. Litwak: Nuclear Proliferation after the Cold War (Baltimore: John Hopkins University Press, 1994). Se også Bailey, Kathleen C.: Strengthening Nuclear Nonproliferation (Boulder, CO: Westview, 1993); Barnaby, Frank: How Nuclear Weapons Spread. Nuclear-Weapon Proliferation in the 1990s (London: Routledge, 1993); Fischer, David, Wolfgang Köttner & Harald Müller: Nuclear Non-Proliferation and Global Order (Oxford: Oxford University Press, 1994); Kokoski, Richard: Technology and the Proliferation of Nuclear Weapons Oxford: Oxford University Press, 1995); Leeuwen, Marianne van: (red.): The Future of the International Non-Proliferation Regime (Dordrecht: Martinus Nijhoff Publishers, 1995); Thomas, Raju G.C. (red.): The Nuclear Non-Proliferation Regime. Prospects for the 21st Century (New York: St. Martin’s Press, 1998).
Foto: COPRI
