Irakiske masseødelæggelsesvåben

2. Masseødelæggelsesvåben - et misvisende begreb

I denne sammenligning blegner både kemiske og biologiske våben, deres mange særdeles utiltalende egenskaber til trods.[i] Begge kan kun forårsage noget, der fortjener betegnelsen “masseødelæggelse”, under helt bestemte omstændigheder – som f.eks. hvis giftgasser spredes over skyttegrave (som under 1. verdenskrig eller krigen mellem Iran og Irak fra 1980 til 1988), hvor soldaterne ikke bærer gasmasker og andet beskyttelsesudstyr, eller hvis de bruges i store mængder mod store koncentrationer af ubeskyttede civile, som Irak gjorde det mod kurdiske oprørere og civile i 1988.[ii] Selv i sådanne situationer skal der endda meget store mængder til for at skabe en massedød, der tåler sammenligning med atomvåbnenes.

For biologiske våben som miltbrand er det største problem vanskelighederne med at sprede dem i tilstrækkeligt store mængder uden opdagelse. Lidt anderledes kunne det stille sig med typer af biologiske våben, der forårsager smitsomme sygdomme (til forskel fra miltbrand, hvor ofret direkte skal indånde de oprindelige sporer), som f.eks. kopper. De vil til gengæld være overordentlig vanskelige at anvende, dels fordi massevirkningerne vil være forsinkede (da de spreder sig i form af en epidemi), dels fordi den part, der anvender dem, kun kan beskytte sig mod virkningerne gennem massevaccinationer, som uundgåeligt vil blive opdaget af det tiltænkte offer, der derfor kunne gøre det samme og herved blive immun overfor angrebet.

Atomvåben er og forbliver derfor i en kategori for sig selv, og sammenblandingen med biologiske og kemiske våben skaber kun forvirring. På den anden side ved vi efter den 11. september 2001, at massedød også kan fremkaldes helt uden egentlige våben, f.eks. af selvmordsterrorister bevæbnet med hobbyknive som dem, vi alle kan købe i Silvan. Det kræver blot, at det tiltænkte offers sårbarhed udnyttes tilstrækkelig behændigt.

Ofte medtager man endda til WMD-kategorien ét blandt mange muligte fremføringsmidler for sådanne våben, nemlig ballistiske missiler, som af uransagelige årsager betegnes som farligere end f.eks. fly til trods for, at de næsten kun er problematiske ved udstyring med atomare sprænghoveder.[iii] Til fremføring af de fleste kemiske våben er deres løfteevne alt for begrænset til at kunne forvolde masseødelæggelse og -død, og til de fleste biologiske våben vil de være helt uanvendelige, eftersom varmeudviklingen ved affyringen og/eller nedslaget simpelthen vil dræbe de bakterier (eller andre organismer), der skal spredes.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL FORSIDEN

[i] En “klassiker” er SIPRI’s 6-binds værk fra begyndelsen af 1970erne: The Problem of Chemical and Biological Warfare (Stockholm: Almquist & Wicksell, 1971-1973). Gode nyere oversigter er Barnaby, Frank: The Role and Control of Weapons in the 1990s (London: Routledge, 1992); og Bailey, Kathleen: Doomsday Weapons in the Hands of Many (Urbana, Illinois: University of Illinois Press, 1992). Om biologiske våben se også Dando, Malcolm: Biological Warfare in the 21^st Century (London: Brassey's, 1994); Lederberg, Joshua (red.): Biological Weapons. Limiting the Threat (Cambridge, MA: MIT Press, 1999); Zilinskas, Raymond A. (red.): Biological Warfare. Modern Offense and Defense (Boulder, CO: Lynne Rienner, 2000). Om kemiske våben se Findlay, Trevor (ed.): Chemical Weapons and Missile Proliferation (Boulder, CO: Lynne Rienner, 1991); Krause, Joachim & Charles K. Mallory: Chemical Weapons in Soviet Military Doctrine. Military and Historical Experience, 1915-1991 (Boulder, CO: Westview Press, 1992); Krause, Joachim: “The Military Utility of Chemical Weapons in Current Warfare”, The International Spectator, vol. 26, nr. 2 (april-juni 1991), s. 85-100.

[ii] Se f.eks. Lundin, S.J.: “Chemical and Biological Warfare: Developments in 1988”, SIPRI Yearbook 1989. World Armaments and Disarmament (Oxford: Oxford University Press, 1989), s. 99-128, især s. 101-103; Karadaghi, Kamran: “The Two Gulf Wars: The Kurds on the World Stage, 1979-1992”, i Gerard Chaliand (red.): A People without a Country. The Kurds and Kurdistan (London: Zed Books, 1993), s. 211-240. Se også Price, Richard M.: The Chemical Weapons Taboo (Ithaca, NJ: Cornell University Press, 1997), s. 134-145; Karsh, Ephraim: “The Iran-Iraq War: A Military Analysis”, Adelphi Papers, nr. 220 (London: IISS, 1987); McNaugher, Thomas L.: “Ballistic Missiles and Chemical Weapons: The Legacy of the Iran-Iraq War”, International Security, vol. 15, nr. 1 (efterår 1990), s. 5-34. Et helt absurd irakisk forsvar for anvendelsen kan findes i Mushtak, Hazim T.: “Arms Control and the Proliferation of High-Technology Weapons in the Middle East and South Asia: An Iraqi View”, i Shelley A. Stahl & Geoffrey Kemp (red.): Arms Control and Weapons Proliferation in the Middle East and South Asia (New York: St. Martin's Press, 1992), s. 113-119. På s. 116 påstår forfatteren at disse våben “were used in a purely defensive stance and posture”.

[iii] Se f.eks. Carus, W. Seth: “Ballistic Missiles in the Third World. Threat and Response”, The Washington Papers, nr. 146 (New York: Praeger, 1990); Fetter: loc. cit.; Neuneck, Götz & Otfried Ischebeck (red.): Missile Proliferation, Missile Defence, and Arms Control (Baden-Baden: Nomos Verlagsgesellschaft, 1992); Navias, Martin: Going Ballistic. The Build-up of Missiles in the Middle East (London: Brassey’s, 1993); Nolan, Janne E.: Trappings of Power. Ballistic Missiles in the Third World (Washington, DC: Brookings, 1991); USAs officielle trusselsvurdering kan findes i “Rumsfeld-rapporten”: Report of the Commission to Assess the Ballistic Missile Threat to the United States (15 juli 1998), på adressen www.fas.org/irp/threat/missile/rumsfeld/ index.html.