Selvom der altså ikke var specielt rationelle begrundelser for valget, var det alligevel alle disse fire våbentyper, Irak blev frataget retten til med FNs sikkerhedsråds vedtagelse af resolution 687 i april 1991, der forbød både A, B og C-våben samt ballistiske missiler med en rækkevidde over 150 km.[i] Det er netop dette forbud, som det har været så vanskeligt at verificere overholdelsen af - ikke blot fordi Irak aktivt har forsøgt at forhindre inspektionerne, men også (hvad der ofte overses) fordi selve opgaven måske er principielt uløselig.

Dels er Irak et meget stort land med utallige mulige gemmesteder, især for faciliteter så små som dem, der er nødvendige til fremstilling af  biologiske våben; dels kan disse faciliteter flyttes rundt på. Selv hvis tusindvis af inspektører gennemtrævlede Irak i tusinde år ville man derfor aldrig kunne opnå nogen absolut sikkerhed for, at forbuddet var overholdt til punkt og prikke. Hvis man fandt en “smoking gun”, dvs. blot et enkelt WMD eller anlæg til fremstilling af samme, ville man naturligvis herved have bevist, at forbuddet var overtrådt. Hvis ikke, ville man derimod ikke hermed have bevist, at det var overholdt, eftersom muligheden stadig ville være tilstede for, at Irak kunne have gemt noget et sted, man ikke havde inspiceret – eller have flyttet noget til en facilitet, efter at den var blevet inspiceret. Ja, selv hvis man forestillede sig, at man kunne foretage den “totale inspektion”, der garanterede, at Irak ikke havde nogen af de forbudte våben på et givet tidspunkt, ville dette jo ikke betyde at man havde nogen garanti for, at de ikke gav sig til at producere dem umiddelbart efter.

Forestillingen om, at det principielt skulle være muligt at garantere, at Irak overhovedet ikke hverken har eller senere får WMD eller ballistiske missiler viser sig altså ved nærmere eftertanke at være absurd. Dette betyder dog naturligvis ikke, at det ikke kunne være klogt at gore så meget som muligt for at opnå den størst mulige sikkerhed for, at Irak har så få som muligt af disse våben og fremføringsmidler. Bag et sådant ræssonnement ligger imidlertid den antagelse, at spredningen af WMD er et stort problem, og især hvis det er lande som Irak, der kommer i besiddelse af dem. Uanset hvor bred konsensus, der måtte være om dette, afslører en nærmere analyse imidlertid denne antagelse som næsten lige så problematisk som de ovennævnte.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL FORSIDEN

                             

Foto: COPRI