|
|
|
1. Fra Hiroshima til 9/11
|
Krigen mod Irak, som i skrivende stund forventedes, men endnu ikke var indledt, har af USA været begrundet med tre forskellige hensyn: Saddam Husseins diktatoriske styre, en påstået forbindelse mellem Irak og Al Qaeda-netværket og behovet for at “afvæbne” Irak. I denne artikel skal sidstnævnte rationale underkastes en kritisk analyse, ikke så meget mht. hvad alle har talt om, nemlig hvorvidt Irak måtte have masseødelæggelsesvåben, men mht. til mere grundlæggende spørgsmål, som stort set aldrig rejses:
· Er selve samlebetegnelsen “masseødelæggelsesvåben” (WMD: weapons of mass destruction) egentlig meningsfuld?
· Er spredningen af sådanne WMD et alvorligt problem?
Begrebet WMD dukkede først for alvor op i den internationale debat for omkring 10-15 år siden som samlebegreb for tre kategorier af våben: atomvåben, kemiske og biologiske (dvs. bakteriologiske) våben. Der er imidlertid ganske væsentlige forskelle på de tre våbentyper, og den sammenblanding, der ligger i selve begrebet WMD er næsten aldrig meningsfuld.[i]
Atomvåben er ubestridelige masseødelæggelsesvåben. Allerede de to første a-våben, der af USA blev brugt mod de japanske byer Hiroshima og Nagasaki i august 1945, forårsagede en ødelæggelse helt ude af proportion med alle tidligere våben – med hhv. 100.000 og 40.000 dødsofre. Ganske vist havde de konventionelle bombardementer af byer som Hamburg og Tokyo alt ialt kostet flere menneskeliv, men det skete over længere tid og med anvendelse af titusindvis af bomber.[ii] Efter 1945 udbyggedes det amerikanske atomarsenal i flere retninger - dels med flere atomvåben, dels med bomber (især brintbomber), der var hver især var mangefold mere destruktive end de første, og endelig med våben med langt større træfsikkerhed.[iii] Det største atomvåben, der nogensinde blev testet (af Sovjetunionen) havde en sprængkraft på omkring 60 megatons, dvs. svarende til ikke mindre end 60 millioner tons trotyl (sic!). I midten af 1980erne fremkom endog beregninger, der påviste, hvordan en blot mellemstor atomkrig kunne afstedkomme en klimatisk ødelæggelse af samme omfang som den, der i sin tid udryddede dinosaurerne. [iv]
Her er altså tale om virkelig masseødelæggelse, hvilket da også (fra omkring midten af 1960erne) fik begge supermagter til at indse nødvendigheden af at undgå, at disse våben nogensinde blev bragt i anvendelse. Heraf udsprang to (næsten) nyskabelser: den gensidige afskrækkelse og våbenkontrollen.[v] Kombinationen af disse to med almindelig sund fornuft har heldigvis virket ganske effektivt i den forstand, at atomvåben siden 1945 aldrig er blevet bragt i anvendelse, omend begge supermagter ved enkelte lejligheder har overvejet muligheden. Hver gang er de imidlertid endt med at forkaste den i erkendelse af, at det ville være selvmorderisk. [vi]
[i] On truslen se f.eks. Fetter, Steve: “Ballistic Missiles and Weapons of Mass Destruction: What is the Threat? What Should be Done?”, International Security, vol. 16, nr. 1 (sommer 1991), s. 5-42
[ii] Walker, J. Samuel: Prompt and Utter Destruction. Truman and the Use of Atomic Bombs against Japan (Chapel Hill, NC: University of North Carolina Press, 1997) Om de konventionelle bombardementer se den officielle amerikanske historie: Craven, Wesley Frank & James Lea Cate (red.): The Army Air Forces in World War II (Chicago: University of Chicago Press, 1951-1953), især Fagg, John E.: “The Climax of Strategic Operations”, vol. 3, s. 715‑755; Cate, James Lea & James C. Olson: “Urban Area Attack”, vol. 5, s. 608‑645; og Cate, James Lea & Wesley Frank Craven: “Victory”, ibid., s. 703‑758. Dens britiske modstykke er Webster, Charles & Noble Frankland: The Strategic Air Offensive Against Germany 1933‑1945 (London: Her Majesty’s Stationery Office, 1961).
[iii] Se f.eks. Rosenberg, David Allen: “The Origins of Overkill: Nuclear Weapons and American Strategy, 1945‑1960”, International Security, vol. 7, nr. 4 (forår 1983), s. 3‑71; Ball, Desmond: “The Development of SIOP, 1960‑1983”, i idem & Jeffrey Richelson (red.): Strategic Nuclear Targeting (Ithaca: Cornell University Press, 1986), s. 57‑83.
[iv] Ehrlich, Paul, Carl Sagan, Donald Kennedy & Walter Orr Roberts: The Cold and the Dark. The World After Nuclear War (London: Sidgwick & Jackson, 1984).
[v] Klassiske værker om afskrækkelsen er Brodie, Bernard: Strategy in the Missile Age (Princeton NJ.: Princeton University Press, 1959); idem (red.): The Absolute Weapon (New York: Harcourt Brace, 1946); Schelling, Thomas: The Strategy of Conflict (Cambridge MA: Harvard University Press, 1960); Wohlstetter, Albert: “The Delicate Balance of Terror”, i Henry M. Kissinger (red.): Problems of National Strategy. A Book of Readings (New York: Frederick A., Praeger, 1965), s. 34‑58. Se også Jervis, Robert: The Illogic of American Nuclear Strategy (Ithaca, NJ: Cornell University Press, 1984); idem: The Meaning of the Nuclear Revolution. Statecraft and the Prospects of Armageddon (Ithaca, NJ: Cornell University Press, 1989); Harvard Nuclear Study Group: Living With Nuclear Weapons (New York: Bantam, 1983); Betts, Richard (red.): Preventing Nuclear War. A Realistic Approach (Bloomington, IA: Indiana University Press, 1988). Om våbenkontrollens rolle se f.eks. Schelling, Thomas & Morton Halperin: Strategy and Arms Control (New York: Pergamon‑Brassey's, 1985); Hedley Bull on Arms Control (London: Macmillan, 1987).
[vi] Om disse overvejelser se Williamson, Samuel R. & Steven L. Rearden: The Origins of U.S. Nuclear Strategy, 1945-1953 (New York: St. Martin’s Press, 1993); Lynn-Jones, Sean M., Steven E. Miller & Stephen Van Evera (red.): Nuclear Diplomacy and Crisis Management. An International Security Reader (Cambridge, MA: MIT Press, 1990).
Foto: COPRI
